Den danske havplan har været længe undervejs, og der er intet, der tyder på, at en ny plan bliver udformet i den nærmeste fremtid. Hvorfor kan ansvaret for en så fundamental del af den danske miljømission ende i en blindgyde? Det spørger professor i bioscience Bo Riemann om.
Debatindlæg af professor Bo Riemann, Bioscience ved Aarhus Universitet.
Danmark er forpligtiget til at udarbejde en plan for alle de danske havområder. Planen skal indeholde analyser af alle erhvervs-, samfunds- og miljømæssige forhold på havet.
Kravene til havplanen er beskrevet i et EU-direktiv fra 2014 om rammerne for den maritime fysiske planlægning, og udmøntningen af EU-direktivet er beskrevet i den danske lov (lov nr. 615 af 08/06/2016).
I den danske lov om udvikling af en havplan fremgår det, at den skal bidrage til en bæredygtig udvikling af energi, søtransport, fiskeri og akvakulturer, udvinding af råstoffer fra havbunden og til bevarelse, beskyttelse og forbedringer af havmiljøet omfattende modstandsdygtighed mod effekter af klimaforandringer i alle de danske farvande.
Endvidere kan havplanen bidrage til at understøtte turisme og rekreation, skal beskrive samspillet mellem land og hav, udvikles i samarbejde med relevante nationer om fælles havområder, og skal indeholde økonomiske, sociale og miljømæssige forhold ved at anvende en økosystembaseret tilgang.
Ansvarsfralæggelse og samarbejdsudfordringer
Ansvaret for at udvikle den danske havplan blev overdraget til Søfartsstyrelsen under Erhvervsministeriet, og efter flere års forsinkelser blev det første forslag til en dansk havplan offentliggjort marts 2021.
Den offentlige reaktion på dette udkast var voldsom. Fagfolk, NGO’er og andre interesseorganisationer sablede den ned for kun at opfylde en brøkdel af de krav, der var fastlagt i den danske lov.
”Et naturligt spørgsmål er, hvorfor det er så vanskeligt at lave en havplan for de danske havområder, når de øvrige europæiske lande har lavet deres planer for flere år siden?”
Kort tid efter besluttede regeringen at trække den foreslåede havplan tilbage. Og herefter er der intet sket.
Hvordan kunne det gå så galt? Søfartsstyrelsen arbejder med sikkerhed til søs og med maritime erhvervsforhold på havet.
Grundet en blanding af store personaleudskiftninger i den afdeling, der fik opgaven i Søfartsstyrelsen, utilstrækkelige ressourcer og manglende kompetencer endte den første offentliggjorte havplan alene med at blive et politisk bidrag til historien om ”kejserens nye klæder”.
Det var den politiske intention af den daværende Erhvervsminister Troels Lund Poulsen, at Søfartsstyrelsen skulle sidde for bordenden i de ni ministerier, som har ansvarsområder på havet, og at deres samlede kompetencer skulle integreres i havplanen.
Det har været en kendt sag, at Troels Lund Poulsen ikke har været mest kendt for sin positive holdning til miljøspørgsmål, og da han i samme periode havde splittet Naturstyrelsen op i flere afdelinger, som blev placeret i Odense og Sønderborg, efterfulgt af at opgaven med den nye havplan blev frataget Naturstyrelsen og overdraget til Søfartsstyrelsen.
Så man kan godt ane, at samarbejdsånden mellem en del af ministerierne ikke har været supergod.
Lovgivningen spænder ben
Et naturligt spørgsmål er, hvorfor det er så vanskeligt at lave en havplan for de danske havområder, når de øvrige europæiske lande har lavet deres planer for flere år siden?
Det skyldes primært samspillet mellem de lave vanddybder og havstrømme i de danske farvande og verdens mest intensive landbrugsdrift, som tilfører store mængder næringsstoffer til havet.
”Under alle omstændigheder er økonomi og jobskabelse i samme størrelsesorden på havet som i landbrugsproduktionen”
De mange næringsstoffer medfører iltsvind, uønsket algevækst, nedsat biodiversitet, lugftgener og fiskedød. Herudover bidrager klimaforandringerne og fiskeri med trawl til yderligere forværring af havets miljøforhold.
Så det er store faglige udfordringer i at lave en havplan, der tilfredsstiller kravene i den danske lovgivning.
Og det bliver endnu mere kompliceret, når man skal sammenligne havets miljøforhold med industrier og samfundsforhold både i og på havet og på landjorden.
For hvad er fællesnævnerne? Er det økonomi, jobskabelse eller helt andre faktorer? Løsningen på disse spørgsmål er ikke givet i den danske lov.
Skaber samme værdi som landbruget
Omvendt står der eksplicit, at havplanen skal omfatte økonomi og dermed også jobskabelse. Og det har man helt udeladt i den offentliggjorte havplan.
”Det betyder, at når alt kommer til alt, så vil en endelig havplan nødvendigvis indeholde politiske beslutninger”
Ser man på økonomi og jobskabelse på havet, så udgør kystturisme og rekreation 47 procent af den samlede økonomi og 60 procent af jobskabelsen regnet på fuldtidsjobs.
