Minkfarm. Foto: Kopenhagen Fur

Af  Bertil Mortensen

Med tilladelse fra NetavisNord

I de seneste uger har der på de sociale medier været kritik af avisen Nordjyskes dækning af regeringens håndtering af Corona-krisen. Kritikerne har hæftet sig ved avisens hyppige negative omtale i både ledere og i artikler af Mette Frederiksen og af regeringens håndtering af Corona-krisen. Avisen har fungeret som Blå Bloks håndlanger, lyder kritikken.

Netavisnord afprøver nu i følgende analyse, om der er noget om kritikken. Analysen fokuserer på Nordjyskes dækning af en konkret sag – minksagen – i en afgrænset periode på ca. 1 måned – nemlig fra beslutningen om at nordjyske mink skulle aflives til beslutningen om, at hele landets minkbestand skulle aflives.

Analysen dækker alle 93 artikler i Nordjyskes papiravis om minksagen skrevet over 36 dage – fra d. 2. oktober til og med 6. november – altså inden diskussionen om hastelovgivning og lovbrud begyndte! Formålet med analysen er at undersøge, om Nordjyske i minkdækningen i perioden lever op til det almindelige journalistiske princip om objektivitet.
En sådan undersøgelse kan gøres med forskellige metoder: Man kan anvende en kvantitativ og/eller kvalitativ metode. I denne analyse bruges begge.
Analysens tidsinterval strækker sig fra tidspunktet fra regeringens beslutning om at aflive smittede mink og mink indenfor en radius af 7,8 km fra de smittede farme til beslutningen om at aflive samtlige mink i landet

Udvalget af kilderne til artiklerne

Først ses der på, hvilke kilder Nordjyske har benyttet sig af i dækningen af minksagen i de 93 artikler:


Fordelingen af de brugte kilder er, som det fremgår af tabellen, udpræget skæv. Der er ikke noget mærkeligt i, at minkavlere og deres organisationer fylder meget i dækningen. Men det er bemærkelsesværdigt, at dominansen er så markant. Og hvis man graver et spadestik dybere og ser på, hvordan den journalistiske tilgang til disse kilder er, er konklusionen, at de stort set frit har fået spalteplads stillet til rådighed, uden at journalisterne har afprøvet deres synspunkter og argumenter.
Det samme gælder for de borgerlige politikerkilder. Den eneste gang i de 93 artikler, hvor kilderne får et kritisk spørgsmål, er til en demonstrerende Gjøl-borger (”Er det forsvarligt at samles så mange (demonstranter. red.), når Covid19-pandemien raser…?”) og til venstrepolitikeren Torsten Schack Pedersen: (”Kan det ikke være fornuftigt, at regeringen handler ud fra et ekstraordinært forsigtighedsprincip?”).

Når de 27 minkavlere får ordet, er artiklernes vinkel, hvor ubærligt deres situation er. Det skal selvfølgelig med i et nordjysk dagblad, som udgives i et område med omkring 1/4 af landets minkfarme. Deres bekymringer er lige så fuld forståelige, som den er for andre selvstændige, hvis virksomhed må kapitulere, og for lønmodtagere, der mister deres arbejde. Men som læser kunne man forvente, at Nordjyske engang imellem i de mange interviews med minkfarmerne og deres organisationer stillede spørgsmål som: Er sundhedsmyndighedernes og regeringens bestræbelser på at stoppe smittespredningen til borgerne ikke vigtigere end minkfarmernes problemer?

Og når avlerne stort set konstant kritiserer den ifølge dem lave kompensation, de er stillet i udsigt, kunne det også være relevant at spørge dem om, hvad de alternativt forestiller sig, at kompensationen skulle være – bla. set i lyset af, at de fleste farme i de tre seneste år har kørt med underskud, og hele branchen bare sidste år i gennemsnit havde et underskud på 700.000 kr. pr. driftsenhed.

