Mere flæsk til de rige og flere tæsk til de fattige – dansk landbrug er leveringsdygtig i begge ydelser

Dansk landbrug betyder intet for fødevareforsyningen til verdens fattige, tværtimod. Rent faktisk bidrager dansk landbrug til at øge sundhedsproblemerne i verdens rige lande, mens de fattige får lov at sulte videre. Hvordan hænger det sammen? Få svarene her…

KOMMENTAR

”Verdens befolkning vil vokse med 25 procent til ti milliarder mennesker frem mod 2050. Af den grund skal der produceres flere fødevarer”, skrev LandbrugsAvisens ansvarshavende chefredaktør Christian Friis Hansen i en kommentar 18. oktober i år i landbrugsavisen.

For at sælge budskabet var kommentaren illustreret med et købebillede af et grædende barn af anden etnisk herkomst.

Kommentaren var et åbenlyst forsøg på at retfærdiggøre den ekstremt store animalske landbrugsproduktion i Danmark, og chefredaktøren havde valgt overskriften ”Nødvendigheden af en større fødevareproduktion bliver stadig tydeligere”.

Chefredaktørens tekst spillede fint sammen med landbrugsavisens forside i samme uge, hvor Danish Crown krævede 10 millioner flere svin i det danske landskab! Og vel at mærke på Sjælland.

Dansk landbrug skal mætte verdens sultne masser

Som baggrund for sin kommentar serverede chefredaktøren en række dystre tal og påstande. Her kommer et uddrag (du kan læse hele kommentaren ved at klikke her):

”I 2020 vurderede FN, at omkring 135 millioner mennesker levede i ’akut fødevareusikkerhed’, som beskriver den alvorligste tilstand af sult. I dag er samme tal vokset til 320 millioner. Coronaepidemi, krige og klimaforandringer gives som væsentligste årsager til, at fødevarepriserne er steget med deraf følgende sult som resultat. Derudover mangler cirka 3,7 milliarder mennesker pålidelig adgang til en sund og bæredygtig kost, viser et nyligt studie.

Der er med andre ord brug for fødevarer – og flere af dem. (…)

I Danmark har vi politisk vedtaget nogle klimamål, der med al sandsynlighed vil reducere fødevareproduktionen, mens man på den anden side af Øresund i Sverige netop har formuleret en politisk ambition om at øge fødevareproduktionen af sikkerhedspolitiske årsager.

Og dermed paradokset: Ikke alle lande har lige gode forudsætninger for og er lige dygtige til fødevareproduktion, men nationale reduktionsformål for klimagasser medfører i disse år, at ellers velegnede og højproduktive lande må skrue ned for fødevareproduktionen, mens andre og mindre effektive lande på nøjagtig samme tid må skrue op.”

Umiddelbart får man det indtryk, at chefredaktøren mener, at danske landmænd skulle spille en vigtig rolle i forsyningen med fødevarer til verdens fattige. Og at denne rolle udfordres, når vi som samfund vil forsøge at reducere udledningerne af klimagasser – og ikke mindst fra landbruget.

Begge påstande virker både tilforladelige og troværdige, ikke sandt? Men det er ren propaganda fra ansvarshavende chefredaktør Christian Friis Hansen.

Chefredaktørens første påstand er helt hen i vejret. Dansk landbrug betyder intet for fødevareforsyningen til verdens fattige, tværtimod. Rent faktisk bidrager dansk landbrug til at øge sundhedsproblemerne i verdens rige lande. Hvordan hænger det sammen?

Fakta kommer her:

Når rige lande eksporterer store mængder subsidierede fødevarer til verdensmarkedet, presser det priserne ned. Den billige eksport til fattige lande, hvor større befolkningsgrupper sulter, gør der svært for lokale bønder at konkurrere med de importerede varer, der ofte er EU-subsidierede, hvilket reducerer deres indkomst og investeringsevne. En ond cirkel sættes i gang, hvor lokalt producerede fødevarer erstattes af afhængighed af billigere industrivarer udefra, som man ender med at være afhængig af.

Eksemplet er billig mælk og mælkepulver eller korn fra EU. Eksporten gør det svært for småbønder i Afrika at sælge deres produkter til lokale markeder.

Industrielt landbrug som det danske er kendetegnet ved højteknologiske, intensive metoder. Når fattige lande forsøger at efterligne os for at deltage på eksportmarkederne, kan det føre til overforbrug af handelsgødning og pesticider, hvilket hyppigt skader både jordkvalitet og vandressourcer. Prisdannelsen rammer også de fattigste befolkningslag i disse lande. Konsekvensen bliver ofte, at de langsigtede produktionsmuligheder forringes, så befolkningen sulter mere end tidligere.

Feed the world – sludder!

Chefredaktørens anden påstand går på dansk landbrugs store betydning for den globale fødevareproduktion. Pænt sagt er det noget sludder. Faktisk er det løgn.

Danmarks areals yderst beskedne størrelse taget i betragtning gør det indlysende, at vi hurtigt kommer til kort i det globale fødevareræs. Denne påstand vil blive bekræftet, når man et øjeblik studerer de nøgne produktionstal. Lad os gøre det.

Korn, det dyrker vi på lidt over halvdelen af de danske marker. De beslaglægger to tredjedele af nationens areal, og i et rimelig normalt år løber høsten op i 8-10 millioner tons. En pænt stor dynge, og isoleret set kan den virke imponerende, indtil man sætter den danske høst i forhold til den globale produktion. Den er på 2.604 millioner tons, så der præsterer vi så blot 0,38 procent.

Ovenikøbet fyldes hovedparten af den danske kornhøst i svinene, så det reelle bidrag til at dække den globale efterspørgsel på planteprotein er ikke-eksisterende. Tværtimod.

Oven i det danske kornbjerg skal der lægges en årlig proteinimport på 1,6-1,8 millioner tons soja for at dække foderbehovet hos danske svin og kvæg. Uden hjælp fra de store sojafarme i Argentina og Brasilien ville dansk landbrug være ilde stedt, men uanset flere års kritik fortsætter sojaimporten uanfægtet af alle de gode viljer.

Den danske tænketank Concito har påvist, at den danske import af soja har betydelige negative klima-og miljøeffekter. Efterspørgslen på foderproteiner, som den store danske animalske landbrugsproduktion bidrager til, presser til stadighed naturområder og biodiversitet især i Sydamerika og medfører en betydelig udledning af drivhusgasser. Concito skønner, at dansk landbrugs import forårsager et udslip af cirka seks millioner tons CO2 om året. Det svarer til over 80 procent af udledningen fra samtlige danske personbiler eller næsten halvdelen af den nationale udledning fra dansk landbrug.

Samme historie kan fortælles om mælk.

År for år lykkes det mælkeproducenterne at malke større mængder mælk ud af de stadigt færre danske køer, så takket være nogle af verdens mest effektive landmænd – og sojaimporten fra Sydamerika – er der sket et produktionsspring fra lidt mere end 7.000 kilo om året i 2001 til mere end 10.000 kilo i dag i gennemsnit pr. ko. Det giver en årlig mængde på 5,48 millioner tons.

Imponerende, ja, men i global sammenhæng er det blot en dråbe i verdenshavet af mælk. Alene i EU produceres der årligt 154,8 millioner tons, altså præcis 28 gange den danske præstation. Globalt produceres der 674,5 millioner tons mælk om året. Heraf udgør den danske andel blot 0,81 procent.

Eller tag slagtekyllinger. Vi producerer 148.000 tons årligt, men i EU er produktionen 15.200.000 tons. Vi står altså for knap 1 procent eller 25 kilo pr. dansker. Det rækker bare kun lige til vores eget forbrug, men da vi har en stor eksport af salmonellafrie kyllinger, må vi importere betydelige mængder fjerkræ for at tilfredsstille den indenlandske efterspørgsel. Verdensproduktionen ligger på 118.080.000 tons, så det danske bidrag udgør blot 0,13 procent.

Svinerigets svanesang

Endelig er der dansk landbrugs store flagskib, produktionen af svin.

