Det har altid været nærliggende at forbinde natlig aktivitet med skumle hensigter og mørkets gerninger. Førhen var det også en udbredt holdning at overføre menneskelige værdier og normer til vores sagesløse medskabninger – og de gamle naturforskere holdt sig ikke tilbage. Heller ikke 1700-talsgiganten, svenske Carl von Linné, der som den første klassificerede og navngav dyr og planter med et epokegørende nyt system , der gav natravnen ry for at stjæle mælk fra bondens geder i ly af mørket
De små og lidt slunkne falkeagtige fugle med brede hoveder, man i de lune svenske sommerafteners skumring så flyve lydløst hid og did som skygger mellem sindigt hvilende kreaturer og geder på skovnære overdrev og enge, kunne vel ikke være ude på andet end at stjæle mælk. Fuglens enorme gab måtte kunne gabe over mindst en gedepatte, hvis ikke ligefrem hele yveret. Caprimulgus europaeus navngav Linné fuglen, altså: den europæiske gedemalker. Det går igen på tysk, Ziegenmelker, og lignende amerikanske arter kaldes goatsuckers. Mere neutralt er det svenske nattskärra, det engelske nightjar og vores eget natravn – det sidste dog med den tvist, at ”ravn” hentyder til tyvagtighed. Fuglen har ikke det fjerneste med den store, sorte ravn at gøre.
Men hvis sandheden skal frem, malker natravnen hverken geder eller køer – den lever næsten udelukkende af flyvende insekter, især natsværmere og biller. Og kreaturer tiltrækker som bekendt insekter.
Herhjemme er natravnen i dag først og fremmest knyttet til Jyllands plantageområder. Åbne nåletræsbevoksninger på sandet, tør bund med mos og lav, hedelyng, bølget bunke, kantareller og andre svampe, fyrrenåle og dødt ved, afvekslende med rydninger, brandbælter eller højspændingslinjer er typisk dansk natravneterræn. Fuglens fjerdragt er en fantastisk sammensat komposition af gråt og brunt, okker, beige-hvidt og sort, vævet sammen med yderst fine snirkler og bølgelinjer, kun afbrudt af hvide ”signalfelter” nær spidserne af vinger og hale.
Natravnen tilbringer dagen på jorden eller på langs af en gren, urørlig og med halvt lukkede øjne og falder i forbløffende grad i ét med omgivelserne. Lidt før solnedgang flyver fuglene op og starter aftenens og nattens insektjagt. Under træhøjde opsluges fuglen let af tusmørket, men bliver straks mere synlig, når dens urolige, lydløse flugt i skiftevis glid på høje vinger eller hurtige vingeslag med abrupte kursændringer bringer den op mod den lyse aftenhimmel. På kursen mod en natsværmer åbner den i rette tid ladeporten af et gab, med en effekt forstærket af udspilede, stør-agtige børster på hver side af det lille næb.
Natravne sætter sig ofte på småveje i plantagen, tilsyneladende uden ben, sikkert for at nyde godt af sommerdagens varme, opsamlet i grus eller asfalt. Fuglens store øjne reflekterer billygters skær som røde kulgløder, helt forskelligt fra katte og ræves gule fosforreflekser. Men i den stille, lyse nat er det natravnehannens snurrende, cikadevedvarende sang, der først og fremmest afslører natravneterræn: E r r r r r r r r r r r u r r r r r r r r e r r r r r r r r r, på to alternerende recitationstoner, med indlagte pauser og nærmest kontinuerligt i timevis. Det svenske ”skärra” og det engelske ”jar” er afledt af denne stemme. En og anden sommerhusferierende i Vest- og Nordjylland vil nok over en lille nightcap på terrassen inden sengetid have noteret sig lyden og måske troet, at nogen blev ved at køre frem og tilbage på en gammel Velo-solex et sted inde i skoven.
Der ruges to kuld ud, direkte i nåleskovens bund, og de rugende fugle forlader sig på deres perfekte camouflage. I slutningen af august er der sæsonafslutning, og natravnene indleder deres træk mod vinterkvarterer fra Sahel og videre helt til Sydafrika. Det er distancer på op mod 10.000 km, udelukkende tilbagelagt med natlig navigation. I maj vender natravnen tilbage til ynglepladserne.