Minkbranchens økonomiske betydning

Det mest bemærkelsesværdige ved Nordjyskes dækning af minksagen er, at avisen i den valgte periode ikke beskæftiger sig med minkbranchens samfundsøkonomiske betydning. Som læser må man nærmest få det indtryk, at branchen spiller en stor rolle. I en leder d. 10/10 hedder det: ”..at holde liv i minkbranchen er vigtigt for beskæftigelsen og for indtægterne i Nordjylland”. Per Larsen fra Konservative: ”Minkbranchen er alt for vigtig til at dø”.

Men først langt henne i begivenhedsforløbet – d. 7. november – altså mere end en måned efter, aflivningen på mange nordjyske farme for alvor var startet, indvier avisen sine læsere i, hvor meget – eller snarere hvor lidt – minkbranchen betyder økonomisk. Det fremgår af tabel 2, som viser minkbranchens samfundsøkonomiske betydning i 2019 for hele landet.


Som det ses i tabel 2 har minkbranchen en begrænset samfundsøkonomisk betydning. Hvad angår feks. beskæftigelsen er der for at sætte antallet i relief kun få hundrede flere fuldtidsbeskæftigede i selve minkbranchen end i landets fitnesscentre. Man kan også se beskæftigelsestallet i lyset af, at der årligt i hele landet bliver nybesat 800.000 jobs. Ved lukning af minkfarmene skal der derfor kun ”opsuges” 0,3 % af de job, der årligt nybesættes.

Danmarks Statistik har ikke de nøjagtige tal for fordelingen af heltidsbeskæftigede i minerhvervet fordelt på regioner, men man kan på baggrund af pelsdyrbestandens fordeling på de fem regioner regne sig frem til, at antallet af fuldtidsbeskæftigede i den nordjyske minkbranchen i 2019 er/var ca. 700. Det udgør blot 0,3 % af det samlede antal fuldtidsbeskæftigede i den nordjyske region.

Protestlandmændenes formand Flemming Fuglede Jørgensen er ikke i tvivl om minkindustriens uskyld ifølge Nordjyske: ”Der er konstateret op til flere tilfælde, hvor minkfarmene er smittet med Covid19 meget kort tid efter, at Fødevarestyrelsen har været ude for at kontrollere besætningen”

Sikkerhedszonen på 7,8 km

Ved regeringsindgrebet d. 1. oktober skulle ikke blot de smittede mink aflives, men også de ikke-smittede mink på en radius på 7,8 km fra de smittede farme.

At der i det hele taget er en sikkerhedszone eller at radius’en er for stor, kritiseres af mange af de kilder, Nordjyske har anvendt. Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere ser d. 14/10 ifølge Nordjyske ”med stærkt kritiske øjne på de såkaldte sikkerhedszoner på 7,8 kilometer omkring smittede farme”, og anbefaler en sikkerhedszone på det halve.
Torsten Schack Hansen (V) og Per Larsen (C) tilslutter d. 29/10 sig ikke overraskende kritikken.

Men kritikerne af sikkerhedszonerne bliver ikke præsenteret for modspørgsmål af Nordjyske.
Det kunne man ellers godt have gjort. For i en anden artikel d. 14/10 refererer avisen et svar om netop sikkerhedszonen fra Statens Seruminstitut:
Det er ikke med sikkerhed påvist, hvilke smitteveje der driver epidemien i mink. Man ved dog, at der sker smitte fra såvel mennesker til mink som fra mink til mennesker. Vi ved at 19 ud af de første 20 smittede minkfarme havde mindst én anden smittet minkfarm indenfor en afstand af 7,8 km”.

Læs også:

11.000 mink skal aflives – fatal fejlmelding fra Morgens Jensen om coronasmittede husdyr

Har Fødevarestyrelsens aflivningshold et medansvar for smittespredningen?

