Septembersol over Skagens Odde

Sandflugten på den nordlige del af Skagens Odde hærgede op gennem flere århundreder og frem til ca. 1850, hvor udplantede og opvoksende bjergfyr i plantage og hjælme og marehalm i klitterne efterhånden fik lagt sandfygningen i benlås. Inden da havde Vendsyssels største kirke, Sct. Laurentius måttet overlades til det ubønhørlige flyvesand

Før påskehøjmessen i 1795 opgav man at grave kirkedøren fri, og snart efter blev alt inventar fjernet og skibet revet ned så kun tårnet stod tilbage – som sømærke synligt fra de to have. At konsolidere sejren over sandet har siden været den fremmeste opgave at varetage for en kongerække af myndige overklitfogeder med residens i den smukke skovriderbolig i Skagen Vesterby. Men der har heldigvis også senere hen været vilje til fredninger og private opkøb af Skagen Oddes særlige landskaber, hvor naturens dynamik har fået frit løb – til gavn for en flora og fauna, som i andre dele af landet enten er meget sjælden eller helt fraværende.

Kan man bedst med åbne vidder, skal man bare springe Skagen klitplantages troldeagtige virvar af vindkrogede og lavbevoksede fyrrer over og styre ud under den store himmel på Hulsig hede og videre mod sydvest helt ned mod den lille kullede Råbjerg kirke. Over tusind hektar atlantisk klithede ligger her hen som noget af det nærmeste man i Danmark kommer en vildmark. På alle skalaer er der rigelig af naturhistorie og interessante arter at fortabe sig i.

Flere steder er der sand i utøjlet vinddrift i form af vandreklitter, med Råbjerg mile som ikonet alle kender. Selve milen er en enorm klit af hvidt sand, som driver afsted i retning af årets middelvind, dvs. mod østnordøst. På hver flanke taber en del af sandet pusten og agterudsejles af milens kerne, efterladende to arme af sand som gradvis bindes i takt med at vegetation får fat. Fra ørneperspektiv ligner strukturen en parabel med milen som toppunkt. Mellem armene ligger milens afblæsningsflader, lave og oftest fugtige og til tider med blankt vand visse steder. Her er der ifølge sagens natur ikke meget læ at hente, men tæt på overfladen vil luften være roligere – det er en fysisk lovmæssighed, at hastigheden af luft- (og væske-) strømme går mod nul i grænsen til en fast overflade. Det er barske forhold, som en speciel flora er tilpasset til med arter som skutter sig i det lave. Ganske symptomatisk er det her man kan have held til at finde de sjældne sivarter som dværgsiv, fin siv og liden siv. Græsarten fin bunke danner med sine trådtynde blade hist og her lave og tætte tuer, hvorfra der udgår en kraftig stængel som en lille flagstang med aksene i toppen. Heroppe er der rigelig luft til at føre pollenet videre, når fin bunke blomstrer og drær i sensommeren.

Karsporeplanten liden ulvefod smyger sine rodforankrede skud som bløde lysegrønne rørledninger hen over det fugtige sand, og sender herfra korte fertile skud lodret op, hvor vinden bedre kan tage fat i skudspidsernes indhold af plantens mikroskopiske sporer.

Men i løbet af de senere år er der blevet mulighed for at støde på ulvefod i mere konkret forstand. En af Skagens mest erfarne fuglekiggere fik på sin morgenobs i april 2019 på Skagen Nordstrand en velvoksen hanulv i teleskopet. Dyret stod og vejrede på en havklit og har måttet sande, at længere kunne den ikke komme. Efter at have takseret nogle fuglekiggere vendte den omkring, og blev i de følgende år med mellemrum set i områderne syd for Skagen. Nu i foråret har den så fået selskab af en hun, dyrene sås med kurtiserende adfærd af en jæger på sin post på bukkejagt i maj på Hulsig hede. Alt tyder på at Skagens Odde har fået et besat ulverevir, med kerneområde i Hulsig og Råbjerg hede. Den store bestand af rådyr sikrer et solidt fødegrundlag, og der vil givetvis være nok at høste af for både jægere og ulve. Og hvad ulven efterlader af kadavere vil være gefundenes fressen for havørne og ravne, ræve, glenter og krager, larver og biller og et sortiment af andre smådyr.

I afdelingen for mindre vildt ser man et stykke ind i september sæsonens sidste sandrandøjer. Nu har den beskedne sommerfugl fået flossede vinger, den er affløjet, som det hedder, og vil tilbringe sine sidste dage med at slikke solvarme et sted som ingen ser, f.eks. i puder af rensdyrlav. Her går den med sine organisk mønstrede vinger i gråt, hvidt og gulbrunt i ét med omgivelserne, og snart vil den lukke samtlige øjne og være borte. Men dens æg, lagt i klithedens tørre græsser mens sommeren var varmest er klækket og de halvvoksne larver venter tålmodigt de næste samfulde ni måneder. Når det bliver midsommer næste år forpupper de sig og en ny generation sandrandøjer vil snart efter være forvandlet og flyve ud i klithedens flimrende højsommerluft.

Bannerbillede: Septembers blå himmel og hvide skyer over Råbjerg Hede, med milens hvide sand i det fjerne. Det meste af denne og Hulsig Hede er blevet opkøbt af Aage V. Jensen Naturfond, som dermed har sikret disse enestående arealer af atlantisk klithede for eftertiden. Habitat for trane, ulv og meget andet godt. Foto: Ian Heilmann