Danmark er det mest svinetætte land i verden, forstået på den måde at ingen anden nation accepterer så stor en svineindustri som vi i forhold til befolkningens og arealets størrelse, men selv om mange synes, det er for meget, batter de danske svin ikke alverden globalt. Den samlede danske bestand af svinesøer omfatter knap en million dyr (950.000 i oktober 2025), men det er altså færre, end hvad den største enkeltproducent på det internationale marked huser i sine stalde. Amerikanske Smithfield Foods/WH Group har 1.231.000 søer, skarpt forfulgt af den største kinesiske enkeltproducent, Wens, med 1.100.000 søer.

Og selv om vi har en stående svinebestand, der tæller mere end dobbelt så mange dyr, som vi er danskere, er 12-13 millioner svin for intet at regne mod verdensbestandens 794 millioner svin. Vi huser altså blot 1,6 procent af verdens svin. Alene Kina er hjemsted for mere end halvdelen af alle verdens svin med 435 millioner (2017).

I EU-sammenhæng er vi den femtestørste svinenation efter Tyskland, Spanien, Frankrig og Polen. Vi producerer 6,45 procent af fællesskabets svinekød og eksporterer 1.517.000 tons årligt, men det bliver alligevel kun til 1,4 procent af de 105.996.000 tons, som verdens svineproducenter eksporterede i 2017.

Den danskbaserede kødkoncern Danish Crown (DC) bryster sig af at være verdens største eksportør af svinekød. DC handler med 60 forskellige lande, men realiteten er, at koncernen stort set intet fylder på svinenes verdenskort. Og så er eksporttallene ikke rent danske, de er blandet op med svin fra DC-datterselskaber i både Sverige, England, Tyskland og Polen. I hele koncernen er der knap 100 produktions- og salgsafdelinger uden for Danmark, så hvor dansk er Danish Crown egentlig?

Værd at bemærke er der overproduktion af flæsk i EU. År efter år ligger selvforsyningsbalancen 16 til 21 procent over, hvad markedet kan aftage. Det betyder, at svineproduktionen hele tiden skal finde på nye fiduser for at komme af med sine kødmængder. Billige flæskestege til jul er et af de mest benyttede tricks, men det er altså ikke noget, der bidrager til verdens fødevareforsyning.

Hvor fedmeepidemien hærger

Hov hov, vil nogen måske protestere – vi producerer immervæk vegetabilske produkter nok til at mætte 20 millioner mennesker, selv om vi kun selv er seks millioner danskere. Skal det ikke nævnes?

Den protest er ikke helt forkert, bortset fra at vi putter plantemaden i de mange millioner af svin, hvor den batter fire gange så lidt, som hvis vi spiste den direkte. Men i teorien serverer vi da mad for 14,14 millioner borgere ude i verden, det er bare ikke mennesker, der ville sulte uden den danske indsats, jævnfør hvilke lande vi eksporterer til. Den helt dominerende eksport af dansk svinekød går til lande som Tyskland, Sverige, Polen, Storbritannien, Norge, Holland, Kina, USA, Italien, Frankrig, osv.  Alle sammen er lande, hvor fedmeepidemien hærger, og hvor svineflæsk kun bidrager til at forværre borgernes sundhedstilstand.

Endelig er det værd at nævne, at dansk landbrugs største eksportvare ikke går til de muslimske lande, hvor større befolkningsgrupper har for lidt mad. Svinekød er no-go i de kulturer.

Og så skal der atter gøres lidt talgymnastik. Vi producerer altså kødmad til 14,14 millioner mennesker, men skal det endelig være, så fylder det kun et lillebitte hjørne på verdens middagsborde. Sættes den globale befolkning til 7,6 milliarder, så bidrager danske landmænd altså blot med ”mad” til 0,19 procent.

Alle disse tal er dokumenteret gang på gang, men svinelandbruget vender blot det døve øre til. Det gør landbrugsavisen ansvarshavende chefredaktør Christian Friis Hansen også. Man får nemt en mistanke om, at Friis Hansen vist hverken er redaktør eller journalist – er han ikke bare en simpel propagandist?

Du kan læse om alle disse fakta i min bog ”Farvel til dansk landbrug” fra 2019. Har du den ikke, så må du købe E-bogen eller spørge mig om dokumentationen. Papirudgaven er for længst udsolgt.

Bannerbillede: Dansk landbrug leverer fortrinsvis kalorier til fedmeepidemien, der breder sig i vores del af verden. Foto: Pexels/ Towfiqu Barbhuiya.