Miljøminister Lea Wermelin sår vilde frø på et stykke jord i Fredericia Kommune. Pressefoto

Konkurrencen er skærpet om titlen som ”Danmarks vildeste kommune”. 92 dystende kommuner er netop blevet til 98, og alle Danmarks kommuner dyster nu om at få den vildeste natur. Det oplyser miljøministeren i en pressemeddelelse den 8. februar 2022

Dansk natur har brug for mere plads, og 92 kommuner har i et år forvandlet golde græsørkener og grusgrave til vilde bede og naturreservater til fordel for den vilde natur – i håbet om at vinde titlen som Danmarks vildeste kommune.

Nu har de 92 kommuner fået flere konkurrenter, efter at også Ærø, Læsø, Samsø, Vallensbæk, Frederiksberg og Gladsaxe har meldt sig ind i kampen om at gøre noget godt for biodiversiteten, efter miljøminister Lea Wermelin har givet en ny chance for at tilmelde sig den vilde klub ovenpå kommunalvalget.

Miljøminister Lea Wermelin kikker på biodiversitet sammen med børnehavebørn i Stevns Kommune. Pressefoto

”En ny bevægelse bevæger sig ind over Danmark – og med den følger vild natur! Naturen er i krise, og vi skal sætte ind, hvor vi kan. Derfor er det fantastisk, at alle landets kommuner nu er med. Det viser, at den lokale opbakning til en vildere natur er stor i hele landet.Vi kan alle gøre noget, og tilsammen kan vi gøre en hel masse. Mit ønske med konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune har været at få den vilde natur på dagsordenen alle steder. Og det må siges at være lykkedes nu, hvor samtlige danske kommuner har kastet sig ind i dysten om at blive den vildeste,” siger miljøminister Lea Wermelin.

Vordingborg kommune har omlagt en losseplads til vild natur,  som ministeren høster med le. Pressefoto

Alle vil være med
I løbet af konkurrencens første år er det på sociale medier spiret frem med borgergrupper, der deler tips og tricks om biodiversitet og orienterer hinanden om, hvordan deres kommuner klarer sig i dysten om at blive Danmarks vildeste kommune. Græsset er groet, og flere er blevet bevidste om vores fælles ansvar for at gøre noget for den danske biodiversitet. Også i de seks kommuner, der i første omgang stod over, har der været pres fra naturglade borgere om at komme med.

”Naturen har stor betydning for både turisme, landbrug og det daglige ø-liv på Samsø. I 2020 skabte vi en biodiversitetspulje, som vakte stor interesse ved borgerforeninger og landbruget. Så vi står allerede klar i starthullerne til konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Frem for alt er Samsø omringet af et hav, som rummer et kæmpepotentiale for fornyet dyr- og planteliv,” siger borgmester fra Samsø Kommune Marcel Meijer.

Fra køer og lossepladser til lokale ildsjæle
Kommunernes vilde projekter spænder vidt. Fra forvandlede lossepladser og grusgrave til kogræsserlaug, virksomhedssamarbejder og naturundervisning i børnehaver. Alle de vilde projekter er med til at skabe bedre vilkår for biodiversiteten og mere plads til dyrelivet.

Som en del af konkurrencen har alle kommunerne oprettet en hjemmeside, hvor man kan læse mere om de mange projekter, der er sat i søen, og blive inspireret til at skabe mere vild natur.

Danmarks vildeste kommune kåres i slutningen af 2022 af dommerpanelet samt en ekstern jury.

Læs mere om konkurrencen på www.dkvild.dk

Vejle kommune præsenterer nogle af sine mange projekter. Pressefoto

FAKTA: Om konkurrencen

  • Fredericia Kommune er også med på kampagnen, selvom det måske ikke lige var meningen, at de skulle fælde træerne for at skaffe plads til naturen? Pressefoto

    Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før: 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund har miljøminister Lea Wermelin kickstartet en konkurrence om at blive ’Danmarks VILDESTE kommune’.

