Den største og folkerigeste af USA’s delstater, Californien, er gået i krig mod de engangs-plastikposer, der findes i supermarkederne og bruges til at pakke fødevarer i. Delstatens senat har vedtaget et forbud mod poser, der ikke er bionedbrydelige og markeret som sådan. Forbuddet træder i kraft 2025.

Det skriver Lars Rugaard for gylle.dk.

I USA kaldes poserne ”pre-checkout bags”, fordi de er til rådighed, før kunderne afregner ved kassen. Fra 2025 må de stadig findes, men så skal de være bionedbrydelige og så skal de kunne kendes på en grønfarvning og /eller påskriften ”compostable” (bionedbrydelig).

Californien har allerede i flere år ligesom en mindre gruppe amerikanske delstater haft et forbud mod engangs-bæreposer af plastik, der udleveres eller købes ved kassen. og som ikke er bionedbrydelige.

Mellem Californien og Hawaii skønner organisationen The Ocean Cleanup, at der er plastikaffald nok til at fylde Frankrig tre gange. Foto: The Ocean Cleanup.

Indgrebet mod plastikposerne har betydning langt ud over Californien selv. Med en kystlinje på ca. 1.350 km ud mod Stillehavet leverer delstaten sin del af de store mængder plastikaffald, der findes i havet. Ifølge organisationen The Ocean Cleanup, der indsamler plastik i Stillehavet, findes der mellem Californien og Hawaii-øgruppen affaldsøer bestående af plastik, der tilsammen er på størrelse med Frankrig tre gange. At affaldet findes i dette område, betyder dog ikke, at det udelukkende stammer fra Californien – langt den overvejende del kommer ifølge The Ocean Cleanup fra fiskeriet.

Miljøorganisationen Californians Against Waste (CAW) har støttet forbuddet med henvisning til, at poserne forurener næsten alle former for affald. CAW’s operationelle chef har henvist til, at ”de (poserne) forurener komposteret affald, flyver rundt i og omkring lossepladser, flyver ud af lastbiler og blokerer udstyr til genbrugsbehandling”.

Bannerbillede: Plastaffald flyder verdenshavene og skyller op overalt på strandene. Foto: Wikiwand

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar