Tanker om fænomenet “Shifting Baseline Syndrome”

Ofte tror unge mennesker ikke på forældres og bedsteforældres beretninger om, hvilken rigdom af dyr og planter der var for blot nogle få årtier siden. Det kan skyldes SBS-fænomenet

Tekst & fotos: ©️ 2025 Steen Ulnits

Hvis man en gang imellem stikker næsen ned i videnskabelige rapporter, vil man måske have stødt på begrebet “Shifting Baseline Syndrome”.

I bedste fald kan dette oversættes til “forskydningssyndrom”, hvilket desværre er en ret intetsigende oversættelse. Den engelske original er ganske meget mere præcis og beskrivende, da den fortæller hele tre ting:

“Shifting” betyder, at tingene kan forskyde sig. De er ikke stabile, men kan og vil i regelen ændre sig over tid.

“Baseline” angiver et referencepunkt, som der kan måles ud fra og senere refereres til. Det kan vælges hvorsomhelst.

“Syndrome” angiver blot, at der er tale om et fænomen – et antal symptomer, der kan identificere en bestemt proces.

Egentlig bruger man normalt betegnelsen “syndrom” om medicinske sammenhænge, hvor man ser på sygdommes udvikling i patienter, der er under observation. Begrebet kan også udvides til at omfatte biologiske processer og bliver det ofte i dag.

Nu er jeg ingen tilhænger af smarte “buzzwords”, der ofte bruges på kryds og tværs – ofte helt uden sammenhæng med deres oprindelige betydning. Ord og vendinger, som nogle synes lyder smarte og derfor overbruger eller bruger decideret forkert.

“Bullshit Bingo” kalder min gode ven Flemming dette fænomen, der vel også er både et symptom og et syndrom. Ikke mindst virksomheder er slemme til dette spil. De er jo vant til, at deres egen chef ikke blot er direktør, men sågar “chief executive officer”.

Fint skal det være, og lange bliver titlerne derfor ofte. Forkortelser som “CEO” er af samme årsag hyppige. Ingen orker jo bruge de lange og intetsigende titler.

Men “shifting baseline syndrome” er brugt rigtigt en god beskrivelse af ofte flygtige fænomener, som ellers kan være svære at få styr på og sammenligne.

Et flygtigt fænomen

“Shifting” fortæller, at tingene hele tiden udvikler sig. Udviklingen står aldrig stille. Tiden går sin gang, og forholdene ændrer sig.

Derfor definerer og udvælger man sig et fast referencepunkt, som alting måles ud fra. Det kan være en dato, en værdi eller andet, man efterfølgende sammenligner med.

“Baseline” angiver dette udgangspunkt, der imidlertid kan give anledning til mange diskussioner. En grundlinje kunne man kalde det på godt dansk. Ofte strides man om det rette valg, da placeringen af baseline ofte vil have økonomisk betydning. Der kan være effekter fra tidligere, som stadig påvirker de nye måleresultater. Men hvordan og hvorfor?

Ideelt vil man kunne nulstille alt med en ny baseline, som man så måler ud fra. En ny baseline gør det imidlertid sværere at fortolke de nye måleresultater. For er de udelukkende resultatet af nye tiltag, eller spiller gamle sager stadig ind? Når nye data kommer til, kan det derfor være nødvendigt at flytte baseline.

Nedbør og udvaskning af kvælstof er gode eksempler. Selv om man vælger en ny baseline, vil der jo stadig sive kvælstof fra tidligere gødskning. Måske stiger nedbørsmængden, så både nyt og gammelt kvælstof nu vaskes ud. Hurtigere end tidligere. Måske er driftsformen ændret. Og hvem har så skylden for hvad?

“Syndrome” fortæller blot, at der netop er tale om et generelt fænomen snarere end en enkeltstående eller regelmæssigt tilbagevendende begivenhed.

I biologien bruges fænomenet Shifting Baseline Syndrome ofte til at beskrive, hvordan hver ny generation af mennesker opfatter den natur- og miljøtilstand, de selv er vokset op med og har set udvikle sig. Baseline for dem er deres egen fødsel. Det, der er sket i deres egen levetid.