Natravnen repræsenterer en tidlig udviklingsforgrening på fuglenes stamtræ, der også omfatter de tropiske frømunde, oliefugle, ugle-natravne og de mere vidt udbredte mursejlere, alle insektspecialister – foruden den nye verdens rigdom af kolibri-arter, som alle lever af blomsternektar. Det forekommer at være en meget forskelligartet forsamling, som dog alle har små og svage fødder tilfælles. Gruppen har navn efter natravnen, fugleordenen hedder Caprimulgiformes – de gedemalkerlignende. Linnés herligt uvidenskabelige navn har for længst suget sig fast i den naturhistoriske systematik.
… og en opbyggelig epilog om privatfinansieret naturpleje i natravneland
Også for halvtreds år siden ynglede langt de fleste danske natravne i Vestjylland, Thy, Hanherred og på Skagen Odde. Men der var dengang tillige spredte natravnelokaliteter i Østjylland og på Sjælland og sågar nogle enkelte på Fyn. Disse østdanske forekomster er i dag stort set forsvundet, bortset fra plantagerne langs Nordsjællands kyst – lokaliteter, som minder om de vest- og nordjyske. En nærliggende forklaring på denne udvikling synes at være, at mængden af natravnens foretrukne insekter er gået tilbage i de frugtbare dele af Danmark, hvor land- og skovbrug med stort forbrug af pesticider efterhånden fylder så meget. Til gengæld holder natravnene skansen i sine jyske kerneområder. Således er antallet af syngende natravnehanner på Skagen Odde ligefrem øget markant: fra 45-50 i 1992.95 til 110 i 2016 (Knud Pedersen, Skagen, priv. kom.).
Den danske bestand af natravn antages således at være stabil, selvom udbredelsen er blevet betydeligt indsnævret. Det er derfor vigtigt, at natravnens nuværende habitater ikke forringes. For 150 år siden var natravnen hedernes fugl, ikke mindst heder med begyndende og spredt opvækst af træer. Det er sådan spredt nåle- eller birkeskov, afvekslende med større lysninger på mager jord, der er det optimale for natravnen.
Billedet af den nærmest usynlige natravn i skovbunden er taget af biologen Bjarne Moeslund. Han har sammen med en række andre naturinteresserede sidste år købt 25 ha. fredet, men stærkt tilgroet klithede ved Grønnestrand i Han Herred. Med myndighedernes udelte og taknemmelige accept er ejerkredsen nu i fuld gang med at få fjernet alle klit- og bjergfyr, men med efterladelse af større skovfyr, som står spredt. De to førstnævnte arter blev i sin tid indført i sandflugtbekæmpelsens tjeneste, hvorimod skovfyr er oprindelig. Formålet med denne indsats er at genskabe arealer med den truede naturtype atlantisk klithede – og med bevaring af skovfyrrene at optimere betingelserne for natravnen. Udover tilkøbt maskinkraft har holdet af naturvenner lagt hundredvis af timer i rydning og opsamling med håndkraft af kvas og grene.
Det var under dette arbejde, at man var ved at falde over nogle natravne i det nyerhvervede klitterræn, som dokumenteret så direkte med kamera. Bestanden vil forhåbentlig blive styrket af dette prisværdige naturplejeinitiativ, bekostet ud af egne lommer. Klithedens naturlige flora af bl.a. dværgbuske, djævelsbid, vintergrøn, gøgeurter mm. ventes ligeledes at komme styrket igen – måske også i selskab med den sjældne sommerfugl hedepletvinge, som er set som strejfer i området.
Og stikker tilgroningen atter hovedet for langt frem, kunne Moeslund & Co. måske finde på at sætte et hold geder ind. Geder er gode for at give små næsvise bjerg- og klitfyr en lærestreg – og ikke nok med det, som de gamle allerede var på det rene med: De yder nok alligevel også en tår mælk eller to til sommernattens flaksende skygger af langvingede gedemalkere.