Den samlede økonomi på havet lå i 2013 på 134 milliarder kroner og den samlede jobskabelse på 122.000 fuldtidsstillinger. Til sammenligning lå landbrugets omsætning i samme periode på 71 milliarder kroner i de primære erhverv (landbrug og gartnerier) og jobskabelsen på 61.000 ”beskæftigede”.
Landbrug & Fødevarer har via redegørelsen til Folketinget 3. januar 2020 fastholdt begrebet ”beskæftigede” og ikke fuldtidsstillinger.
Skønsmæssigt er de 61.000 ”beskæftigede” omregnet til 39.000 fuldtidsstillinger. Tallene for økonomi og jobskabelse i landbruget er noget højere, når man medregner de sekundære erhverv (for eksempel mejerier, slagterier, bagerier med flere).
Omvendt har tal for økonomi og jobskabelse ikke ændret sig væsentligt indtil 2020, som er det sidste år i redegørelsen til Folketinget.
Under alle omstændigheder er økonomi og jobskabelse i samme størrelsesorden på havet som i landbrugsproduktionen, uanset om man medregner de sekundære landbrugserhverv.
Ingen havplan uden politisk kompromis
På havet er kystturismen og rekreation langt den største økonomi og jobskabelse, og den helt centrale forudsætning for disse størrelser er et godt havmiljø.
Havets miljøkvalitet er således en fundamental ressource og basis for en betydelig jobskabelse og økonomi i maritime industrier, samfundsaktiviteter og for både biodiversitet og økosystemernes funktioner.
Så ud over den direkte belastning af vandløb, søer og kystnære områders miljøkvalitet påvirker landbrugsproduktionen negativt en stor samfundsmæssig økonomi og jobskabelse på havet.
I en kompleks havplan er der mange forskellige både kvantitative og kvalitative indikatorer, som er relevante, når man skal belyse betydninger og interaktioner af for eksempel maritime industrier, samfundsmæssige aktiviteter og miljømæssige forhold.
Det betyder, at når alt kommer til alt, så vil en endelig havplan nødvendigvis indeholde politiske beslutninger.
I den offentliggjorte havplan for de danske havområder har man dog tilsidesat store mængder tilgængelige data og viden inden for centrale områder. Det er vigtigt, at der hurtigt bibringes en større grad af faglig viden og data i den kommende revision.
Det vil gøre det betydeligt nemmere at forstå og acceptere forudsætninger, nødvendige aktiviteter og konsekvenser for samtlige aktiviteter på havet og på land.
Det er underligt, at der ikke er mere udbredt fokus på de gigantiske tab af værdi, som landbruget påfører nationen ved at ødelægge de indre danske farvande med kvælstof:
https://ing.dk/artikel/landbrugets-kvaelstofudvaskning-faldt-3-pct-sidste-aar-lidt-ministeren-230052
Ikke mindre end 90 % af den forurening med kvælstof, som de indre danske farvande udsættes for, kommer fra landbruget!
Fiskeri, turisme, biodiversitet, livskvaliteten ved kyster og hav er en skygge af sig selv!
Hvordan kan et såkaldt oplyst samfund finde sig i den gigantiske destruktion af realværdi og pengeværdi, som landbruget præsterer!
Noget af “planen” bag mangelen på en havplan, er relativt let at få øje på, når man indregner landbrugets position i dansk erhvervsliv.
Indlæget af Bo Riemann viser meget fint, hvordan forsømmelserne fremmes systematisk i et bureaukrati, hvis sande dagsorden ikke tåler dagens lys. Forsømmelse, ansvarsforflygtielse, ligger bag den systematiske misinformation, som sker oppe fra og ned i de danske forvaltninger, for at komme et skrantende landbrug i møde.
De store regeringsbærende partier er sovset ind i de sært samfundsskadelige snævre interessegruppers prioriteringer, som omgiver landbruget. Finanssektoren, der har mere end 300 milliarder ude at svømme og alle leverandørerne af kemi, maskiner og bygninger til landbruget, gir fanden i, hvad svinefabrikker, kohold og fjerkræsfabrikker koster havet, livet på landet, økonomien og klimaet!
En faktabaseret havplan, bygget op om en sammenhængende beskrivelse af muligheder set i forhold til den måde, som landet og havet spiller sammen nu, ville afsløre, hvad det er, de står for, dem der sylter dens udarbejdelse.
Derfor kommer den aldrig.
Man ser en regering bestående af S, V og M for sig. Det værst tænkelige for klimaet, havet omkring Danmark og livet på landet!
Der er nogle akademikere som lever af at lave planer, og når det viser sig, at planerne ikke holder, så laver de bare nogle nye planer, som heller ikke holder, men akademikerne er på den måde sikret beskæftigelse med at lave nye planer.
Hej Niels
Lige her handler det helt præcist om, at der er nogle af dem, som ikke laver planerne, der absolut ikke vil have en havplan, fordi det kunne komme til at handle om, at deres egne planer lever bedst i det skjulte.