Dette nyhedsbrev er egentlig ikke rettet mod dig, som sikkert kender alle problemerne med den industrielle svineproduktion. Men vi håber, at du vil læse det alligevel, for vi har alle en mulighed for at gøre en forskel her op til folketingsvalget. Det kan du bl.a. gøre ved at dele eller videresende dette nyhedsbrev og dets budskaber til din omgangskreds, facebookvenner etc. – eller ved at bruge det som inspiration til f.eks. et læserbrev. Vi ønsker Jer alle et godt valg
Nyhedsbrev marts 2026
Der skal være Folketingsvalg tirsdag d. 24. marts 2026.
Som udgangspunkt er Landsforeningen mod Svinefabrikker en apolitisk organisation, der kæmper for dyrenes og danskernes velbefindende i relation til den industrielle svineproduktion, men trods det, vil vi alligevel slå et slag for, at du overvejer hvor, du sætter dit kryds ved det kommende folketingsvalg.
Der har den seneste tid været stærkt forøget interesse for og debat om svineindustrien i det offentlige rum – ikke mindst takket være TV2’s udsendelser. Det har især handlet om dyrevelfærd og brodne kar blandt svineproducenterne. Men dyrevelfærden er et generelt problem i det industrielle landbrug, hvor næsten alle grise får klippet halen af, hvor en fjerdedel af alle grise dør før tid, hvor søerne i perioder er fastspændt som fødemaskiner, hvor pattegrisene fjernes fra moderen, før de er klar til det, og hvor millioner af høns lever med brækkede knogler.
Meget tyder på, at vi kan få et valg, hvor svineindustrien kommer højt op på dagsordenen.

Som borger i et demokrati er der mange emner og problemer at tage stilling til, og industriel svineproduktion kan umiddelbart lyde som en bagatel i det store spil. Men den danske svineindustri er ikke en lille nicheproduktion. Den har fået lov at vokse sig så stor, at den er blevet en kæmpe klods om benet for det danske samfund, fordi den påvirker stort set alle danskeres hverdag på utroligt mange måder, f.eks.:
1, Dyrevelfærden i staldene, i transportbilerne og på slagterierne – eller manglen på samme – påvirker vores moral og etik.
2, Den enorme produktion af svinefoder med forbrug af gødning og sprøjtegifte og udbringning af gylle påvirker vores natur, havmiljø, drikkevand og den luft, vi indånder i alvorlig grad.
3, Et meget stort forbrug af fossile brændstoffer giver en stor udledning af CO2. Desuden udledes store mængder metan og lattergas fra landbrugsdrift, hvilket alt sammen påvirker klimaet negativt.
4, Ammoniakudslip, svinesygdomme i stalde med mange dyr stuvet tæt sammen samt et uforholdsmæssigt stort forbrug af bl.a. antibiotika er en risiko for alle borgeres sundhed, ikke mindst pga. udviklingen af antibiotikaresistente infektioner.
5, Store svinefabrikker og biogasanlæg generer lokalsamfundene med bl.a. lugt og støj, de slider på vore veje, og de nedsætter ejendomsværdien for mange almindelige husejere. Gyllebaseret biogas er absolut ikke grøn energi, men gør os blot afhængige af svineindustrien.
6, Det ødelagte landskab betyder store både økonomiske og rekreative tab, fordi naturen kunne have været brugt til så mange andre formål.
7, Fordi svineproduktion er en dårlig forretning, er hver eneste dansker tvunget til at betale adskillige tusinde kroner hvert eneste år til at støtte svineindustrien og til at rydde op efter den. Det gælder alle, hvad enten man spiser flæskesteg eller er vegetar.
8, Svineindustriens lobbyorganisationer tildeles årligt rigtig mange penge. Fra 2019 til 2022 var dette beløb ca. 350 millioner kroner – penge som vores samfund kunne have brugt på en sund natur.

Vi påvirkes derfor alle af svineindustrien både økonomisk og mht. vores velbefindende, uanset om vi bor i byerne eller på landet, og den har i vores øjne i for lang tid haft for stor magt. Men der har i mange år være en resignerende holdning i store dele af befolkningen om, at ”det er også forkert, men de har for stor magt, så det kan vi ikke gøre noget ved”. Men jo, det kan vi. Og tiden er kommet nu.
Der er politiske partier, der kæmper svineproducenternes sag. Og der er partier, der kæmper for at reducere svineindustriens store negative aftryk på det danske samfund.
Hykleriet på Christiansborg bliver tydeligt og nærmest absurd, når en politiker som Pia Kjærsgaard udtrykker dyb forargelse over et kunstværk med to sultne grise, men samtidig accepterer den systematiske mishandling, som millioner af produktionsdyr i det industrielle landbrug udsættes for hver eneste dag.
Vi håber derfor, at du vil lade ovenstående indgå i beslutningen om, hvor du vil sætte dit kryds på valgdagen. Når du ser de grusomme billeder fra svinestaldene, så husk, at landmanden som udgangspunkt ikke gør noget ulovligt. Han følger blot de love, der i tidens løb er blevet vedtaget af vores folkevalgte politikere.
Lad valget 2026 blive et ”svinevalg” eller måske endnu bedre et ”svinefravalg!
De bedste hilsner fra Landsforeningen mod Svinefabrikker
Bannerbillede: Gyllespreder. Foto: Peer Nørgaard
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







Vel formuleret- TAK