Den store baconsvindel

Spiser du svinekød? Ja, det gør mange danskere. Ifølge Danmarks Statistik er produktionen svagt faldende i de seneste år, men du behøver ikke frygte for at miste flæskestegen. Vi producerer så rigeligt, men paradoksalt nok henter vi alligevel masser af flæsk i udlandet

Landbrug & Fødevarer har beregnet, at vi årligt indtager ca. 30,9 kg pr. indbygger, men produktionen af svinekød på de danske kødfabrikker var på 1.793.810 tons i 2024. Det er næsten 10 gange mere flæsk, end hvad seks millioner danskere selv magter at sætte til livs.

Så alle bekymringer for forsyningssikkerheden med svinekød til danskerne er vildt overdrevet. Det samme gælder for de øvrige 27 EU-lande under et, hvor selvforsyningsgraden i en årrække har ligget på 116 % til 121 %.

Men holdt dig nu fast. Til trods for den overvældende store produktion så importerer vi i virkeligheden flæsk i en mængde, der næsten modsvarer, hvad vi fortærer.

Udenlandsk bacon i lange baner

Importen af svinekød i 2024 lå på 163.328 tons, hvilket svarer til 27,2 kilo pr. dansker, barn som voksen. Der mangler altså kun 3,7 kilo flæsk i at nå op på forbruget af 30,9 kilo om året. Altså er det nominelt kun 3,7 kilo, der skal leveres af de danske kødfabrikker. Resten kommer fra især Tyskland, Polen og Holland.

Ser man specifikt på fortæringen af bacon, der ofte markedsføres som et unikt dansk produkt – kendt verden over som brandet Danish Bacon – så er det ikke danskproduceret bacon, vi selv spiser. Importen af bacon udgjorde 17.717 tons i 2024, hvilket svarer til 2,95 kilo pr. dansker. Det er væsentligt mere end de knap 2 kilo, som Danish Crown hævder at være det årlige forbrug for os danskere.

Den danske eksport af bacon til den ganske verden udgjorde samme år 54.936 tons, altså tre gange så meget som importen. Tankevækkende er det, at et af verdens mest producerende svinekødslande alligevel dækker hjemmemarkedets baconforbrug med en anseelig import.

Hvad er forklaringen?

Svinekødsproducenterne slås i stigende grad med samme udfordringerne, som i forrige århundrede tvang først tekstilindustrien og senere skibsbygningsindustrien til at udflage produktionen til lande med billigere løn- og omkostningsniveauer. Så enkelt kan det forklares.

Tekstilindustrien startede udflagningen i 1970’erne, fortsatte igennem 1980’erne–1990’erne og videre i 2000’erne, hvor de sidste producenterne flyttede ud. Skibsbygningsindustrien oplevede en gradvis nedgang gennem 1980’erne og 1990’erne, med de fleste store værfter lukket senest i 1999.

Den danske svinekødsproduktion har aldrig været større end i disse år, men samtidig har producenterne nedlagt det ene slagteri efter det andet. I stedet produceres der småsvin til opfedning i udlandet, eller der eksporteres slagtesvin til udlandet, hvor de danske producenter driver en stribe slagterier.

Den landmandsejede kødkoncern Danish Crown driver slagte- og forarbejdningsaktiviteter ifølge deres egne opgørelser i Tyskland, Polen, Sverige, Holland, Storbritannien og endda i lande uden for Europa. Det betyder, at svin født i Danmark, eller svin fra danske producenter kan blive eksporteret til opfedning og slagtning i lande som Polen og Tyskland.

En stor del af eksporten af levende danske smågrise går til Polen, hvor de opfedes og senere slagtes. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det sådan, at “hver tredje polske slagtesvin er født i Danmark” — altså at en betydelig andel af svinene på polske slagterier har dansk oprindelse.

Tyskland er det andet store modtagerland af levende danske svin, typisk småsvin, som eksporteres for opfedning og slagtning der. Udover Polen og Tyskland rapporteres det, at danske svin eksporteres levende til flere forskellige EU-lande, blandt andre Italien og Rumænien, til opfedning og slagtning.

Der er desuden historiske eksempler på, at individuelle danske producenters investeringer i svineproduktion var placeret i lande som f.eks. Slovakiet, Rumænien og Rusland, trods krigen mod Ukraine.

Bannerbillede: Svineflæsk i lange baner. Privatfoto