  • Miljøminister Lea Wermelin kickstartede konkurrencen i februar 2021. Dengang meldte 92 kommuner sig ind i dysten, der handler om at give naturen bedre vilkår i kommunerne. Ude hos danskerne er det siden kampagnens start spiret frem med vilde borgergrupper på de sociale medier, hvor der bliver delt tips og tricks til mere vild natur, der hvor borgerne bor. Også uden for Danmarks grænser har kampagnen sat aftryk, da WHO spottede konkurrencen og inviterede miljøminister Lea Wermelin til at fortælle om det unikke naturprojekt på et højniveaumøde for organisationens 56 lande. Nu er alle 98 kommuner med.
  • Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022.

Bannerfoto: Vild natur i Hjørring kommune. Pressefoto

Visited 21 times, 8 visit(s) today

Kommentarer

  1. Anna Lønne Sørensen

    Kære Kjeld Hansen, hvor er det dejligt med endnu mere omtale af DKVILD-konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune, TAK for det!! ;o)

  2. Ulla Gottliebsen

    Jeg mangler den sædvanlige kritiske pen. Det er nyt og ildevarslende, at Gylle.dk blot videreformidler regeringsmeddelelser. Et lille spagt ord om, at træer fældes for at få natur, blev det dog til.

    • Anna Lønne Sørensen

      Kære Ulla Gottliebsen, jeg læser din kommentar som en hurtig refleks-reaktion? Forstå mig ret, for den her DKVILD-konkurrence er nemlig alt andet end ‘regeringsmeddelelser’.

      DKVILD har en form, der netop lægger alt ud til kommunerne og ikke mindst til alle vi borgere!! Vi opfordres igen og igen til at gøre noget aktivt, der vi synes der er behov, hvor vi kan gøre noget, for den natur vi gerne vil have mere af. Ikke mindst i vores haver.

      Kommunerne opfordres også til at tænke meget kreativt, nyt og dommerpanelet (Miljøministeren, Morten DD, Frank Erichsen) opfordrer direkte til ‘fri leg’ i kommunerne. Det kan du se i intromødet, som ligger på dkvild og på youtube, frit tilgængeligt.
      Selvfølgelig skal love og regler overholdes, men med den her form har Miljøministeriet og regeringen netop sluppet tøjlerne og lader det være op til hele landet, til alle borgerne, til alle kommunerne.

      Det betyder jo, at nu er alle, som i ALLE kommuner i gang med i det mindste at forsøge at tænke biodiversitet ind i alle planer, ikke mindst for naturen, de grønne områder, landbrug, etc. Og borgerne holder øje med forvaltningerne…!

      Det er da den bredeste og mest udbredte opbakning til grøn omstilling, jeg endnu har set! Og jeg har fulgt natur, bæredygtighed, biodiversitet, klima (kært barn har mange navne) hele mit voksne liv!!
      Hvis der for alvor skal komme gang i DKVILD-tiltagene i ALLE kommuner, så kræver det OMTALE! Det er svært at gøre noget ved noget man ikke ved noget om.

      De store aviser sidder måske med overvejelser som dine, man vil ikke ‘reklamere’ for regeringen eller lignende…
      Det er hvad jeg kalder fnidder, for så har man ikke nærlæst konkurrencens / kampagnens rammer, udformning, betingelser, etc.

      Jeg er pædagog og derfor fagligt uddannet i at se det hele menneske og hvilket godt liv vi opdrager til. Det vil sige at se helheden. Det er det klimaprofessor i Earth System Science, Kathrine Richardson igen og igen efterlyser: Helhed, tænke systemisk, interaktioner og mangfoldighed. Se muligheder og finde mange løsninger!

      Gå ind og læs om dkvild.dk, se især under Borger og find listen over de over 10.000 borgere, der er optaget af DKVILD-tiltag i lokale Facebook-grupper. Og rigtig god kamp også hos dig i din kommune, for du er jo også tilmeldt. ;o)

  3. Ulla Gottliebsen

    Anne Lønne Sørensen. Med det dommerpanel tillader jeg mig at dæmpe begejstringen for projektet. Alene Morten DDs udtalelser om, at det ikke er meningen, at dyrene skal overleve i hans rewildingseksperiment, er tilstrækkeligt.

    De skal aldrig fodres. Aldrig, har Morten DD udtalt. Alle dyr er meget unge, og flere kvier er døde under kælving. At det ikke giver anmærkning fra dyrlæge, har jeg ingen kommentar til.

