Veldokumenteret og velformuleret bog om grådighed og de spildte muligheder for at redde vores fælles naturgrundlag – og håbet, der kommer og går
Mens græsset gror, dør horsemor, lyder et gammelt ordsprog. I dag kan vi oversætte det til, at vi aldrig har vidst bedre og samtidig gjort så lidt for at skabe en tålelig fremtid for vores børn og børnebørn. I mere end fyrre år har vi haft adskillige muligheder for at komme naturen til undsætning.
Siden de døde jomfruhummere blev hevet op af Kattegat i oktober 1986, har vi hørt den ene alarmklokke bimle efter den næste, men alligevel fortsætter vi overgødskningen af havet og nedsprøjtningen af biodiversiteten, som om intet var hændt. Alligevel blev 2024 et af de værste år med gift i drikkevandet og iltsvind i havet, hvor fedtemøget skyller ind på kysterne.
Endnu er der mulighed for at gøre noget, at redde naturen og livskvaliteten uden for de store byer, men kun hvis vi tør gennemføre det nødvendige. Det påpeger forfatteren Jørgen Vangsted gang på gang i bogen ”Mens græsset gror…”, der netop er udgivet.

Vangsted har samlet al den nødvendige viden for at GØRE NOGET i en velskreven bog på 150 sider. Og han spørger direkte: SÅ HVAD VENTER VI PÅ? Ovenikøbet er bogen blevet lagt i postkassen på Christiansborg til hver og en af de 179 folkevalgte, så ingen kan længere snakke udenom eller undskylde sig med ikke at vide noget.
Bogen er et velrettet indspark i den aktuelle debat, en hybridbog som både består af prosa og lyrik og af såvel personlige refleksioner som af veldokumenteret fagligt stof. Strukturen er tre hovedkapitler med overskrifterne: ”To erhverv og en forarmet natur”, ” Grådighed, magt og demokrati” og ”Om tid”.
Plukker man i indholdet, der er opdelt i 33 underkapitler, så læser man overskrifter som:
Den meningsløse ødelæggelse af vores natur
Hvor er de vilde dyr og fugle blevet af?
Viden er ikke et synspunkt
Den store animalske produktion
Rewilding
Rovdyr i et svækket demokrati
Magtens sprog, troværdighed og politikerlede
Oplysning som en demokratisk forudsætning
Håbet der kommer og går
Vi flyver mod klimakatastrofen
Elitens transportmiddel
Vi er jo ikke så mange i Danmark
… og endnu flere fængende overskrifter. Se hele indholdsfortegnelsen her.
Det særlige ved bogen er, at den er skrevet af en engageret iagttager, der lever midt i orkanens øje, derude hvor livskvaliteten er på spil, altså uden for de store byers bonede gulve. En forfatter, der lever i det ødelagte miljø og den svindende natur, som han kyndigt og engageret fortæller om i håbet om en forandring…


Varefakta
”Mens græsset gror” er på 150 sider og er illustreret med et dusin farvebilleder. Den fortjener at læses af enhver, der bekymrer sig om naturens overlevelse og familiernes livskvalitet i fremtiden i et hærget landskab, hvor det til stadighed går den gale vej.
Bogen er også den perfekte mandelgave eller julegave – giv den til en, du holder af, men som bør bringes til at forstå, hvor meget der er på spil.
Du bestiller Jørgen Vangsteds bog ved at udfylde formularen på hans hjemmeside. Den koster kr. 149,-, og prisen inkluderer levering til en postbutik i Danmark. Hvis du ønsker levering til din bopæl er prisen 169,- pr. bog.
Bannerbillede: Der findes ca. 30 af disse muslingefartøjer i Limfjorden, hvor de høvler løs med kraftige motorer, så fjordbunden efterlades som en livløs pløjemark. Foto fra bogen.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







Så er der bestilt 2 eksemplarer- Tak Kjeld og Jørgen 🙏❤️