Den påstand dukker op flere gange i artiklerne. Formanden for ”Bæredygtig Landbrug” Flemming Fuglede er ikke i tvivl: ”Der er konstateret op til flere tilfælde, hvor minkfarmene er smittet med Covid19 meget kort tid efter, at Fødevarestyrelsen har været ude for at kontrollere besætningen” siger han til avisen d. 28/10. Men selvom Nordjyske på forbilledlig vis i en fakta-artikel har redegjort for, hvor stramme sikkerhedsforanstaltninger, styrelsens folk skal underkaste sig, når de foretager aflivningen, bruges disse oplysninger ikke til at afprøve Fugledes påstand.

Tanken om, at smitten måske har bredt sig via de udenlandske minkarbejdere, som har haft deres daglige gang på minkfarmene, strejfer tilsyneladende ikke avisen, selvom dagbladet Børsen kan berette om, at landbruget i mere end syv måneder har fløjet østarbejdere ind i landet, uden at de har skullet smittekontrolleres. Det blev der først sat en stopper for d. 26. okt., hvor de skulle fremvise en negativ smitteattest ved ankomsten til landet.

Folkesundhed – for nordjyderne

Det synes umiddelbart at have være oplagt at spørge de Nordjyskes kilder om, hvorvidt den nordjyske folkesundhed egentligt ikke er vigtige end minkavlernes – forståelige – bekymringer. Men det sker som tidligere nævnt kun i et eneste tilfælde.

I Nordjyske Mediers formålsparagraf hedder det, at mediehuset ”…skal varetage samfundets og specielt Nordjyllands tarv”. Det er der mange nordjyder på de sociale medier, der mener, at avisen netop i minksagen ikke har gjort, men i stedet har fokuseret på et erhvervs snævre økonomiske interesser.

Dyreetik – minkenes behandling

Hvilke forhold, minkene lever under på farmene, får stort set ingen plads i Nordjyskes artikler, selvom minkproduktionen af mange kaldes dyrplageri og forbydes i flere og flere lande. Organisationen ”Dyrenes Beskyttelse” refereres kun en enkelt gang i de 93 artikler – i en kommentar på 9 linjer.

Foto ©Bertil Mortensen

Vurdering: Konsekvenserne af Nordjyskes skæve dækning

De åbenlyse konsekvenser er, at de nordjyske læsere ikke får et alsidigt billede af minkproblematikken. Om den manglende alsidighed i nyhedsformidlingen også gælder andre politiske emner end mink ligger udenfor denne analyse at vurdere, men et slag på tasken viser, at det ikke ser ud til, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen generelt har en særlig høj stjerne hos avisens redaktion – og her tænkes der ikke blot på chefredaktør Karl Erik Stougaards leder d. 25/10 med overskriften ”Mette Frederiksen, du er med til at gøre os coronatriste”, hvor stort set alt, hvad regeringen har gjort under krisen, har været forkert. Eller når han i en leder d. 5/11 om statsministeren skriver, at hun ”svigter ikke bare minkavlere, men hele Nordjylland”, og i samme leder: ”Med den melding fra statsminister Mette Frederiksen, født, opvokset og valgt i Nordjylland, svigter hun sit geografiske ophav og efterlader indbyggerne i en samlet dansk region rådvilde og urolige”.

Det er – i parentes bemærket – overraskende, at en chefredaktør mener, at en statsminister skal tage særlige hensyn til den del af landet, hvor han/hun er valgt, i stedet for at varetage hele Danmarks interesser. Hvordan mon samme chefredaktør ville reagere, hvis f.eks. en statsminister valgt i København tog specielt hensyn til den by?

