Det rene hav er en myte. Foto: DSF

Miljøstyrelsen vurderer i dag, at 98 % af de danske marine vandområder ikke opfylder målet om god kemisk tilstand

Morten Jacobsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforbund, har lagt dette indlæg ud på linkedin:

Morten Jacobsen

Yes, kvælstofudledninger er et kæmpe problem for vandkvaliteten og livet i vandene. Men der er en “dark horse”, vi ikke taler nok om.

I 120 ud af 123 undersøgte vandområder er der målt overskridelser af miljøkvalitetskrav for miljøfarlige stoffer. Det til trods for, at Danmark har forpligtet sig til, at vore vande skal være uden for meget kemi, fx kobber, kviksølv og zink.

Derfor har vi i Danmarks Sportsfiskerforbund lavet et holdningspapir om miljøfremmede stoffer i søer, hav og vandløb.

Læs med i link – fra papiret:

”Miljøfremmede stoffer udgør en voksende og alvorlig trussel mod det danske vandmiljø. Stofferne findes i dag i vandløb, søer, fjorde, kystvande og grundvand, hvor de påvirker fisk, smådyr, planter og den biologiske balance. Mange af stofferne er svært nedbrydelige og ophobes i naturen og i fødekæden gennem årtier.

Miljøfremmede stoffer i vandmiljøet kan stamme fra mange forskellige kilder. Væsentlige kilder til belastningen af miljøfarlige stoffer i vandmiljø er blandt andet fra udledningen af spildevand fra renseanlæg, regnvandsudledninger, udledninger fra industri, tilførsel af pesticider fra anvendelse i landbruget, spredning af gylle og kunstgødning, udsivninger af jordforureninger, udledninger fra havbrug og dambrug. Hertil kommer historiske generationsforureninger, som fortsat belaster vandmiljøet mange steder i Danmark.

Miljøstyrelsen vurderer i dag, at 98 % af de danske marine vandområder ikke opfylder målet om god kemisk tilstand. Samtidig viser analyser, at der i 120 ud af 123 undersøgte vandområder er målt overskridelser af miljøkvalitetskrav for miljøfarlige stoffer.

I vandløbene ser vi blandt andet påvirkning fra pesticider, kobber, zink og andre miljøfarlige stoffer, som kan påvirke og reducere insektlivet og dermed fiskebestandenes fødegrundlag. Flere steder i Danmark er koncentrationerne i fisk så høje, at myndighederne fraråder fiskeri og at spise fisk fra en række udpegede.

Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker sunde og rene vande – fra grundvand og små bække til fjorde og hav. Danmarks Sportsfiskerforbund finder det derfor uacceptabelt, at vores fælles vandmiljø fortsat forurenes med stoffer, som belaster og truer vores fiskebestande, natur og grundvand.

Danmark er samtidig forpligtet af EU’s vandrammedirektiv til at sikre god kemisk og økologisk tilstand i vandmiljøet. Udledningstilladelser må derfor ikke føre til forringelse af vandmiljøet eller forhindre, at miljømålene nås.”

Bannerbillede: Er der fugls føde i havet – og kan fisken spises? Foto: Bent Ketil Christensen

Visited 12 times, 12 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar