Den danske natur – fra alger til ulve

Naturen har stor betydning og værdi for massevis af mennesker. Det vidner det aktuelle forløb omkring nyt byggeri på Amager Fælled klart om – og ret så usædvanligt derved, at det var en sjælden art skærmplante, der så at sige trak det længste strå. Det skriver Ian Heilmann, organist, lic.scent.,Thurø, i en tekst, der har været bragt som kronik i Jysk-Fynske Medier. Vi bringer artiklen her i en let bearbejdet udgave.

Ian Heilmann.

Også på Sydfyn er der bevågenhed på områdets natur- og landskabsværdier. Den tværkommunale organisation ”Naturturisme I/S” er i fortsat udvikling, og der er ambitioner om at opnå UNESCO-status af såkaldt ”Geopark”. Her er det dog ikke svært at få øje på en mere kommerciel vinkel, med fokus på friluftsliv i bred forstand og branding af området, end om en særlig bevågenhed omkring de tilbageværende og sårbare habitater med biologisk mangfoldighed eller specifikke truede arter.

Og der er bestemt intet i vejen med natur- og øhavs-stier og nydelsen herfra af de smukke og kuperede landskaber med græssende rådyr i skovbryn, en svævende rød glente, bølgende marker og sorte trompetsvampe i skovbunden. Men her, som langt de fleste steder i det danske land, må vi desværre nøjes, endda i foruroligende grad – uden at langt de fleste lægger mærke til det. For også her gælder det velkendte princip om, at hvad man ikke ved, det har man ikke ondt af.

Massive tab

Danmarks natur har gennem de sidste 150 år været udsat for enorme overgreb, og tabene er uhyggeligt massive, både hvad angår naturens mængde og dens variation. Årsagerne er velkendte: Det danske landskab har i lange tider været forvaltet ud fra en ren nyttefilosofi, dvs. naturen betragtet udelukkende som ressource og kilde til råvarer.

Trods modstand fra fredningsfolk, grønne foreninger og gamle fyrtårne som f.eks. Jeppe Aakjær, har en ødelæggende tromle af afvanding, dræning, vandløbsregulering, opdyrkning, gødskning, sprøjtning osv. maltrakteret og homogeniseret det, der engang var en frydefuldt varieret mosaik af agerland, hegn, småskove, damme, mergelgrave, naturligt bugtende vandløb i ådalenes bund med udbredte og våde afgræssede enge til begge sider, lysåbne skrænter, overdrevsbakker, højmoser og lavmoser, søer, store som små, og skove med træer i alle aldre og sorter.

Hertil kommer så damptromlen fra byudvikling, sommerhuse, industri, tekniske installationer og en overhåndtagende asfaltering for at følge trop med den umætteligt svulmende biltrafik.

Hvor er de midtjyske heder med skogrende urkokke i aprilmorgenernes duggede gry? Foto: Mads Fjeldsø Christensen.

Hvad skete der med storken

Hvad skete der lige med det åbne lands væld af sanglærker, viber, kornværlinger, tornirisker, bynkefugle, agerhøns, firben, flora, sommerfugle, humlebier og græshopper? Hvor er storkene og kirkeuglerne og græsvangenes kreksende engsnarer blevet af? Hvorfor er det så svært, overalt i det åbne land, at få øje på meget andet end kornfede ringduer og gumpetunge fasaner, ”fuglevildt” kaldet på jægerdansk?

Hvorfor er grøftekantsfloraen fra Fjerritslev til Falster så ensartet og kedelig, med dominans af de trivielle, næringsbegunstigede og højtvoksende arter som hundegræs, brændenælde, draphavre, pastinak og agertidsel? Hvor er der solflimrende vejler og strandenge med dansende brushøns, jodlende kor af rødben og kobbersnepper, viber i volter, og engryler, kald fra gule vipstjerter, graciøse sortterner og spidsænder, og spændende indslag af dværgmåger og sandterner? Hvor er de midtjyske heder med skogrende urkokke i aprilmorgenernes duggede gry, blomstrende vårkobjælder og tuer af lyngstar på bakkeøerne, melankolsk fløjtende hjejler, hedemoser, hvide af tuekæruld og næbfrø, blå af klokkeensian, og tinksmede i ekstatisk sangflugt?

Tvepibet lobelie er næsten udryddet i Danmark. Foto: Wikipedia.

