Røde natlys blusser ved højlys dag

Gederams bærer sit sære navn med nogen urette. Den lugter slet ikke ramt som ramsløg eller geder, endsige af vædder, der på engelske som bekendt hedder ram. Etymologien fortoner sig i det etnobotaniske folkedyb, som ellers har knyttet en usædvanlig lang række udmærkede egenskaber til planten

Når højsommeren kulminerer hen over midten af juli og man med et lille stik i hjertet registrerer, at de lyse nætter er begyndt at tabe pusten, skruer natlysene trøsterigt op for blusset. Det er egentlig kun den halvsjældne toårig natlys, der svarer til det poetisk ladede navn, når den hen under aftenstide har det med at folde sine blomsters fire store, gule og lidt skødesløse kronblade ud. Til natlysfamiliens øvrige medlemmer hører også de spinkle steffensurter. Dunet steffensurt danner bestande i løvskove og agerer natlys på sin egen mere stilfærdige måde med tynde klaser af spæde hvide blomster som lysende kniplingsslør i højsommerskovbundens dunkelhed.

Men så er der familiens rødblomstrede medlemmer, heriblandt de meterhøje og selvsikre arter gederams og lådden dueurt. Begge har store blomster i rødlige nuancer, hos gederams samlet i en høj og tilspidset fakkelagtig klase, hos lådden dueurt i en mere vidtforgrenet buket. Begunstiget af lange underjordiske udløbere danner begge arter gerne store bestande, naturens egne blomsterstriber rundt om i det åbne land – rødviolette bestande af gederams især i skovlysninger og rydninger, rosenrøde af lådden dueurt, hvor der er vådere. Tæpper af disse røde natlys ved højlys dag er et af sommerlandets ikoniske tegn.

Gederams bærer sit sære navn med nogen urette. Den lugter slet ikke ramt som ramsløg eller geder, endsige af vædder, der på engelske som bekendt hedder ram. Etymologien fortoner sig i det etnobotaniske folkedyb, som ellers har knyttet en usædvanlig lang række udmærkede egenskaber til planten. I Brøndegaards ”Folk og Flora” kan man læse, at unge rodskud af gederams kan koges og spises som asparges, unge blade som suppeurt, eller koges som kål og spinat, rødderne bages til brød, at planten fremmer kvægets mælkeydelse, de tørrede blade giver udmærket the, at frøfnuggene kan spindes til lysevæger, strømpegarn og huer, og blandet med hareuld kan anvendes til filthatte, og at bladene læger sår og frøene kan presses til olie. Den anderledes lave, men smukke nordlige slægtning storblomstret gederams pryder den grønlandske fjeldnatur fra Kap Farvel til Pearyland og er landets højtskattede nationalblomst. I det traditionelle grønlandske køkken udgør dens blade uundværligt grønt tilbehør til sælkødet, og de røgede blade har her været brugt som tobak. På grønlandsk hedder blomsten anderledes poetisk niviarsiaq – det betyder ung pige.

Bestande af lådden dueurt har en venligere og lysere fremtoning end den lidt stramtandede gederams. I dyner af lysegrønne løvblade smiler dens rosen- eller hindbærrøde blomster op mod lys og sol, et hindbærbrus langs grøfter, åer, søer og i sumpe – og helst på kalkrig bund. Dueurtslægtens øvrige otte danske arter har mindre og højst svagt rødlige blomster og fører i mangel af udløbere en mere upåagtet og solitær tilværelse. Navnet dueurt er igen lidt af en gåde, men menes at kunne stamme fra en fordums skrivefejl, hvor det retteligt skulle have været dunurt. For både den og gederams har såkaldt frøuld, som godt kan ligne dun.

I takt med at blomsternes røde natlys slukker hen over sommeren, modnes de lange frøkapsler, flækker og krænger i fire flige tilbage som skrællede tynde bananer. Så blottes frøene med deres dunede vedhæng, og særligt gederamsens fakler kommer for en tid til at minde om forpjuskede smudsighvide strudsefjer. På afstand kan højsommerens brede penselstrøg af rødviolet og rosenrødt over skovlysninger og kær synes at være forvandlet til lavthængende, hvidlige tåger. Når en høstlig brise tager fat, står frøene med deres totter af uldne sejl ud på langfart – en flyvende sommer med løfter om nye tændte natlys næste år.

Bannerbillede: Et almindeligt syn i højsommeren: Lådden dueurt i en våd grøft, hvor den har fortrængt den ellers så dominerende alm. draphavre, som foretrækker at have sit på det mere tørre, på hver side af grøften. Foto: Ian Heilmann