Når fiskerne selv skal sige det

Bundtrawl burde forbydes. Det ødelægger havbunden og fødegrundlaget, og så er et trawl ikke et selektivt redskab; alt hvad det indfanger i posen bliver ofte kvalt og dør. Også de truede fiskearter

Gang på gang bliver jeg overrasket over fiskernes udsagn om, at der er fisk nok, hvorefter de begrunder det modsatte med utallige sultne skarve og sæler, der stjæler det hele. I andre sammenhænge giver de med rette landbruget en stor del af skylden, men overfiskeri er der bestemt ikke tale om, siger de.

Nu har de så endnu engang fået torskekvoten nedsat. Denne gang med 44 %. Ikke særlig meget set i lyset af, at den fremmeste forskning stærkt anbefalede et midlertidigt totalstop, for at undgå at bestanden kollapser.

Fiskerne nægter at forholde sig til bæredygtigt fiskeri, hvis ikke det samtidig er økonomisk bæredygtigt; en logik der ligger parallelt med landmændenes forståelse af begrebet. Tænk bare på organisationen ”Bæredygtigt Landbrug”.

Trawlfiskeri er ved at være den altdominerende fangstmetode. Den del af det, der fanger pelagiske fisk (fisk i vandsøjlen), ødelægger naturligvis ikke havbunden, men kan med de voldsomt store redskaber skade en fiskebestand.

Bundtrawl burde forbydes

Bundtrawl derimod slæber to tunge skovle (trawldøre) for at udspile nettet på havbunden, mens bomtrawl har en bom til det samme. Begge redskaber laver ødelæggelser, der slår mellem 6-41 % af bunddyrene ihjel. Kun det liv, der slipper gennem maskerne, overlever. De fisk, der herved utilsigtet går i nettet, kaldes for bifangst, men der er stor uenighed om, hvor meget der er tale om. Den tilladte del heraf kan fiskerne lovligt tage med i land, mens resten formentlig bliver smidt ud. Hvem ved?

Problemet er, at torsk er en bundlevende fiskeart, og de ryger derfor med i nettet, når der trawles efter f.eks. jomfruhummer.

Men når bifangsten som regel er kvalt i netposen, er resultatet skidt for både havbunden og de sårbare fiskebestande. Når først skaden er sket, har kvotens størrelse derfor mindre betydning. Fiskerne siger, at bifangsten er minimal, og begrunder det med den præcision, de fisker med. Men ved en sund og naturlig havbund lever der mange forskellige fiskearter, så man får let den tanke, at det – hvis fiskerne taler sandt – snarere er fiskebestandene, der er stærkt svækkede?

Jeg har hørt to fiskere uafhængigt af hinanden sige, at det er godt at rode lidt op i havbunden, ”sådan som når en landmand harver og pløjer.” Dermed pakker de en fuld tilståelse ind i det rene vrøvl. Jeg kan næsten ikke tro, at de ikke kender til havbundens elementære biologi, som er et afgørende grundlag for det fødenet fiskene er en del af? ”Netop”, sagde den ene, ”Mange steder er der et tykt lag mudder på havbunden. Det er helt dødt, og her trænger bunden til en gang trawl.”

Man fristes til at spørge efter meningen med at trække trawl de steder, hvor bunden er død. Men spørger man i øst, svares der i vest.

Begge er de blandt havets husmænd. Sporadisk kommer jeg ind på problemet med de meget store industrifartøjer, og det skinner igennem, at disse ”kvotekonger” ikke fisker bæredygtigt; deres trawlredskaber er i en klasse for sig, så her medgiver de gerne, at der både kan være tale om overfiskeri og ødelæggelse af havbunden. Men det foregår mest i Nordsøen.

Et stærkt forandret fødenet

I Kattegat har der været restriktioner på fangst af torsk i en del år. I Østersøen er bestanden kollapset. Fødegrundlaget er væk, fordi havbunden mange steder lider af iltsvind, så torsken har det svært ligesom så mange andre fiskearter. Biologerne siger, at det samme er tilfældet i Kattegat med den tilføjelse, at bundslæbende redskaber efterhånden har ødelagt så meget liv på havbunden, at det i sig selv giver færre fisk. Men det kunne den ene af de to fiskere selvfølgelig tilbagevise. ”Her er masser af torsk!”

”Og så er der er mange sorthummere! Aldrig har der været så mange hummere som nu. Selv i Limfjorden”, siger fiskeren. Det er rigtigt, at krebsdyrene er i fremgang. Men det er naturligvis et udtryk for den ubalance, der fremkommer, som følge af de biologiske forandringer havet og fjordene har været udsat for. Sorthummer foretrækker muslinger, søstjerner og ådsler, så måske er det en del af forklaringen på flere af den art i Limfjorden? En anden kan være mangel på de rovfisk, der lever af små hummere. Vi skal med andre ord se fødenettet som basis for det liv, der registreres.

Fiskerne tror ikke på biologerne. De tror på det, de ser i deres net og er bitre over, at kvoterne hele tiden sættes ned. De siger, at der er fisk nok, men er stort set holdt op med at sætte garn inde ved Jyllands østkyst. ”Fisk nok” betyder altså der, hvor der stadig er liv uden iltsvind og med et nogenlunde intakt fødenet for fiskebestandene. Men hvordan kan det være nok for et erhverv, der gerne skulle kunne overleve i fremtiden?

Bannerfoto: Døde torsk i massevis. Foto: Georg Eiermann/Unsplash