Jagten på højere produktion skaber landbrugsdyr, der knap kan overleve deres eget liv

Kødindustrien har skabt en landbrugssektor, hvor ekstremavl gør grise, køer og kyllinger syge fra fødslen og belønner brækkede brystben og mavesår, så længe bundlinjen vokser. Samfundet bør sætte en grænse nu for de mange millioner af spilddyr, som sektoren producerer

De seneste måneders debat om dansk svineproduktion, som blandt andet dagbladet Information har dækket, har igen sat fokus på de alvorlige dyrevelfærdsproblemer, der følger af den industrielle produktion.

Historier om høj pattegrisedødelighed, søer presset til at føde stadig større kuld, og dyr, der lider under de produktionskrav, vi har avlet dem til at opfylde, rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvor langt er vi villige til at gå i jagten på effektivitet?

Skrevet af Astrid Ruegaard Hansen, dyrlæge

Gennem årtier har avlsarbejdet i landbruget været rettet mod at øge produktionen. Resultatet er dyr, der på papiret er ekstremt effektive, men som ofte presses til grænsen af deres biologiske formåen.

Det kaldes ekstremavl, og læser man regeringsgrundlaget, skulle man tro, det kun vedrører grise. Men det gør det absolut ikke.

Dødelighed og lidelse hos dyr er i praksis indbygget i systemet

Ekstrem som ord bruges til at beskrive noget, der er yderliggående, overdrevet og langt fra normalen. Avl er menneskets kontrol over, hvilke egenskaber der gives videre til næste generation. Ekstremavl opstår, når dyr avles til at producere så meget, at det fører til sygdomme, lidelser eller høj dødelighed. Disse lidelser kaldes produktionssygdomme.

”Et særligt eksempel er de såkaldte delfingrise. Det er små, svage og ofte misdannede grise, som ikke har fået tilstrækkelig næring i fosterstadiet. Når ressourcerne i livmoderen ikke slår til, prioriteres hjernens udvikling, mens resten af kroppen sakker bagud. Resultatet er grise med et kæmpe hoved og en meget lille krop”

Landbrug & Fødevarers eget svineavlsselskab DanBred beskriver formålet med avlsprogrammet som at minimere omkostningerne ved produktionen af et kilo grisekød. Kort sagt handler det om at få dyrene til at producere mest muligt på kortest mulig tid og med færrest mulige udgifter til foder, bygninger og arbejdskraft.

Landbruget har indtil nu ikke selv vist nævneværdige samvittighedskvaler over for de ekstreme dyr, avlsarbejdet har skabt. At vi kan presse dyr til stadig højere produktion, betyder ikke, at vi har ret til det. Det er på tide at sætte en grænse for en avl, hvor dyr reduceres til produktionsmaskiner holdt i live på antibiotika og betaler prisen med produktionssygdom, lidelse og ødelagte kroppe.

Malkekøer er et tydeligt eksempel på dette. En højtydende malkeko er avlet til at præstere så meget, at det svarer til 1,5-2 maratonløb hver dag. Hun er konstant sulten og fysiologisk meget sårbar. Mange køer har produktionssygdomme såsom mavesår, vomlidelser og drejning af den fjerde mave (som dyrlægen syr fast indvendigt på bugvæggen), ud over yverbetændelser, forfangenhed, stofskiftelidelser, klovlidelser og livmoderbetændelser.

Hos søer ses konsekvenserne i jagten på stadig større kuld. DanBreds søer får i gennemsnit omkring 20 pattegrise per kuld, selv om de har betydeligt færre patter. Mange pattegrise fødes derfor små, svage eller uden reel mulighed for at klare sig. Samtidig udsættes søerne for et enormt fysisk pres. Langvarige fødsler, betændelser, klovproblemer, mavesår og andre lidelser forekommer hyppigt.

Et særligt eksempel er de såkaldte delfingrise. Det er små, svage og ofte misdannede grise, som ikke har fået tilstrækkelig næring i fosterstadiet. Når ressourcerne i livmoderen ikke slår til, prioriteres hjernens udvikling, mens resten af kroppen sakker bagud. Resultatet er grise med et kæmpe hoved og en meget lille krop. De udgør en stor del af de mere end 25.000 pattegrise, der dør hver dag i dansk svineproduktion.

Problemet er, at de store kuld stadig kan betale sig økonomisk. Selv om mange pattegrise dør, vil nogle ekstra overleve og bidrage til produktionen. Dermed bliver dødeligheden i praksis indbygget i systemet.

Anstændig velfærd for produktionsdyr er stadig en by i det ydre Mongoliet

Debatten om dyrevelfærd handler om mere end døde pattegrise

Også æglæggende høns er avlet til ekstrem ydelse. De begynder at lægge æg, mens de stadig vokser, og de producerer langt flere æg, end høns oprindeligt er udviklet til. Forskning har bevist, at mange af selv de økologiske høns får brud på brystbenet som følge af den intensive produktion.

Slagtekyllinger er et andet eksempel. De er avlet til at vokse så hurtigt, at ben, led og kredsløb ofte har svært ved at følge med. På blot omkring 40 dage når de op på deres slagtevægt. Endnu mere tankevækkende er det, at forældredyrene til disse kyllinger sultes for ikke at vokse så hurtigt, at de mister evnen til at fungere som avlsdyr.

Det samme mønster ses i svineproduktionen. Slagtesvin er avlet til ekstrem vækst og kan tage mere end et kilo på om dagen. En så hurtig vækst øger risikoen for problemer med knogler og led. Også her må forældredyrene ofte også sultes for at dæmpe de konsekvenser, som de samme vækstgener skaber.

Fælles for disse dyr er, at de er avlet til maksimal produktion på bekostning af deres egen krop. Sygdom, smerte og fysiologisk belastning er ikke tilfældige følger, men konsekvenser af de avlsmål, virksomhederne har valgt. Når dyr bliver syge af at være det, vi har avlet dem til at være, er grænsen overskredet.

Debatten om dansk svineproduktion handler derfor om mere end døde pattegrise og dårlige staldforhold. Vi må også diskutere alle former for ekstremavl i landbruget og i sidste ende et forbud mod fortsat at udnytte dyr, der er avlet så langt ud over deres biologiske grænser.

Denne artikel har været bragt som debatindlæg 5. august 2026 i dagbladet Information.

Du kan læse en længere og mere dokumenteret version af artiklen her.

Bannerbillede: Kyllinger avles til at vokse så hurtigt, at ben, led og kredsløb ofte har svært ved at følge med. På blot omkring 40 dage når de op på deres slagtevægt. Foto: Anima.