Det svundne er ingen drøm, men skabelonen for en strålende fremtid. Under bygmarken danser brushønsene stadig
Havørnens genkomst og genopretningen af den uregulerede Skjern Å demonstrerer med en vældig styrke, at alt kan tænkes i det yndige land, når selv det, ingen havde turde drømme om, allerede ER sket. Og der er kun tale om to af de velkendte eksempler.
Med lige så stor rimelighed kunne man vælge at fremhæve odderens fremgang i Jylland, tranens spektakulære comeback overalt og det utroligt rige fugleliv, der er genopstået i Filsø nord for Varde, efter at den tørlagte sø kom i naturkyndige hænder i 2012. Eller de mere end 100 genetableringer af tørlagte søer og våde områder, som myndigheder og private har bekostet siden 1984.
Som modvægt til den dominerende forarmelse, der desværre er hovedtendensen i den sørgelige saga om den overgødskede danske natur, kan der lykkeligvis peges på en række vellykkede projekter, hvor naturen er genskabt. Derfor er det vigtigt at fremhæve, understrege og forstå, at den natur, vi betragter og beskriver i dag, ikke er NATUREN. Natur i dag er kultur, og kultur skabes af mennesket, på godt og på ondt. Deri ligger mulighederne – og nødvendigheden.
Professor Peder Agger, overvismanden fra Naturrådet, der nægtede at nedlægge sig selv under den store politiske massakre på råd og nævn i 2001, formulerede denne nødvendighed allerede i slutningen af forrige århundrede. I bogen »Dyrenes Danmark« fra 1989 skriver han:
»Men dybest set hænger natur og kultur for os uløseligt sammen. Kulturen og dens frembringelser kan betragtes som bearbejdet natur, hvad enten der er tale om tonerne fra en violin, eller fiskene der vender bugen i vejret i Kattegat. Når dette sidste sker, er det ikke bare naturen, men også os, altså samfundet, der er i krise. Det er et symptom på, at noget kører skævt, i den helhed vi er en del af.«
Det svundne er derfor ingen drøm, men skabelonen for en strålende fremtid. Under bygmarken danser brushønsene stadig.
DEN STØRSTE FARE er, at vi vænner os til, at naturen er det, vi netop ser i dag. At vi accepterer, at den natur, der er tilbage, forringes, uden at vi skulle kunne gøre noget ved det. Eller kører trætte i de deprimerende meldinger om iltsvind, fedtemøg og politiske trepartsfiflerier. Er der ingen længere, der søger at holde fast i de svundne værdier, mister vi den nødvendige målestok for at vurdere skidt fra kanel. Den ødelagte natur bliver så at sige det normale.
Denne risiko beskrives således af professor Kaj Sand-Jensen i bogen »Den sidste naturhistoriker« fra 2003:
»Er alle dyrene i et område allerede døde, er der jo ingen risiko for, at der kan ske noget alvorligt, som påkalder sig mediernes opmærksomhed. Når alle bunddyr er udryddet af iltsvind i farvandene omkring Fyn, vil alarmerne efterhånden stoppe, fordi vi dels vænner os til de årligt tilbagevendende iltsvindskatastrofer, og dels ikke oplever så mange døde dyr mere.«
Derfor er det overmåde vigtigt at fastholde erindringen om, hvad der var engang. Både i form af tørre tal og faktuel viden, men også i kunstnernes maleriske beskrivelser og fotografernes dokumentation. På fundamentet af deres skitser og fotos og videnskabens tabeller bygger vi jo fremtidens natur – eller genopfinder den, om man vil.
I DEN SIDSTE TID er det blevet åbenbart for alle, hvad marinbiologerne forgæves har advaret om i årtier – havet omkring Danmark er døende. Bunddyr og skaldyr og alle fisk er borte, mens fedtemøgets stinkende, sortbrune algebunker skyller op langs mange danske kyster. Årsagen er det stadig mere udbredte iltsvind, og skurken kender vi alle: Landbruget.
