Information deklarerer selv sin nye serie som ”Informations helt enestående, satiriske udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed og andre snærende bånd” – men holder det? Er det satire eller blot en blegsottig beskrivelse af en virkelighed, der langt overgår, hvad de færreste mennesker kan forestille sig?

Børnebøger handler ofte om livet på bondegården. Om grisene og køerne i stalden og om traktoren og mejetærskeren på marken. Men måske er det på tide at tilpasse historierne til virkelighedens industrialiserede landbrug?

Dagbladet Information har skrevet udkast til de første bøger i en ny serie om dansk landbrug, men rammer de plet? Giver de et sanddru billede af livet for produktionsenhederne, som agroindustrien kalder svinene, kreaturerne og fjerkræet på deres fabrikker.

Du får indledningen til bogen ’Lars fikserer en so’, som blev trykt 30. marts 2024 i tillægget ‘Moderne Tider’, og derefter kan du læse, hvad en erfaren dyrlæge mener om den tekst. God fornøjelse!

”Det er tidligt om morgen på Lille Bakkegård, hvor landmand Lars og landmandskonen Lone bor sammen med deres bondegårdsdyr. Solen er endnu ikke stået op, men Lars er allerede i arbejdstøjet.

»Aaaah,« siger han og strækker sig: »Så er vi klar til en ny dag.«

Han går over i farestalden, hvor en af søerne har fået unger. De er kommet til verden i løbet af natten og forsøger nu at finde frem til en dievorte.

»Hvor er de søde,« siger Lone. Lars nikker og begynder at tælle: »1, 2, 3…”

Der er 24 små grise i alt. Og det er altså flot! Men også et resultat af mange års målrettet og intensivt avlsarbejde, som har fået antallet af grise i hvert kuld til at stige. Men risikoen er også høj for de små grisebasser – så nu gælder det om at komme hen til soens 14 dievorter, hvis de vil være blandt de heldige, som når at få mælk.

Lars skal også skynde sig. Hvis ikke soen skal lægge sig på sine små unger, skal han hurtigt have hende fikseret. Sammen med staldkarlen får han hende om at ligge på siden, og med en kraftig metalbøjle spænder de hende fast, så hun ikke kan rejse sig. Pyha!”

Dyrlæge Astrid Ruegaard Hansen

Her kommer så dyrlæge Astrid Ruegaard Hansens virkelighedsnære korrektioner til avisens satiriske opfattelse af produktionsforholdene i svinekødsindustrien. Indlægget blev bragt i avisen nogle dage senere.

”Det er et rigtig godt og tiltrængt initiativ Information udviser ved at have lavet udkast til nye tidssvarende børnebøger om det danske landbrug. Desværre er der en del faktuelle fejl og manglende oplysninger i det allerførste kapitel ”Lars fikserer en so”.

Forslag til rettelser kommer her:

Danske søer i konventionelle produktionssystemer føder (farer) i særlige staldafsnit (farestalden), hvor de – 4-5 dage inden de skal nedkomme – placeres og fastspændes i kropsnære enkeltdyrsbokse af stålrør på betongulv uden mulighed for andet end at rejse og lægge sig. Der er ingen søer, der føder frit gående, som i Informations udkast.

Fastspændt på denne måde skal de føde deres pattegrise, forhindret i at kunne udleve deres medfødte behov for at skjule sig for artsfæller og for at bygge en stor, blød rede til ungerne. Samtidig er de i rigtig dårlig form, da der ikke på noget tidspunkt i soens liv er tid eller rum for fysisk aktivitet, og den intensive ekstrem-avl, landbruget har dyrket de sidste 50 år, har resulteret i dyr, der bliver drægtige med alt for mange fostre.