    At har dertil skriver, at han håber på, at ulve kommer ind i indhegningen på Molslab og angriber en håndfuld føl, forstærker forundringen over valget af dommere.

    • Anna Lønne Sørensen

      Din kommentar er havnet et forkert sted, det her handler om folks private haver. ;o)

  4. Dorthe Lerfeldt

    Hvis der kan gøres noget for naturenog biodiversiteten, (som i øvrigt ikke er særligt nedadgående som hun påstår, der er bare dobbelt så mange arter der bliver talt, end for 10 år siden), som at så blomster hvor der før var goldt, er jeg helt med, men jeg står fuldstændigt af ved hegn og rewilding, der i mine og mange andres øjne, er statsfinanceret og accepteret vanrøgt af dyr.
    Wermelin og hendes rewildtilhængere hegner slettedyr, som heste og kvæg inde i skov, og siger at de skal leve der så naturligt som muligt og uden vinterfodring.
    Naturligt ville disse dyr ikke leve og bo i en skov, da de er slettedyr, og foretrækker åbne sletter hvor de kan holde øje med farer. De bruger kun træer/skov til læ og skygge.
    Naturligt forsvandt de fra DK, da klimaet blev anderledes og mere koldt, mørk skov overtog DK.og dyrenes fødekilde, GRÆS, groede kun fra forår til efterår som nu.
    De fortrak sydpå, blev tæmmet af mennesker og avlet på. Først da stenaldermanden ryddede skov til marker, hvor han kunne dyrke mad til sin familie, og vinterføde til husdyr, blev heste og kvæg indført hertil.
    Heste og kvæg er avlet lige så meget som hunde, og har ikke de samme forudsætninger for at klare sig, som deres vilde forfædrer eller hjortedyr har. Deres fysiologi har ændret sig gennem avlen.
    Hvis det nu var hunde der blev overladt alene i en skov til, at klare sig selv, ville ingen vel regne med, eller tro på, at de ville kunne klare sig selv, lige så godt som de ulve de stammer fra.
    Selv rewildbiologerne indrømmer, at det er et evidensløst eksperiment, så hvorfor skal Wermelin sprede det til hele DK?
    Der er andre måder, at skabe mere og vild natur, og biodiversitet, end gennem den planlagte sult og vanrøgt af dyr, som skal foregå bag nnp´s hegn.
    Wermelin siger gang på gang, at der ikke vil blive gået på kompromi med dyrevelfærden, men hvorfor er der så, så mange vanrøgtsager og død i de allerede eksisterende rewildprojekter?
    Vi kan ikke stole på et eneste ord der kommer ud af hendes mund..

    • Anna Lønne Sørensen

      Ikke i orden at bringe NNP ind her! Det handler om folks haver og om mere natur i haverne! OG at biodiversiteten er gået tilbage de sidste 50 år og helt katastrofalt de sidste bare 10-15 år, kan alle jo se, der kigger på naturen udenfor sin egen hoveddør.
      Hunde lever vildt flere steder, ligesom der også er vildkatte. At give dyr, som heste og kvæg frie forhold at leve under er helt vidunderligt! Både køer og heste elsker kviste, nye knopper, løv-hø. Se fx Bonderøven.

      HVIS du går ind for dyrevelfærd, så brug din energi på det konventionelle landbrug med dyr lukket inde under de værste forhold. Fx uden dagslys…!! Og jeg går ud fra du selvfølgelig kun køber kød anerkendt af Dyrenes Beskyttelse eller fra økologiske brug og i det hele taget økologiske varer!?!?
      Vi har en seriøst arbejdende og meget flittig miljøminister, det er simpelthen ikke i orden at omtale hende på den måde!! Natur sætter mange følelser i gang, det prøver hun at håndtere klogt og betænksomt.

      Igen læs på lektien, brug den viden der er, før du udtaler dig så bombastisk!

  5. Dorte Lerfeldt. Du skriver: “men jeg står fuldstændigt af ved hegn og rewilding, der i mine og mange andres øjne, er statsfinanceret og accepteret vanrøgt af dyr”. Betyder det så, at du som flere andre har valgt at leve vegansk?

Skriv en kommentar