Denne sommer kan alle se, hvordan miljøændringer helt konkret truer vante livsformer og koster menneskeliv. Vi er i samme situation som beboerne i Pompeji. Vil vi være klogere end dem?

Professor Kaj Sand-Jensen, KU
Professor Peter Harder, KU

Flere og flere er klar over, at der må gøres noget drastisk for at redde klimaet og naturen. På den anden side er der også hos mange en voksende frygt for, at en grøn politik er en mere umiddelbar trussel – en frygt for selv at blive ofret på klimaets og naturens alter.

Hvor det en overgang kunne det se ud, som om klima og miljø var på vej til at blive politiske topprioriteter, er den grønne dagsorden kommet i modvind. Det gælder både i dansk og i europæisk sammenhæng, som man netop har set det i forbindelse med EU’s handlingsplan for biodiversitet: Ambitionsniveauet blev skåret ned, blandt andet på dansk foranledning, men alligevel overlevede planen kun med nød og næppe. Hvad skal man mene om det dilemma?

Denne kronik argumenterer for, at det vil være farligt, hvis man i denne situation ser opgaven som en krig mellem de gode og de onde. De af os, som gerne så en mere handlekraftig indsats, må besinde os på, at frygten for at blive kørt over af et grønt eksprestog har en helt rationel basis.

Den er man nødt til at tænke med, hvis man skal skabe en holdbar politisk koalition bag en forstærket grøn handlingsplan. Derfor kræver hensynet til naturen, at vi formår at skabe en platform, hvor der også er plads til dem, hvis situation er truet af en intensiveret miljøpolitik.

Man kan med sin grønne bevidsthed fristes til at sige, at klimaforandringerne og undergravningen af naturgrundlaget på sigt alligevel vil umuliggøre det, de udsatte grupper gerne vil bevare. Men det er ikke godt nok. Hvis vi skal undgå en polarisering omkring noget, der reelt er alles vigtigste problem, skal der formuleres en plan, der ikke gør de udsatte grupper til ofre på kort sigt.

Brugen af sprøjtegifte i det industrialiserede landbrug har nået et omfang, der truer selve den grundliggende biodiversitet for erhvervets egen overlevelse. Pressefoto fra Landbrug & Fødevarer

I Danmark er det frem for alt landbruget, denne problemstilling drejer sig om. Det gælder både klimaet og naturpolitikken: Inden længe kan landbruget komme til at stå for over halvdelen af CO2-udledningen, og det råder over 61 procent af landets areal, hvor dets traditionelle praksis har alvorlige skadevirkninger både på land- og havmiljøet.

Landbrugets politiske betydning kan ikke forstås med henvisning til økonomi: Det afgørende er dets rolle for den identitet, man har som borger i områder uden for de større byer – også for dem, der ikke selv er landmænd. Derfor bliver diskussionen om landbruget også central for de konflikter, der på forskellige områder kan være mellem byboere, især københavnere, og resten af Danmark.

Man skal have en plan, der ikke skaber unødige ofre og alligevel indebærer de nødvendige omstillinger – for eksempel reducerer udledning af klimagasser og stop for dyrkning af marginaljorder herhjemme og vandkrævende afgrøder i tørkeramte områder i Sydeuropa. Foto: Michael Stoltze

En identitetspolitisk polarisering af den art, man har set mellem storbyens “eliter” og resten af befolkningen i andre lande, vil derfor ikke være i miljøpolitikkens interesse. Den identitetspolitiske dimension har så stor en slagkraft, at det let kan overskygge den rationelle interesse i at undgå miljøkatastrofen.

Det betyder ikke, at man skal bøje sig for de krav, som landbruget stiller, ud fra en forestilling om, at det hele med mindre modifikationer kan køre videre til evig tid. Men man skal have en plan, der ikke skaber unødige ofre og alligevel indebærer nødvendige omstillinger – for eksempel reducerer udledning af klimagasser og sætter stop for dyrkning af marginaljorder herhjemme og vandkrævende afgrøder i tørkeramte områder i Sydeuropa.

Herhjemme kan man starte med at konstatere, at antallet af fuldtidsbeskæftigede ved landbruget længe har været i stærk nedgang, og at der nu er tale om blot 7000-8000 personer. Det er så få, at samfundet ville have råd til at sikre deres indtægt imod tab som følge af miljøpolitikken – det ville være en ringe omkostning, i forhold til hvad der er på spil for klimaet og naturen.