Hver eneste dag dør der næsten 30.000 småsvin på de danske svinekødsfabrikker. De betragtes som affald og bliver rutinemæssigt fjernet af destruktionsanstalten DAKA. Foto: Greenpeace

Så fødslerne er ofte hårde og langvarige, og en del søer dør i forbindelse med fødslen af tilbageholdte, rådne fostre og deraf følgende blodforgiftninger, for ikke at tale om organdrejninger, blødende mavesår, kredsløbssvigt m.m. Det er til gengæld rigtigt, som der står i Informations udkast, at landmanden ikke har personale i stalden om natten (det er for dyrt), og derfor må de søer, der føder om natten, klare sig selv.

Landbruget forsøger dog at få så mange som muligt til at føde på hverdage og indenfor ”normal arbejdstid” ved hjælp at hormonbehandlinger, flytning af fodertidspunkter og eksperimenter med at bytte rundt på søernes dag og nat v. hj. af rødt lys i dagtimerne.

De unaturligt store kuld, som i Informations eksempel er på 24, er ikke spor flot. Det består nemlig typisk af ca. 14 normalt udviklede fostre (en so har 14 patter) med en fødselsvægt på 1- 1,5 kg, resten er mere eller underudviklede og deforme fostre, som for nogles vedkommende kun kan overleve hvis de får hjælp til at patte, andre er så små og sløve, at de hurtigt går til af kulde, sult og manglende kræfter, eller bliver mast af soen, der ikke kan se, hvad hun lægger sig på. De mindste er ofte dødfødte.

Alle disse underudviklede fostre kaldes IUGR-grise eller delfingrise, fordi de har et særligt udseende med en profil, der ligner en delfin. Naturen prioriterer nemlig, at deres hjerner får så meget næring som muligt på bekostning af kroppen, som så bliver lillebitte, mens hjernekassen er næsten normal.

Landmanden er glad bare nogle af de svage overlever, for så nærmer han sig det helt store mantra i produktionen, nemlig at hver so skal producere over 40 grise om året. Antal grise pr. årsso, som det hedder. Altså de grise, som klarer at overleve det halve år, de får lov at leve i. Alle de døde fraregnes. De er spild-dyr.

Til at opfostre de overskydende grise, soen føder, bruger landmanden såkaldte ammesøer, som er søer, der lige har fået fjernet deres eget kuld, men som så tvinges til at lade et nyt kuld sammenbragte grise patte hos sig. Da hun er fastspændt, er hun tvunget til det.

En so får 2,3 kuld om året, en drægtighed varer 3 mdr. 3 uger og 3 dage. Søer ammer deres unger i 3-4 uger, hvorefter ungerne brat fjernes. Det kaldes ”fravænning” (det lyder nok hyggeligere), men burde hedde fra-rivning.

Der er ikke mange fridage for soen, som insemineres indenfor en uge efter frarivning, mens hun stadig har et stort ømt yver.

Sådan er det at være so i det danske konventionelle landbrug. Ikke mindre end16,5 % af søerne dør af sig selv eller må aflives, fordi de ikke kan holde til presset. Og det på trods af at der er tale om unge mødre, som kun forventes at leve i få år, før de bliver slagtet og lavet til pølser.

Skynd Jer at få rettet teksten i udkastet. Tak.”

Bannerbillede: Bursvin. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Visited 39 times, 1 visit(s) today

Kommentarer

  1. Tom Vestergård

    At ramme plet må ikke blive en holdning. At lære om vores mad skal være en færdighed som alle får adgang til. Så fokus på hvordan bliver vi igennem opkvalificering omskolet til at leve i samspil i vort eget livsgrundlag . Har arbejdet med dette i 25 år i bhv’er og skoler i samarbejde agerbrugere langs Varde Å. Endvidere opkvalificeret eleverne igennem praktiske færdigheder / køkkenhaver/ madlavning/ bagning. Så det skal perspektiveres i en større helhed end ‘bare ‘ sådan gør landmanden. Vigtigt at børn / unge udrustes med færdigheder til et liv med et bæredygtigt landbrug / agerbrug.

  2. Maria Vang Johansen

    Tak Astrid, du rammer plet i en grotesk historie om ekstrem dyremishandling, der er ulovlig, men ufortrødent får lov at fortsætte.

Skriv en kommentar