De kloge kragefugle

Det er de færreste mennesker, som ikke har set – og hørt – de velkendte kragefuglearter som krage, råge, allike og husskade. De forekommer almindeligt de fleste steder og året rundt, fordi de er konkurrencedygtige. De er nemlig stort set altædende og behøver derfor ikke at skulle trække til og fra fjerne himmelstrøg to gange årligt. Og kragefugle er relativt intelligente. F.eks. etablerer skovskader og nøddekriger depoter af agern og nødder på udvalgte steder, som de husker nøje på gennem vinterens trange tider.

Zoologisk set udgør kragefugle én blandt utallige andre familier inden for fugleverdenens suverænt artsrigeste orden: spurvefugle. De hører blandt de største i denne orden, som ellers er domineret af småfugle som sangere, finker, lærker, drosler og – spurve.

Kragefugle har fra gammel tid og af flere grunde appelleret til mennesker, måske særligt her i Norden. Deres folkelige navne vidner om dette: kragen siger ”kraah”, rågen siger ”råh” og alliken siger ”kaija”. Og den musvågestore, blanksorte ravn med det mægtige næb udsender et klangfuldt og vidtlydende ”korrrrp”, med rulle-r, en fuglelyd, man ikke lige glemmer, når først man har hørt den.

Korp er ravnens svenske navn. Og ravnen var som bekendt Odins betroede fugl – noget der dog ikke afholdt nidkære jægere i sidste århundrede for at udrydde den i Danmark med gift og hagl – lige på nær et par ekstra agtpågivende ravnepar på Als. Heldigvis vendte billedet efter 1960, og ravnen er tilbage i passende antal i det danske landskab.

I billedkunst, litteratur og poesi gør kragefugle sig også gældende – måske mere end de fleste andre fugle. Johannes Larsen Museet i Kerteminde har netop afsluttet en pragtfuld og velbesøgt udstilling ved navn ”Fugl 2019”. Her udstillede 75 nutidige fuglekunstnere en mangfoldighed af værker, som tidens svar på den gamle mester Larsen.

Blandt dem var nyligt afdøde John Olsen, som med højst original og mættet stoflighed nåede tæt ind til essensen af en fugl. Olsen var ligesom Larsen begejstret for kragefugle og blev øjensynligt aldrig træt af at skitsere og afbilde krager, ravne og øvrige familiemedlemmer. Så var der en mægtig skulptur af en siddende ravn med udslåede vinger som en kolossal, kulsort paraply, formet af Lars Abrahamsen. Og fuglefotokunst af en noget anden karakter, end den man ellers støder på i markedets mange pragtfuglebøger.