På den basis kunne man håbe på at få en konstruktiv diskussion af, hvordan man kunne få et landbrug, der var foreneligt med klimahensyn og biodiversitet. Som ”Bonderøven”-udsendelserne med Frank Erichsen har vist, vil de fleste i landområderne jo gerne have en rigere natur – men de skal jo også leve. Det er naturligt at være ængstelig for forandringer, der berører ens nuværende indtægtsgrundlag.

Den ekstremt store svinekødsindustri i Danmark står i vejen for en bæredygtig fremtid for landbruget, mener Greenpeace, der her demonstrerer ved en svinefabrik på Fyn 12. december 2019. Pressefoto: Kristian Buus/Greenpeace

Her kommer så det næste hovedpunkt: En klar skelnen mellem målet og de umiddelbare tiltag. I målsituationen kan man ikke realistisk forestille sig et voksende materielt forbrug og øget transport af den slags, de rige lande nu bygger på. Heri indgår blandt andet et voksende globalt kødforbrug, der afspejler de rige landes nuværende praksis.

Når det er vigtigt at gøre skellet mellem mål og her og nu-politik tydeligt, er det, fordi uenigheden om, hvad der skal gøres her og nu, kan risikere at blokere for indsigten i, hvor man skal hen. Selvom vi skal ende med et væsentligt lavere globalt kødforbrug, kan man ikke slutte, at det mest smarte er at nedlægge den danske husdyrproduktion i morgen.

Men det betyder, at landbrugets ønske om at fastholde den nuværende animalske produktion ikke er langtidsholdbart. Især ikke den voldsomme svineproduktion, der bygger på importeret foder og regnskovens fældning i Sydamerika samt intensiv korndyrkning og pesticidanvendelse på danske marker med miljøødelæggelse og forarmelse af søer, fjorde og kystvande til følge. Som alternativ vil flere grøntsager og mindre kød i kosten drastisk reducere behovet for dyrkningsarealer, så naturarealet kan øges. Det er velkendt, at netop indskrænkning af naturarealet er den vigtigste årsag til biodiversitetskrisen.

Værsgo – giv forbrugerne naturmælk, hvis de overhovedet skal blive ved med at drikke mælk.

Man kan diskutere vejen ad hvilken, men realistisk set ikke udviklingens retning. Lad os derfor diskutere den vej, landbruget skal gå – herunder hvilke omlægninger der bedst kan ske hvornår – men lad os ikke bilde os selv ind, at det hele stort set kan køre videre uendeligt. Spørgsmålet er, om det er miljøkatastroferne, der skal sætte en stopper for den nuværende landbrugsproduktion, eller det er en hensynsfuld og planlagt omlægning. Mon ikke alle er bedst tjent med det sidste?

Hvis man ser på biodiversitetsdelen af den grønne omstilling, vil omstillingen endda kunne betyde bedre vilkår for den form for landbrug, som svarer til vores indre idealer. Hvis landbrugsstøtten omlægges til at fremme lavere kvælstofforbrug, plads til blomstrende enge og spredte græssende køer i stedet for algesuppe i havene og fremadskridende forgiftning af sommerfugle og drikkevand, vil det være en win-win-situation for alle dem, som ikke bare opfatter landbrug som en ren pengemaskine. Engang var landbruget en livsform, der var en del af alle danskeres tradition. Det kan det måske blive igen. Omvendt, hvis vi lader den nuværende udvikling fortsætte, vil alene den igangværende kapitalkoncentration betyde, at landbruget bliver en rigmandsghetto uden nogen folkelig forankring.

Selvom landbruget er centralt, er det naturligvis kun en del af problemet. Øget privatforbrug og person- og varetransport er en anden dominerende post i energiregnskabet. Køb og smid væk- kulturen og de eksorbitante rejser til verdens fjerneste destinationer må nødvendigvis begrænses. Men hvor slemt vil det være, hvis vi tænker i langsigtet livskvalitet? Forfatternes generation voksede op i et samfund, hvor oksekød hver anden dag og rejser til Thailand var helt uden for horisonten – og det var på ingen måde en begrænsning af livskvaliteten.

Denne sommer kan alle se, hvordan miljøændringer helt konkret truer vante livsformer og koster menneskeliv. Vi er i samme situation som beboerne i Pompeji, da der begyndte at komme røgskyer ud af sprækkerne i jorden omkring Vesuvs krater. Beboerne flyttede sig ikke, fordi de ikke lige kunne se hvordan, og erkendte ikke faren og tænkte, at det nok gik over. Vil vi være klogere end dem?

Bannerfoto: De enorme skovbrande i sommeren 2023 er skriften på væggen for alle klimaskeptikere. Foto: Piquels

Visited 18 times, 2 visit(s) today

Kommentarer

  1. Steen Ole Rasmussen

    Kronikken beskriver korrekt, at “frygten for at blive kørt over af et grønt eksprestog har en helt rationel basis”!

    Vi skal undgå en polarisering omkring noget, der reelt er alles vigtigste problem, det er farligt at lade udfordringen gå over i en kamp mellem de gode og de onde!

    Og så går kronikken over til beskrivelsen af det nuværende konventionelle landbrugs betydning for klimaet, dvs. et erhvervs betydning i forhold til det, der er udfordringen, klimaet, den overordnede rationalitet, almenhedens fundamentale livsbetingelser, forudsætningen for gyldigheden af en hvilken som helst delrationalitet på sigt.

    Spørgsmålet må her gå på, hvor mange af dem, der identificerer sig med og står for det nuværende konventionelle landbrugs praksis, der vil se sig kørt over, hvis de omtalte landbrugsarealer lægges om til en form for anvendelse, som kommer klima- og biodiversitetkrisen i møde. Det er nok ikke så mange, men de er flere, end som nævnt i kronikken, og så repræsenterer de “den herskende form for rationalitet”, uanset hvor irrationel den er, når alt kommer til alt, dvs. når mere end de snævre målsætninger, der fx ligger i den økonomisk bundlinje, kommer med i udregningen.

    Spørgsmålet er, om de grupper, der identificerer sig med det nuværende konventionelle landbrugs praksis, lader sig nå med argumenter og oplysning omkring en højere rationalitet, end den, de står for med deres personlige sociale identitet, økonomisk fokuseret på anvendelse af teknik, kemi, etableret finansiel og politisk infrastruktur osv.!

    Som vores klimaminister har formuleret det, i smuk overensstemmelse med Mette Frederiksens regeringsgrundlag, så gemmer man sig bag påstanden om, at intet kan ske, før 80 % af befolkningen er med, for ellers holder det ikke på sigt, og man risikerer, at der er nogle der bliver sure, begynder at moralisere, dvs. fordømme hinanden som onde henholdsvis sig selv som gode osv.

    Dvs. den infamt snævert økonomisk fokuserede form for økonomisk rationalitet, som SVM, landbruget, DI, fagforeningerne, finanssektoren, magtelitens medier, globaliseringens og udviklingens apostle, dagligdagens stolte profeter, den store fortællings professionelle italesættere, klimaets og biodiversitetens sande fjende, der netop styrer det konventionelle landbrug, gemmer sine interesser ind under hensyn til det store flertal, og afslører, at man absolut intet vil foretage sig for at ændre på noget, før 4/5 af befolkningen er med.

    De få gemmer sig bag de mange, de magtfulde interesser gemmer sig bag det misinformerede demokratiske flertal og sin fortælling om at ville den konfliktfri udvikling frem mod den bedste af alle verdener, alt imens verden dør som konsekvens af de få, der har det mange med sig i øvelsen!

    De få inden for magteliten lader sine interesser slå igennem på bekostning af almenhedens sande og overordnede interesser under henvisning til ønsket om nødvendigheden af at få alle med, inden den fatale udvikling stoppes og ændres!

    Påstanden om, at man for guds skyld ikke må lægge sig ud med nogen, uanset hvor kognitivt og intenderet afstumpede de er over for deres funktion i større sammenhænge, og at man under alle omstændigheder må have et giganttisk demokratisk flertal bag sig, før man gør noget som helst for at ændre på den praksis, der pt. smadrer selve forudsætningerne for det meningsfulde bag en hvilken som helst delrationalitet, fremføres af regeringens klimaminister. Kronikken gør det også, for så ret blåøjet at fokusere på landbruget, som om at de interesser, der kører med klatten her, ikke netop er magteliten, SVM, finanssektoren, den kemiske industri, fagforeningerne, DI, IDA, …..

    Hvad der skal til – for at menneskeheden kan begynde at orientere sig i overensstemmelse med en højere rationalitet, end de delrationaliteter, der styrer dem i det daglige, dvs. inden for de delrationaliteter, der på ingen måde bygger op om den overordnede ratinalitet, altså med forpligtende hensyn til klima, biodiversitet, ressourcer, naturgrundlag, – det kan være ualmindeligt svært at få øje på. Men det begynder netop med engagement, det der gør os til mennesker, oplevelsen og følelsen af at gøre en forskel i forhold til godt og ondt!

