Den industrialiserede vold mod dyrene bør stoppes

Sådan lever en so det meste af sit liv. Landmændene hævder, at det er for dyrenes egen skyld, og at det forhindrer soen i at ligge sine smågrise ihjel. Privatfoto.

Forfatter og Grundtvigforsker Uffe Jonas skriver 14. oktober 2019:

Der produceres knap 32 millioner svin i Danmark om året. Det vil sige, mere end fem gange så mange som der er mennesker i landet.

Deres liv er hårdt, kort og brutalt. Svinene lever tæt sammenstuvet under koncentrationslejr-lignende forhold. Levende dyr behandles, som om de allerede var dødt kød.

Grundtvigforsker Uffe Jonas

Se på billedet: Sådan lever en so det meste af sit liv. Landmændene hævder, at det er for dyrenes egen skyld, at det forhindrer soen i at ligge sine smågrise ihjel. Det er den slags lyserøde eventyr, som bødler fortæller, for at kunne se sig selv i spejlet.

Sandheden er, at søerne i gamle dage aldrig lå deres afkom ihjel. Så længe de blot fik deres egen faresti med halm og havde plads nok, når de skulle føde, fandtes den slags problemer ikke.

Det var først da landmændene begyndte at indskrænke dyrenes leverum som følge af storindustrialiseringen, at søerne begyndte at ligge smågrisene ihjel.

Sanitet er ikke det samme som dyrevelfærd. Dyrene har deres egen livsoplevelse, deres egen sanseverden, og deres egne livsbehov. Og de skal naturligvis respekteres som de levende, følsomme og intelligente væsner, de er. Også selv om hensigten med produktionen i den sidste ende er, at de skal dø og blive til kød på bordet. Foto: ÅbentLandbrug

På et vist tidspunkt i løbet af efterkrigstiden blev konkurrenceforholdene i landbrugsindustrien vigtigere end dyrenes velbefindende. Størrelsen på besætningerne voksede med baconeksportens succes, og prisen – og dermed også størrelsen – på staldsystemerne blev til et afgørende konkurrenceparameter.

Så i stedet for give søerne den fareplads, de naturligt behøvede, valgte man til sidst at spærre dem inde i et jernbur på 0,65 m2. Fikseringssystemerne stresser naturligvis dyrene ganske enormt, og det anslås at omkring en fjerdedel af søerne ikke klarer deres planlagte produktionsliv, men findes selvdøde eller bliver aflivet før tid.

Det er isolationsfængsling og tortur af værgeløse dyr. Og det er den barske daglige realitet for millioner af grisemødre i dagens Danmark. I andre og mere civiliserede lande som Sverige, Norge og Schweiz er den slags voldelige staldsystemer forbudt. Man kræver, at søerne skal gå løse. Men de har jo heller ikke nær så store eksporttal at skulle tage hensyn til …

Der er næppe tvivl om, at frilandsgrise har et bedre liv end industrisvinene. Foto: Pressefoto/L&F

Når man taler om dyrevelfærd i dansk landbrug handler det for det meste om sanitet. Det er hverken økonomisk eller hygiejnisk forsvarligt, når søerne lægger deres afkom ihjel, derfor er vi nødt til at behandle dyrene, som vi gør…

Men sanitet er ikke det samme som dyrevelfærd. Dyrene har deres egen livsoplevelse, deres egen sanseverden, og deres egne livsbehov. Og de skal naturligvis respekteres som de levende, følsomme og intelligente væsner, de er. Også selv om hensigten med produktionen i den sidste ende er, at de skal dø og blive til kød på bordet.

Danmark er et af de lande i verden, som producerer flest svin, og som behandler svinene værst. Når vi ikke til daglig tænker over volden, er det, fordi det meste foregår i det skjulte. Staldene er lukket land for offentligheden. Også her benytter man saniteten som en undskyldning for brutaliteten. Det er dybt uværdigt for dyrene, ja ren og skær dyremishandling. Og det er lige så uværdigt for landmændene, som agerer bødler og fangevogtere i sådan et uhyggeligt brutalt system.

I 2014 skete der en vis lempelse af produktionsforholdene i forbindelse med indførelsen af den nye dyrevelfærdslov, som blev vedtaget af den daværende socialdemokratiske regering med støtte fra Enhedslisten og Konservative. Selvfølgelig under stærke protester fra Venstre. Nu skulle dyrene gå frie i 50 procent af deres levetid. Det er selvfølgelig et fremskridt. Men stadig grundlæggende brutalt og uværdigt.

Prisen for at producere 32 mio. svin om året er 9 mio. døde pattegrise. Foto: Lene Kattrup

Den danske svineeksport er ikke en succeshistorie. Det er en historie om industrialiseringens og økonomiseringens umenneskeliggørelse af livsforholdene for både dyr og mennesker.

Og i virkeligheden er der heller ingen økonomi i galskaben. Realiteten er, at overskuddet i dansk landbrug svarer ganske nøje til mængden af tilskud fra EU. Det nuværende landbrugssystem er i bund og grund urentabelt og på bistandshjælp. Bønderne er i særklasse de dyreste bistandsklienter, vi har. Men også den realitet skjuler man flittigt for sig selv. Myten om den frie, liberale bonde lever i bedste velgående.

Hvis bevidstheds- og civilisationsniveauet i Danmark skal hæves, så skal gyllespredningen nedbringes radikalt. Hvad vi i virkeligheden har brug for, er langt færre svin i Danmark.

I den sidste ende er det op til kødspiserne og til landets lovgivere at sætte en stopper for voldsregimentet.

GrundtvigNu vil formidle en nutidig samfunds-vision i Grundtvigs ånd. Siden administreres af forfatter og Grundtvigforsker Uffe Jonas.

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.