Avisen Nordjyske og dens lederteam mener selv, at man leverer en “troværdig, lokal og alsidig nyhedsdækning” ifølge mediets egen reklame. Screendump fra avisens hjemmeside

Et borgerligt dagblad med et regionalt monopol

Den politiske slagside, som kendetegner Nordjyskes nyhedsformidling under Coronakrisen, kommer nok ikke som den helt store overraskelse for nogen. Nordjyske er et borgerligt dagblad, som avisen da heller ikke selv lægger skjul på i avisens formålsparagraf og i feks. Nordjyske Mediers regnskab, hvor der står, at ”aviserne skal redigeres som uafhængige, liberale dagblade…

Engang var der 3-4 dagblade i hver større by i Danmark. De repræsenterede de 4 gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale. I Aalborg var det den konservative Aalborg Stiftstidende, som klarede sig bedst i konkurrencen og overlevede. Senere blev landsdelens andre aviser, Vendsyssel Tidende, Frederikshavn Avis, Fjerritslev Avis, Løgstør Avis, Morsø Folkeblad og Thisted Dagblad opslugt af ”Nordjyske”, som Aalborg Stiftstidende kom til at hedde. Desuden ejer avisen 22 lokale annonceblade eller ugeaviser, som også i stigende grad indeholder redaktionelle artikler fra moderavisen.

Det giver Nordjyske Medier et reelt avismonopol på dækningen i Nordjylland. At et enkelt mediehus har denne status udgør naturligvis et demokratisk problem, og der påhviler dermed Nordjyske Medier et særligt ansvar for at levere en objektiv nyhedsformidling til nordjyderne.

Klog strategi?

Om det er klogt at udfordre de nordjyske, socialdemokratiske læsere og abonnenter med en så kraftig kritik af Socialdemokratiet må naturligvis være noget, som har indgået i ledelsens strategiske overvejelser. Umiddelbart – for en udenforstående – kan det godt undre. Nordjylland kan med god ret kaldes en socialdemokratisk højborg, idet partiet fik 33,9 % af stemmerne ved folketingsvalget i 2019. På landsplan fik partiet 25,9 % af stemmerne.

Nordjyske’s ledelse vil nok sige, at man ikke redigerer sin avis efter de herskende og nogle gange tilfældige politiske vinde, men når man ser på, hvordan det læsermæssigt og økonomisk i de senere år er gået avisen, må det indrømmes, at det i hvert fald er en idealistisk holdning at have. Fra 2018 til 2019 er læsertallet faldet, og i de to sidste år har Nordjyske Medier givet underskud på tilsammen 45,9 millioner, hvilket bl.a. har betydet, at avisen har været igennem flere omfattende fyringsrunder.
———————
Bannerfoto ©Bertil Mortensen

Kommentarer

  1. Kim Houmøller

    Den eneste fejl der er begået, er en utrolig langsomhed med aflivningen. Det skulle være sket for 6 måneder siden!

  2. Anna Lønne Sørensen

    Hele erhvervet skulle aldrig være startet og belært af de tidligste erfaringer om manglende dyrevelfærd, som bare er vokset siden!!, så skulle det være stoppet for længe siden.

  3. Erik Bjernemose

    Tak for en fakta orienteret og nuanceret analyse, der understøtter en saglig debat af minkavlen.
    Det er så vigtigt at være kildekritisk – både medierne og læserne.

  4. Steen Ole Rasmussen

    Minksagen er ikke længere regeringens helt store problem, men de danske demokratistøttede envejsmassekommunikationsmediers.

    For man har valgt at gøre nogle lovformelige udfordringer til vektor for en sag, som opposition, medier og landmænds skulle samles om. Men den udvikler ikke, som ønsket.

    Sagen eksploderer helt uden mediernes kontrol, som en kæmpe tabersag, ikke for regeringen, som intenderet, men for medierne selv, der indlysende klart står med bukserne nede i deres illegitime forsøg på at underminere de for menneskeheden helt nødvendige tiltag fra regeringens side over for dansk pelsindustri.

    Kritikken af Nordjyske er lammende. Den rammer også DR2 – Deadline, der ukritisk har viderebragt Nordjyskes bidrag til misinformation, uden perspektiv eller forpligtende tilgang til det meget bredere funderede vidensgrundlag omkring de udfordringer, som minkindustrien var og er for samfundet.

