Man kan i dag stå i supermarkedet og kigge på en Arla Øko Yoghurt, der er klimakompenseret. Lige ved siden af står en økologisk Arla A38, som ikke er klimakompenseret. Der står “CO2e-neutral” på yoghurtkartonen, mens der ikke fremgår noget om klimaneutralitet på A38-beholderen. Men Skandinaviens største mejeriselskab risikerer gennem sin markedsføring af produkterne, at forbrugere tror, at alle økologiske produkter fra mælkedistributøren har fået kompenseret deres CO2-udledning. Det viser en ny undersøgelse.
Det skriver Børsen den 9. februar 2021.
Forbrugerombudsmanden oplyser samtidig til Børsen, at myndigheden har modtaget 15 klager over Arlas kampagne af CO2-neutrale produkter. Det er “usædvanligt højt” for en enkeltstående kampagne, fortæller Forbrugerombudsmanden, der til sammenligning i alt modtog 48 klager om greenwashing i 2020.
I november 2020 meldte Arlas konkurrent Margarine Foreningen selskabet direkte til Fødevarestyrelsen for vildledende markedsføring, og foreningen mener selv, at den nye undersøgelse blandt forbrugere nu lægger ekstra gods bag deres argument.
Undersøgelsen er bestilt af foreningen og foretaget af A&B Analyse i december 2020 blandt 1015 danske forbrugere, der har set Arlas tv-reklame. Den viser bl.a., at 69 pct. af forbrugerne tror, at Arlas økologiske Klovborg-ost har fået dens klimabelastning streget i atmosfærens samlede regnskab, hvilket ikke er tilfældet.
I realiteten er det alene 90 mio. kg mælk til produkterne under brandet Arla Øko, der er blevet klimakompenseret.
Det brand udgør under en femtedel af de i alt 485 mio. kg økologisk mælk, Arla årligt tapper i Danmark, og under en tiendedel af koncernens samlede årlige mængde økologisk mælk.
Greenpeace: Arlas »klimaneutrale« mælk koster klimaet og Danmarks miljø dyrt
Faktaboks
Arlas klimakreditter
Selskabet kompenserer for CO2-udledningen gennem produktionen af mælk til sit Arla Øko-brand ved at investere i skovprojekter.
Skovprojekterne tjener det formål at plante nye træer, der opfanger CO2 fra atmosfæren, eller bevare skovområder.
I alt kompenserer Arla 123.000 ton CO2 gennem tre skovprojekter i Østafrika, Brasilien og Indonesien.
Projekterne er certificeret Verified Carbon Standard.