Efter tre års tæppebombning af de sagesløse avislæsere med store annoncer for kolort, gummisex og ornesæd samt griseører til kinesiske husmødre synger Landbrug & Fødevarers 60 mio. kr. dyre image-kampagne på sidste vers.

Det gør opfindsomheden også.

I dagens aviser kan man læse, at det er de danske svineproducenter, vi har at takke, hvis vi skal slippe levende fra en tur på operationsbordet i det danske sygehusvæsen. Kirurgens indsats nævnes ikke med et ord, han er tilsyneladende fraværende.

Men læs selv – her er et uddrag af annonceteksten:

“I produktionen af pølseskind er vi nemlig også i stand til at producere lægemidlet heparin, der bruges som blodfortyndende medicin ved operationer. Så næste gang, du er på operationsbordet, skal du ikke blive overrasket, hvis de giver dig lidt pølseskind”.

Hvis man skal være venlig, så er der tale om noget forfærdeligt sludder.

Heparin001

Det blodfortyndende lægemiddel heparin*) fremstilles ikke af ”pølseskind”. Der er tale om en naturlig antikoagulant, der findes i mange væv, bl.a. i lunger og blodårer, men i medicinalindustrien udvindes heparin fra slim i grisetarme.

Hvis man skal være uvenlig, så er det direkte usandt at påstå, at danske svineproducenter fremstiller heparin. Det gør den internationale lægemiddelkoncern LEO Pharma på koncernens fabrik i Cork i Irland. Om der overhovedet indgår danske ”pølseskind” i den irske produktion, har man ikke ønsket at oplyse.

Helt galt går det for reklamefolkene, når de illustrerer annonceteksten med et billede af to korslagte, røde pølser. Man må antage, at det er utilsigtet med den morbide anvendelse af korset som symbol, men faktuelt er det helt ude i hampen at påstå, at røde pølser bidrager til at bekæmpe blodpropper. Det gør de lige præcis ikke, da grisetarmene renses omhyggeligt for slim, før de anvendes i fødevareproduktionen.

*) Leksikon: Heparin er en sulfateret glucosaminoglycan. Heparin er en naturlig antikoagulant som findes i mange væv (bl.a. i lungerne og i arterievægge). Heparin bindes stærkt til blod-proteinet, antiprothrombin III, og komplekset hæmmer enzymerne i blodkoaguleringsprocessen.
Dokumentation  

Comments are closed.