”Pandemier kommer altså ikke fra de moderne landbrug”, påstod en skråsikker fødevareminister Mogens Jensen (S) i et debatindlæg i Politiken så sent som 6. maj i år. Påstanden er forkert. Den dementeres af dagens barske nyhed om coronas-smitte på en nordjysk minkfabrik
Der er konstateret coronavirus i mink fra en minkbesætning i Vendsyssel i Nordjylland. Det oplyser beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Kühn Hove, i en pressemeddelelse 17. juni 2020.
Der er tale om en besætning med 1.800 tæver og i alt 11.000 mink, som er ramt og som skal slås ned. Ud fra et forsigtighedsprincip bliver den nordjyske besætning af mink slået ned, oplyser Fødevarestyrelsen.
– Da der i weekenden opstod mistanke om smitte blandt minkene, lagde vi i Fødevarestyrelsen omgående restriktioner ned over minkfarmen, siger Nikolas Kühn Hove og uddyber:
– Dermed har ingen dyr, og kun få medarbejdere, kunnet komme ind og ud af besætningen. Vi er i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne om, hvordan medarbejderne på den berørte minkfarm skal forholde sig og om håndteringen af det videre forløb.
11.000 mink skal aflives
Fødevarestyrelsen har analyseret prøver fra i alt 34 mink fra den nordjyske besætning, og det er første gang, at der er konstateret coronasmitte i en dansk minkbesætning. Tilfældet kommer blot fem uger efter at førdevareminister Mogens Jensen i dagbladet Politiken afviste, at pandemier som corona-smitten skulle kunne udspringe af moderne landbrug.
Ministeren tog fejl, og derfor har regeringen ud fra et forsigtighedsprincip besluttet, at den smittede minkbesætning skal aflives. Der sker for at minimere risikoen for en eventuel smittespredning, siger fødevareminister Mogens Jensen (S) nu til TV 2:
– Vi vil være helt sikre på, at vi gør, hvad vi overhovedet kan for at få bremset smitten – også blandt mink.
Mogens Jensen forklarer, at de danske myndigheder nu er i gang med at klarlægge, hvordan smitten er opstået på den nordjyske minkfarm. Samtidig skal der laves en teststrategi for at afklare, om andre minkbesætninger i området er smittet, siger fødevareministeren.
En person, der har tilknytning til minkfarmen i Vendsyssel, er for nylig blevet bekræftet smittet med coronavirus, skriver TV 2 Nord. Ifølge Fødevarestyrelsen er der dog intet, der indikerer, at dyr spiller en rolle i spredningen af coronavirus til mennesker.
Hvad med svinefabrikkerne?
Hvornår fødevareministeren tager hul på det langt større sikkerhedsproblem med coronasmitten på de danske slagterier og i det danske svinefabrikker, er der ingen udmeldinger om. Formentlig forholder Mogens Jensen sig blot afventende.
Pingback: Nordjyske og minkene: Nyhedsformidling med politisk slagside – en analyse | | Gylle.dk