Dyr i velfærd eller helvede?

Af Jørgen Vangsted https://vangstedet.dk

Der findes ikke den politiker, der tør andet end at forsvare dyrevelfærdsloven med næb og klør. Men der henvises som regel kun til denne rammelovs generelle bestemmelser med de magiske første fire paragraffer.

Bortset fra § 4, der blev indført for nogle år siden og som mest af alt skal opfattes som en moralsk præcisering af, hvad seksuelle fantasier ikke må føre til, så står det jo mere end tydeligt i de første tre paragraffer, hvad meningen er med loven.

Dyrene synes derfor at være godt beskyttet. Men læser man videre i lovtekstens 75 paragraffer opløses de generelle bestemmelser af et enzym der hedder ”Ministeren kan fastsætte bestemmelser…” og dermed lempe betingelserne, hvor han eller hun føler det belejligt.

Man behøver ikke at være dyrlæge for at forstå, hvor umuligt det er i nutidens konventionelle dyrefarme, hvis man skal følge de generelle bestemmelser. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor benytter ministeren sig af sine beføjelser til at indføre en økonomisk målestok for sondring mellem dyrevelfærd og dyrplageri.

For en kylling og en gris kan det blive et helvede!

Fra beskyttelse til dyrplageri

Scenariet er derfor tit som følger:  Når det ikke kan lade sig gøre at indordne sig efter de generelle bestemmelser, må Landbrug og Fødevarer på deres medlemmers vegne bede ministeren om at ”fastsætte bestemmelser” der er til at ”leve med”, som det hedder. Og som Minister for Landbrug og Fødevarer tør man ikke andet!

Det gør ministeren så med lidt til gården og lidt til gaden. På den ene side er der en befolkning, der ønsker dyrevelfærd, mens landbruget først og fremmest tænker på afkastet – som de har haft meget held med at knytte til det, de ser som dyrevelfærd.

Meget ofte pakker ministeren herefter sin stærkt reduktionistiske forståelse af loven ind i ”overgangsordninger”, ”frivillige tilstræbelser ”, ”dispensationer” så landbruget kan få tid til at ”omstille sig”. Men tit ser vi, at det langt fra bliver bedre.

Landbruget – der får rundt regnet en milliard kroner i støtte om måneden -føler sig presset af priserne på kød, og ser sig derfor nødsaget til at producere flere enheder ved at rationalisere på dyrenes bekostning. Det betyder dispensationer til halekupering, lempelige regler for hvor tæt dyrene må gå, mildere påtaler efter kontrolbesøg, øget medicinforbrug, lange transporter, udvidelse af farmene og stadig mindre dagligt tilsyn med dyrene.

Alt sammen foregår det for lukkede stalde. Af hensyn til sygdomme, må ingen fremmede komme derind. Denne hermetiske lukkethed kan så føre til en syg behandling af dyrene, der for mange landmænd kun er et redskab til at tjene penge.

Hvor aben lander

En landmand gør på sin side som alle andre. Han forsøger at tjene penge. Ministeren, der har det overordnede ansvar, er desværre røget med ind i en ”åleruse” af støtteordninger, spekulative gevinster på jord, kapitaltunge bedrifter og et folkekrav om billigt kød, der får dyrevelfærdsloven til at fremstå som en diskrepans til virkeligheden.

Men det er og bliver et politisk ansvar!

Så hvis Jacob Jensen virkelig mener det han siger, kunne han for længst – med rammeloven i hånden! – have styret udviklingen i en anden retning. Nu vil han så pludselig øge straffen for dyremishandling, men hvad hjælper det, hvis rammerne er de samme og kontrollanterne bliver udstyret med glasøjne og mundkurv?

Læs flere artikler af Jørgen Vangsted her:

Rene ord for alle pengene

Bannerbillede: Industrikyllinger i helvede. Foto: Wikipedia.