Alle kneb gælder tilsyneladende i dansk landbrugs højere cirkler, når det gælder om at få fingrene i forbudte sprøjtegifte. Selv direkte løgnagtige påstande bliver fremført med brask og bram af erhvervets valgte talsmænd og deres politiske venner. Og den slags kampagner giver tilsyneladende resultater, selvom der faktisk er nem adgang til at tjekke mistænkelige påstande. Det viser sommerens danske kampagne for at få dispensation til at bruge sprøjtegiften Reglone, som blev forbudt i alle EU-lande allerede i 2018.
“En hel branche trues på eksistensen” lød det fra 300 deltagere i et protestmøde for kartoffelavlere i juni, og nødråbet blev bakket op af masseproducerede debatindlæg. I 12. time lykkedes det kartoffelavlerne – med aktiv bistand fra de to folketingsmedlemmer Erling Bonnesen (V) og Orla Østerby (KF) – at presse miljøminister Lea Wermelin til at underskrive en dispensation.
Selvom kampagnen anvendte direkte løgnagtige påstande, var der ingen der tjekkede dem, før myndighederne gav tilladelsen til at bruge Reglone, der indeholder den i EU forbudte diquat-gift.
Det vigtigste argument i kampagnen var, at danske landmænd ville blive stillet meget dårligere end kolleger i Tyskland og Holland, som angiveligt havde fået dispensation til Reglone. Men dette var usandt.
”Det giver ingen mening, at danske landmænd skal stilles så meget dårligere end kolleger i eksempelvis Tyskland og Holland, som netop har fået dispensation, så der er tid til at finde de rigtige holdbare løsninger.” Sådan lød påstanden i et masseproduceret debatbrev af planteavler Martin Alstrup Jensen, der blev rundsendt i begyndelsen af juli og viderebragt i flere medier, bl.a. i Effektivt Landbrug og i Landbrugsavisen.
Og det var ingen tilfældig husmand, der opfordrede til kamp for den forbudte sprøjtegift. Martin Alstrup Jensen er formand for Familielandbruget Midt-Vest, næstformand i Familielandbruget VEST-Jylland og medlem af SAGRO planteavlsudvalg.
Men Martin Alstrups påstand var altså usand.
Redaktionen spurgte den 21. juli Miljøstyrelsen, hvilke lande i EU der har fået dispensation i 2020 til at fortsætte med at anvende Reglone (dvs. diquatbaserede sprøjtegifte). Svaret lød den 23. juli fra en kontorchef i ministeriet: Danmark, Slovenien, Finland, Cypern og Letland.
Dernæst bad vi Martin Alstrup Jensen dokumenterer sin påstand om at både Tyskland og Holland, der begge er meget store kartoffelproducenter, skulle have fået dispensation til at bruge netop Reglone. Den henvendelse besvarede han ikke. Vi fremsendte den så igen, men satte også hans formand Lone Andersen fra Familielandbruget VEST-Jylland på som modtager. Lone Andersen sidder i formandskabet for Landbrug & Fødevarer.
Det hjalp.
Den 5. august 2020 svarede Martin Alstrup Jensen med disse fåmælte ord på en mail: ”Hej ang reglone har de også få lov i Østrig og ang tyskland og Holland fik de ikke lov men har fået lov til cozai plus sportligt. mvh Martin alstrup”.
Her indrømmer Martin Alstrup, at han var på gale veje, da han fremsatte sin påstand om unfair konkurrenceforhold. Hverken Tyskland eller Holland havde altså fået dispensation, sådan som han ellers havde hævdet det i kampagnen for en dispensation. De to andre sprøjtegifte, Alstrup nævner, er ikke diquat-baserede og derfor er de uden relevans i denne sammenhæng. I øvrigt er der ikke noget produkt med navnet ”sportligt” – Alstrup mener formentlig ”Spotlight”.
Til gengæld påstod han nu, at det skulle være Østrig, der havde fået dispensation til at bruge Reglone. Østrig har ingen kartoffelproduktion af betydning og bidrager blot med 1,3 % af den samlede kartoffelhøst i EU.
Redaktionen skrev tilbage til Martin Alstrup samme dag og efterlyste dokumentation for hans påstand om Østrig, men vi har intet hørt. Miljøstyrelsen har ikke kunnet bekræfte, at der skulle være givet Reglone-dispensation i Østrig.
Her i husstanden er vi holdt op med at spise ikke økologisk kartofler!
Pingback: "Faglighed" kræver de – men snyder selv på vægten | Gylle.dk
Jeg forstår simpelthen ikke dansk landbrugs manglende opfindsomhed. I gamle dage for over 100 år siden slog man den grønne del af planten ned for at opnå samme naturlige beskyttelse af knoldene/kartoflerne inden sygdom ramte. I disse tider hvor bæredygtighed og CO2 neutrale brændstoffer prales af erhvervet. Da var det da oplagt at bruge alt den grønne biomasse til noget, ikke bruge kemi på at få det til at rådne op uden fornuftig anvendelse?
Hilsen fra en Jordbrugsteknolog