Tang-chips, kambucha, veganske flødeboller og en drikkelig fond vinder Årets Produktpriser 2019
Coop og landets største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem har siden nytår været på jagt efter de bedste lokale produkter i Danmark inden for mad, drikke og konfekture. Produktprisen gives til produkter, der med en god historie, en særlig råvare og unik oprindelse kan give forbrugerne nye og spændende smagsoplevelser.
Jagten er nu kulmineret med kåringen af: Seaman Chips med Seaweed Chips squid & pepper, København Kombucha med Hidcote Blue, Glean med veganske flødeboller vandt priserne i hhv. mad, drikke og konfekture. Virksomheden FONDA med drikke-fond vandt en særlig pris for de innovative tanker bag produktet.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse, den 24. juni 2019.
Knap 100 produkter fra hele landet er blevet smagt og testet, og 13 producenter blev udvalgt til at dyste om Produktprisen 2019. Formålet med prisen er at påskønne innovative løsninger i udviklingen af lokale produkter inden for mad, drikke og konfekture og være med til at synliggøre gode eksempler på, hvordan innovation og nytænkning kan betyde alverden for et lokalt produkt. Finalerunden foregik som led i den officielle afholdelse af kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem på Bornholm den 22. juni 2019, der blev vundet af den svenske kok Gabriel Hedlund fra Vollmers i Malmø.
Martine Jakobsen fra den prisvindende virksomhed Fonda er stolt og beæret over prisen:
”Det er et kæmpe skulderklap at få. Særligt med tanke på et så stærkt dommerpanel. Jeg er meget stolt over, at Fonda vinder på trods af, at det er en helt ung start-up. Jeg ser frem til sparringen med Coop og ikke mindst til at producere drikkefond i lange baner til danskerne.”
Prisvinderne får hver en kontant præmie på 5.000 kroner, møde med Sol over Gudhjems ekspertpanel, der har kompetencer indenfor produktudvikling, branding og PR, vækst, salg og eksport, samt møde med Coop om muligheden for et eventuelt fremtidigt samarbejde og mulighed for testsælge finaleproduktet i udvalgte Coop-butikker (Irma, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen eller Kvickly).
Danmark boomer af iværksætteri
Danske varer er i høj kurs og Coop vil gerne kunne tilbyde forbrugerne et endnu bredere udvalg af danske kvalitetsvarer.
Det glæder Hanna Schaldemose, ansvarlig for lokale varer i Coop:
”De mange produkter, vi har smagt, testet og nu kåret vidner om, at kreativitet, iværksætteri og lyst til at udvikle nye produkter blomstrer i Danmark. Der var en enorm høj kvalitetsstandard på de tilmeldte produkter og diversiteten var rigtig stor. Det var en fornøjelse for mine meddommere og jeg at smage på alle de lækre varer fra små producenter rundt om i Danmark. Produktprisen er for os en mulighed for at opdage nye, lokale produkter, som måske har levet en skjult tilværelse, men som i høj grad fortjener at komme frem i rampelyset.”
Alle fotos: Torben Ager/Coop