    Det ser heldigvis ud til at både medier, opposition og landbrug knækker halsen på denne her samlende tabersag.

    Ellemann skiftede position i forhold til det at bakke op om nedslåningen af de danske mink. Kom bønderne i møde. Hele pressen fattede budskabet. Her var sagen, som skulle stille regeringens krisehåndtering i miskredit. Men nu begynder det at give bagslag. Smukt, at denne tredje generations levebrødspolitiker, Jakob efter Uffe og Jens Peter kommer til at stå der sammen med medier og landbrug som hamrende uansvarlige fribytter.

    Den systematiske misinformation omkring minkudfordringen er gennemgribende. Det ender med at gå op for det helt store flertal.

  5. En af grundene til at jeg ikke gider læse Nordjyske er at den er meget ensidig.

  6. Jeg har abonneret på Nordjyske i 49 år – ja og gør det stadig ? Men det er mere end 20 år siden jeg valgte en avis mere i det daglige – fra den dag Anders Fogh Rasmussen startede med at realisere hans tanker om “minimalstaten” blev det værre og være med Nordjyskes ensidighed ! Ikke alene med stoffet, men også deres valg af billedmateriale – en undersøgelse her ville være på sin plads ! Vi er en del der har deltaget i debatten de seneste par måneder – og vi har påpeget lederskribenternes linje – jeg mindes faktisk ikke at have oplevet noget tilsvarende de sidste 49 år – at de vil være det bekendt !

  7. Alle de danske medier har rendt i røven på minkavlerne, og de har helt ukritisk viderbragt minkavlerne subjektive og fordrejede virklighed, og de har slet ikke set på de reelle facts.

    Minkavl har i flere år været en underskudsforretning, da produktionen af minkskind er flyttet til Kina, hvor de kan lave minksind til så lave priser, at de danske minkavlere slet ikke kan være med, og derfor har det faktisk været positivt for minkavlerne, at de danske skatteydere skal betale for de minkskind som de ikke kan sælge, men den historie glemte journalisterne at fortælle, den er jo heller ikke så spektakulær som noget følelsesporno, hvor nogle minkavlere står og græder over, at de stakkels mink skal aflives – mink er ellers altid blevet aflivet med gas og pelset.

    Journalisterne har også helt ukritisk været mikrofonholder for en flok dovne bønder, som fra deres store traktorer har råbt og skreget op om, at Grundloven er blevet overtrådt.

    Regeringens ordre om aflivningen af minkene er faktisk ikke i strid med Grundloven – https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1953/169 – læs §74

    § 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

    Aflivningen af minkene er netop begrundet i hensynet til “det almene vel”, da minkene virkede som et ressuvair for Corona-virussen, og som det er dokumenteret, så kunne minkene smitte mennesker, og derfor er det slet ikke nødvendigt med en særskilt lov.

    Medierne har helt glemt, at vi er over 6 millioner almindelige danskere, som ikke ønsker at løbe risikoen for at dø af Corona-virussen, blot fordi der er 7-800 minkavlere, som vil lave profit på systematisk dyremishandling, så derfor er regeringens beslutning blot rettidig omhu, og et behørigt hensyn til “det almene vel”.

    Journalisterne har også givet minkavlerne lov til, at fortælle nogle kulørte historier om, hvor mange der er beskæftiget i minkbranchen, hvis de havde lavet et minimum af research, så havde de opdaget, at det udelukkende drejer sig om østeuropæiske sæsonarbejdere, som pelser minkene.

    Og sådan kunne jeg blive med med en opremsning af punkter, hvor journalisterne og de danske medier har svigtet den danske befolkning, og helt ensidigt har bragt alt det sludder som minkavlerne og landbruget har serveret for dem.

    Men det handler nok om, at mediebranchen er på støtten li’som landbruget, og derfor føler journalisterne sig i samme båd som bønderne.

Skriv en kommentar