    Kronikken falder igennem, den prøver fuldstændigt urealistisk at se bort fra det faktum, at især magteliten må trædes noget så læsterligt over fødderne, hvis der skal ske noget.

    Det kan ikke gøres på den pæne måde. Mennesket er latterligt forfængeligt, latterligt overforbrugende, latterligt og bedøvende ligeglad med klima og miljø set i forhold til, hvordan det vægter det over for sin egen position inden for fortællingen om udviklingen, den som alle vil være del af, den økonomiske vækst, futtoget der kører sine forudsætninger i smadder.

    At tro, man kan ændre på menneskets patetiske udviklingsfortælling, dets følelser, oplevelse af godt og ondt, uden at det kommer til at gøre ondt, uden konflikt! Undskyld, men det er noget pladder.

    Det er den slags pladder, som den formastelige adfærd gemmer sig ind under, dvs. den slags som de skyldige forsøger at undskylde sig med.

    Men det er også rigtigt, hvad der står i kronikkens præmis, at det er i det store flertals interesser, at ændre det konventionelle landbrug. Det forkerte er, at ændringerne ikke sker uden at man træder nogen over føderne. Det er også forkert, hvis det store flertal tror, at det kan fortsætte, uden at det store flertal ændrer adfærd.

    Det gælder alle. For alle, stort set, lever med et gigantisk overforbrug, bidrager til væksten, futtoget, som er problemet.

  2. Dorthe Eichler Lerfeldt

    Dansk rewilding gør klimaet værre, da de fælder rigtig mange træer, som ellers er de bedste luftstøvsugere der findes, især er nåletræer gode, da de gør det hele året, mens løvtræer og andre planter, kun bruger Co2 mens de vokser og har blade. Rewildernes dyr, der indhegnes og ikke må modtage nogen form for hjælp, udleder lige så meget metan, som bondens husdyr, men rewilddyr kan ikke bruges til andet end benmel, efter de har sultet (de må ikke fodres, selvom de sulter) og lidt under rewildernes udnyttelse af dem som buskryddere.
    Vi skal IKKE fælde træer, men plante flere, da de afkøler jorden, støvsuger luften for Co2, lagrer C og giver os ilt tilbage. Bliver træet brugt, f.eks til møbler og til erstatning for klimatunge materialer i byggebranchen, forbliver C i træet, mens døende/døde træer i rewildernes “urørte” skove, afgiver C, og der er ikke meget biodiversitet i urørt skov. Rewilderne tror, fejlagtigt, at heste, kvæg og bison kan holde træerne nede, hvad de altså ikke kan. Det kunne de ikke efter istiden, så hvorfor skulle de kunne det nu?
    Rewildernes naturplaner vil også forværre klima og biodiversitet i sydlandske lande. Vi har jo stadig brug for træ, men nu skal det importeres fra regnskoven med lang klimatung transport, og det vil fortrænge mange dyrs og insekters levesteder der.
    Bondens dyr bliver behandlet ordentligt, bliver ikke vanrøgtet og kan bruges til mad, når de har afgræsset enge og ådale med lavt græsningstryk, som beviseligt, øger biodiversiteten.
    I stedet for den milliard kr., der er afsat til oprettelse af rewildernes Naturnationalparker,(nnp) der kun vil forværre klima og biodiversitet, kunne pengene med fordel bruges til, at omlægge bedrifter til økologi, opfinde ugiftige sprøjtemidler og rense vores vand. Milliarden er kun til oprettelsen, så skal der betales mange mil. kr. om året i vedligeholdelse, og nedlæggelsen af skovbruget, som indtjener mange mill.kr. årligt til den danske statskasse, får vi ikke mere, savværker går konkurs + møbelindustrien, og så må vi betale mere i skat.
    Klodens befolkning øges og efterspørgslen på mad stiger, så det er helt hul i hovedet, at nedlægge landbruget, de producerer den mad til os, der bliver mere og mere nødvendig, medmindre vi afliver halvdelen af klodens befolkning…
    Rewilderne fælder mest nåletræer, og i de skove, hvor der er allermest biodiversitet, det er der i de naturnære drevne skove som statsskovene, og biodiversitet er støt stigende i de skove. Det viser rødlister der ikke er manipuleret med, beregnet på en forkert måde og udeladning af de positive tal. Rewilderne gjorde det for, at den skulle vise det de ville, og skabe panik i folketinget. Men man kan altså ikke sammenligne bananer med biler. Desværre er der folketingspolitikere, der stadig tror på rewildernes ideologi og utopiske drømme….

Skriv en kommentar