Hvor er de næringsfattige og klarvandede søer med et lyseblåt slør af blomstrende lobelie, med pilledrager, dværgsiv og fin bunke og blink fra metalskinnende kejserguldsmede og et sortiment af turkise, grønne og bronzefarvede vandnymfer? Hvor er de gamle løvskove med vindfælder, råd og sump og livgivende forfald og lysninger med flagrende skovhvidvinger, med et hemmeligt bo af sort stork i en 500 år gammel eg, med hjemsted for skovliljer, blå anemoner, rariteter som knælæbe og morkler, fem spættearter, hulduer, fluesnappere, hundredvis af svampearter over og under jorden, og mosser i sytten grønne nuancer, tusindvis af forskellige livsformer blandt sommerfugle, natsværmere, svirrefluer, skovhvepse, bænkebidere, edderkopper, tusindben, orme og alskens kryb og kravl? Insektfaunaen er i frit fald, herhjemme såvel som i det meste af Europa, afslører nye undersøgelser, offentliggjort i ”Science”. Højst foruroligende for alle, inklusive biavlerne.

Danmarks natur er gennemgående virkelig kedelig og stærkt forarmet, set i forhold til hvad den kunne være. Ny- og genindvandrede iøjnefaldende fuglearter som f.eks. skestork, havørn, trane, blåhals, biæder og sølvhejre, delvis begunstiget af klimaforandringerne og den eksplosive fremgang for bramgås og grågås, begunstiget af flere vintergrønne marker og længere snefri somre på de arktiske ynglepladser, kan ikke opveje tabene, når naturens kvalitet og kvantitet skal gøres op over hele spektret af livsformer – fra alger til ulve.

Fragmenteret og forpjusket

Hvad der er tilbage af Danmarks sårbare, spændende og artsrige natur befinder sig i dag næsten udelukkende i fragmenteret og forpjusket tilstand, som indbyrdes isolerede øer med beskyttelses- og fredningsstatus af forskellig art, naturens gispende ghettoer, uden forbindende korridorer, belejret fra alle sider af kultursteppen, landskabets triste grå grundtone. En håndfuld vidtstrakte naturområder eksisterer fortsat, næsten udelukkende fordi Aage V. Jensens fonde generøst er trådt til gennem de senere årtier.

I EU-sammenhæng har Danmark forpligtet sig til at bremse tilbagegangen; vi har som de øvrige EU-lande udpeget såkaldte Natura2000 områder, som rummer værdifuld natur med sårbare arter. Blandt alle 28 EU-lande har Danmark det mindste Natura2000 areal i forhold til landets størrelse. Vi ligger som nummer sjok! Så rigt et land og dog så sløj en natur. Det er virkeligt beskæmmende – den politiske vilje til en anderledes prioritering har ikke været og er fortsat ikke til stede. Bløde værdier viger for de hårde. Erhvervsinteresser kommer i første række.

Problemerne for den danske natur kan koges ned til et par ting: den har for lidt plads, den er for tør og der er for mange næringsstoffer i omløb, til lands, til vands og i luften.

Elgen er atter tilbage i Danmark. Foto: Wikipedia.

Gør plads til naturen

Men der er også lyspunkter. De sidste tredive års vandmiljøplaner har haft en positiv effekt på naturtilstanden i vandløb, søer og kystnært hav. Introduktion af såkaldte nøglearter, som førhen har levet i landet, såsom bæver og elg, forventes at skabe gunstig dynamik (fremgang i diversitet) i økosystemerne – det, der menes med en mere dynamisk natur. Ulven kan tynde ud i de alt, alt for mange rådyr, begunstiget af vintergrønne marker, og hermed også få reduceret bestandene af skovflåter, som ledsager rådyrene.

Der er politisk flertal for at udlægge 10.000 ha skov til urørt skov, et skridt i den rigtige retning hen mod det mål af 75.000 ha, som anbefalet i en omfattende videnskabelig analyse fra Københavns Universitet sidste år. Vi skal have et landbrug med naturnære driftsformer og indstille os på at betale landmændene den pris, det koster at producere kvalitetsfødevarer baserede på langt mere lukkede stofkredsløb og uden miljøfremmed kemi. Det er uacceptabelt, at halvdelen af Danmarks areal er beslaglagt til dyrkningen af svinefoder.

En rig og varieret natur, også den mere dagligdags af slagsen, er en kilde til grænseløs inspiration, rekreation, undren, selvforglemmelse og mental sundhed for langt de fleste – søndagsskovgæsten, lystfiskeren, jægeren, landmanden, kajakroeren, strandløven, nydanskeren, svigermødre, børn og gamle, natur- og økoturisten, foruden hardcore naturnørderne, såsom bryologer og fugle- og florafikserede kratluskere. Den er en umistelig del af vores velfærd. Men ikke nok med det. Vi må indse, at naturen, forstået som alt det, vi ikke selv har skabt, må tildeles suveræn værdi i sig selv, helt uafhængigt af alt andet. Det skylder vi os selv og vores efterkommere. Vi står over for en etisk fordring, som vi må handle efter, både personligt, fagligt og politisk.

Andre populære indlæg:

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.