BendtHvidkjær_portræt
Svineproducent Bendt Hvidkjær Pedersen har tidligere været i mediernes søgelys, da han i december 2015 påstod fejlagtigt, at hans tandlæge havde afvist at behandle ham på grund af MRSA-skræk.

En svinebonde fra Årre ved Varde er gået konkurs. Han står tilbage med en gæld på 57 millioner kroner. Nu fortryder han sin grådighed og opfordrer landbruget til at tænke nyt.

Ti år med underskud har sat sine spor hos Bendt Hvidkjær Pedersen og hans landbrug i Årre. Den 11. marts blev hans virksomhed erklæret konkurs. Tilbage står han uden virksomhed og med en gæld på hele 57 millioner kroner. Det skriver TVSyd 29. marts 2016.

Bendt Hvidkjærs landbrug har ellers en stor fortid bag sig. Da virksomheden var størst producerede han op mod 28.000 slagtesvin om året og havde 550 hektar jord.

Grådighed straffes

Ifølge Bendt Hvidkjær er hans konkurs kun begyndelsen på en dårlig udvikling i hele Danmark. Han mener, at landmændene – inklusive ham selv – i mange år har været grådige og kun tænkt på at udvide deres produktion.

Klaus Kaiser
Klaus Kaiser, SEGES.

-Vi skal til at tænke nyt. Afskaf landbrugsstøtten, og begynd at producere noget mere høj kvalitet frem for 30 millioner svin om året, siger Bendt Hvidkjær til TV SYD.

Tallene er på Bendt Hvidkjærs side. En del landmænd gik konkurs i 2015. Og det ser ikke ud til at 2016 bliver bedre. Det fortæller Landbrug og Fødevarers såkaldte videnscenter, SEGES.

– Det er det værste niveau af konkurser siden første del af 90’erne, og vi regner med, at det fortsætter et godt stykke ind i 2016, før antallet af konkurser bremser op igen, siger erhvervsøkonomisk chef i SEGES, Klaus Kaiser, til TVSyd.

PoulErikJørgensen
Poul Erik Jørgensen, Nykredit.

Der er dog ikke enighed om denne pessimistiske vurdering, og tallene fra Danmarks Statistik afslører da også, at landbrugskonkurserne fylder meget lidt i det samlede billede (se nedenfor).

Nykredits landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen, bekræftede dette misforhold mellem SEGES-prognosen og virkelighedens tal, da han talte på svinekongressen i Herning, 23. oktober 2015. “Landbruget er ikke i krise”, fastslog landbrugsdirektøren, ifølge landbrugsavisen.dk.

Konkurser2009-2015_alle-og-Landbrug-900x594
Alle konkurser i dansk erhvervsliv 2009-2015 med landbrugskonkurserne særskilt markeret. Som det ses, udgør de en forsvindende andel af det generelle billede. Kilde: Danmarks Statistik.

Tre kritikpunkter

I et interview med JydskeVestkysten fortæller Bendt Hvidkjær om sine tanker omkring konkursen.

Gården har giver underskud i 10 år. Selvom han kunne se, at det ikke gik forretningsmæssigt, så blev han ved – fordi han følelsesmæssigt elskede at være landmand, siger han til JydskeVestkysten.

Han har i interviewet tre pointer om dansk landbrug. Den første er, at mange landmænd – inklusiv ham selv – ikke opførte sig fornuftigt inden finanskrisen i 2008.

“Grådigheden herskede over fornuften,” siger landmanden til avisen.

Den anden pointe er, at staten ikke bør redde landmænd, der har forgældet sig ud over egen formåen. Han mener ligeledes ikke, at landbrugspakken vil fjerne den store gældspukkel, som mange landmænd har.

Bendt Hvidkjærs tredje pointe er, at det ikke betaler sig at producere svinekød som vanligt. Fødevarer skal derfor have en historie. Han betegner sig ikke som grøn, men mener at eksempelvis økologisk svineproduktion er en interessant vej frem, fordi forbrugeren vil betale for det.

Visited 16 times, 5 visit(s) today

Comments are closed.