Samtidig med at vi genskaber nogle spektakulære naturmonumenter, bliver der stadig mindre almindelig natur ude i agerlandet. Prisen for de store projekter er høj, hvis landet omkring naturnationalparker og reservater lægges øde. Rent naturhistorisk kommer flere og flere mennesker til at gennemleve et helt dagligliv i en ørken af ingenting. Naturen bliver samlet i udflugtsmål, som vi kører til på en fridag.
Ganske vist grønnes vores byer, vil nogle nok hævde. Åh, joh – ræven lusker rundt om natten i villakvartererne og er nu nået helt ind i hjertet af København, hvor tårnfalken bygger sin rede i byens rådhustårn, og hvilken natteravn af ornitologisk observans har ikke stået stille et kort sekund, fortryllet af husrødstjertens radiosender-støjsang i storbyens hjerte – men er det virkelig den natur, vi vil nøjes med?
Åh ja – evigt ejes kun det tabte.
ACCEPTERER MAN, at det hele er kultur, så indser man også straks, at ude i virkeligheden er miljøkampen for længst afløst af en kulturkamp. Hvilken kultur ønsker vi, og hvem skal bestemme, hvordan landskabet formes i fremtiden? Eller hvor ringe en livskvalitet er vi parat til at leve med? Ønsker vi svinenes tomme landskab med den grønne monotoni af endeløse hvedemarker og de nye baroners imiterede herregårde – eller vil vi bevare det bedste af naturens brogede mangfoldighed i et dynamisk kulturlandskab med respekt for arven efter forfædrene?
Sagt mere direkte: Skal de stadig færre jordejere fortsat have lov til at forfølge deres private økonomiske interesser, eller skal de mange jordløse være med til at bestemme udviklingen?
Diskussionen er ikke ny, men konflikten mellem de to radikalt forskellige kultursyn stod næppe nogensinde skarpere end i dag, hvor der er så lidt land tilbage at strides om. Allerede for 95 år siden blev linjerne trukket markant op af den kulturradikale redaktør Poul Henningsen. I en kronik den 2. juli 1928 i Politiken præsenterede PH sit moderne nyttesyn på naturen:
»En Ko er Natur for et moderne Bymenneske, og det er ikke, fordi Han er mere banal og overfladisk i sin Naturopfattelse end Naturforskeren, der jubler over at finde fyrretyve Sneglearter i en Skovl Mosemudder (…) Med Beklagelse ser vi Storkene uddø, men Betingelserne for deres Liv i Danmark, de udrænede Marker, hverken kan eller vil vi skaffe dem.«
I DAG ER den store kritiker fortid, og han bør ikke dømmes med nutidens målestok, selvom han tog så grueligt fejl. Overraskende er det alligevel, at Poul Henningsen ikke kunne se, hvor lidt datidens naturfredningsforkæmpere bad om: Man ønskede blot at bevare en restbrøkdel af den tidligere så vidt udbredte jyske hede. Som i dag handlede naturfredning dengang slet ikke om at stoppe udviklingen, men Poul Henningsen var blind for alle proportioner.
Provokerende, men også præget af Henningsens manglende indsigt i naturens nødvendighed. Den undskyldning har ingen gyldighed i dag, hvor selv børnehavebørn har en fin fornemmelse for bæredygtighed og biodiversitet. Derfor udløste det også et fuldt berettiget ramaskrig, da landets mest udygtige miljøminister nogensinde udtalte – knap to måneder efter sin tiltræden i foråret 2016 – i en TV-debat: ”Ja, en kornmark er natur for mig”. Hvilket straks fik Enhedslistens daværende miljøordfører Maria Reumert Gjerding til at reagere: ”Det er simpelthen et absurd udsagn, at en kornmark (…) skulle være natur. Det er en biologisk ørken”.
Absurd udtalelse, ja – men forkert? Næppe. Teologen Esben Lunde Larsen var landmandssøn fra Vestjylland, så for ham var natur lig landbrugskultur. På samme måde som en flæskestegssandwich med friturestegte pommes frites også er mad for nogle, mens den servering næppe kan kaldes et gourmetmåltid for os andre.
Natur er kultur – ja, men der er forskel på skidt og kanel.