De har derfor intet personligt forhold til, hvordan tingene har været tidligere. Det har de jo ikke set eller selv oplevet. Derfor kan det være svært at forstå de tidligere ødelæggelser, der ligger bag vore dages forarmede natur og miljø. Hvilke og hvordan.

Konkrete eksempler

Det er dybt frustrerende at være blevet så gammel, at man rent faktisk har oplevet de gode, gamle dage. At man kan huske, hvordan det var engang.

Ofte tror unge mennesker ikke på forældres og bedsteforældres beretninger om, hvilken rigdom af dyr og planter der var for blot nogle få årtier siden. For slet ikke at tale om generationer. Eksempler er der mange af:

I mine unge dage var kvaste insekter på forruden et evigt problem. Overalt på datidens servicestationer stod spande og børster klar til at vaske forruden, som i sommerhalvåret konstant var fedtet ind i insekter, der var kollideret med forruden. Sprinklervæsken havde derfor indbygget insektfjerner.

Det problem har vi desværre ikke længere. Massiv sprøjtning med diverse giftstoffer og intensivering af landbruget har gjort insekter sjældnere end nogensinde. Det går igen ud over fuglelivet, som jo lever af insekterne. Den til tider næsten øredøvende fuglesang, man førhen kunne opleve på tidlige forsommermorgener, er nu en saga blot.

Der er så stille nu…

Tilbage i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne kunne man altid fange sig en ret torsk, når man tog ud til kysten. Fine stegetorsk i så svære mængder, at man næsten sukkede opgivende, når det igen rykkede i den anden ende af snøren. Det var jo ædle sølvblanke havørreder, man fiskede efter – ikke tykvommede torsk med maven fuld af krabber.

I dag er det mere almindeligt at få en havørred på krogen – end en spisestor torsk. I dag sættes der opdrættede havørreder ud i hundredtusindvis, så det kamuflerer, hvor skidt det i virkeligheden står til med vandmiljøet. Uden udsætninger af opdrættede fisk ingen fangster.

De få tilbageværende torsk, som naturen mod alle odds selv har produceret, jagtes derimod af både skarver, sæler og erhvervsfiskere. Sidstnævnte skal lige have det sidste med, inden erhvervet lukker og slukker. Inden de har fået savet den gren helt over, de selv sad på.

Torsken, der for blot få årtier siden var en af de almindeligste fisk langs vore kyster, er i dag reduceret til en eksotisk sjældenhed. En biologisk museumsgenstand, kunne man fristes til at sige. Men torskens yndlingsføde – krabberne – er der flere af end nogensinde. Der er jo ingen torsk til at holde dem i skak længere.

Der er nu så mange krabber, at Danmarks Naturfredningsforening ligefrem opfordrer børn til at fange og fortære krabber i ferien – når der nu ikke er andet at fange. Inden krabberne alligevel også dør under næste iltsvind. I hvert fald dem, der ikke når at kravle på land i tide.

Det er sådanne konkrete kendsgerninger, der ligger bag det flygtige begreb “shifting baseline syndrome”. Som gør det svært at fortælle og forklare børn og børnebørn, at der altså ikke altid har været dynger af slimet fedtemøg at kæmpe sig igennem, inden man kunne tage en svalende dukkert i det plumrede vand. At fedtemøget i stedet skyldes stigende udvaskning fra markerne.

Man føler sig næsten som en moderne eventyrfortæller, når man fabulerer om de mange og lækre kysttorsk, som far eller morfar kom hjem med i deres unge dage. Dem, der blot ligger få årtier tilbage.

– Ja, den er god med dig, morfar, lyder det overbærende. Den hopper de ikke på.

Det er i virkeligheden dybt deprimerende at tænke på: At man ikke kan give sine børn og børnebørn de samme fantastiske naturoplevelser, man selv havde i sin egen barndom. Men i stedet må tage dem med ud til det lokale Put & Take vand…

Man må samtidig gøre op med sig selv, om man vil fortælle børnene den grusomme sandhed bag de stærkt forurenende havbrug, der har produceret fiskene.

Eller om man blot vil have en god dag i godt selskab.

Det hedder Shifting Baseline Syndrome.

Baseline: Havet er omdannet til energimark. Foto: Nicholas Doherty/Unsplash