
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og partierne bag forsvarsforliget har indgået en aftale om en ny lov, der skal gøre det muligt for forsvaret at gennemføre bygge- og anlægsprojekter og driftsaktiviteter, uden at respektere eksisterende lovgivning. Hvis loven vedtages, kan forsvarets ”driftsaktiviteter” væltes ind over stort set alle nationale naturfredede arealer. Kun EU-dikterede beskyttelsesforanstaltninger vil næppe kunne tilsidesættes
Forsvarets nye lov om fuld fart på udbygning og drift blev førstebehandlet 14. august 2025 uden væsentlige protester. Ifølge Nyhederne TV2 er der endog i Danmarks Naturfredningsforening forståelse for, at der er nogle oprustningsprojekter i Danmark, som der skal fart på, men naturrådgiver Anders Juel fra foreningen var alligevel ”lidt bekymret” og påpegede, at ”den her lovgivning giver mulighed for helt at tilsidesætte stort set alt natur- og miljølovgivning, og vi er lidt bekymrede for, om den kun bruges i de tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt.”
Ifølge DR Nyheder skærpede foreningen dog retorikken samme dag, hvor foreningens naturrådgiver udtalte: ”Det, vi ser, er jo nærmest en komplet tilsidesættelse af den lovgivning, vi har, der sikrer hensynet til natur og miljø. Det er alt fra beskyttet natur og levesteder for arter til forureningshensyn og andre miljøhensyn, som bliver tilsidesat. Det er nærmest et komplet carte blanche til at ødelægge natur og levesteder for arter og til at forurene. Potentielt kan man jo gøre uoprettelig skade på naturen”, sagde naturrådgiver Anders Juel.
Aftalen betyder, at bygge- og anlægsprojekter og driftsaktiviteter, der tjener væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige beredskabsformål, vil kunne undtages fra sædvanlige krav om f.eks. byggetilladelser eller miljøgodkendelser, hvis det er påkrævet for at opnå formålet med projektet eller aktiviteten. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Det er især bemærkningen om frit løb for ”driftsaktiviteter”, der vækker bekymring, fordi begrebet kan dække over væsentlige indgreb i fredede områder af hensyn til f.eks. krigsøvelser.

Loven kan genåbne balladen om kampvogne på fredede hedearealer
Et aktuelt eksempel er forsvarets krav om kørespor til kampvogne henover den fredede Lyngbos Hede ved Henne i Vestjylland.
Forsvaret ønsker at kunne køre den korteste vej mellem kasernen i Oksbøl og militærlejren i Nymindegab, men køresporet vil skære gennem klitplantager og flere fredede hedearealer, herunder den 236 hektar store Lyngbos Hede. Alternativet ligger lige for – forsvaret kan køre udenom de uberørte hedearealer ved at anlægge kørespor på landbrugsjord, men alligevel insisterer man på det ødelæggende spor henover heden.
Både Danmarks Naturfredningsforening og Varde kommune havde bøjet sig for forsvarets krav om adgang til at køre med kampvogne hen over den fredede hede, men Henne Strand Grundejerforening stod fast på kravet om respekt for loven – og fik medhold. Med en opsigtsvækkende kendelse valgte Fredningsnævnet at følge lovens bogstav og afsagde en kendelse til fordel for naturen i den flerårige strid.
Forsvaret taber første slag i krigen om kampvogne på Lyngbos Hede
Umiddelbart kan man frygte, at forsvaret nu vil forsøge at gennemtvinge de ønskede kampvognsspor på hederne ved hjælp af ”Troels Lund Poulsen”-undtagelserne, men så kommer politikerne på kant med de internationale aftaler om udpegning og beskyttelse af nationale naturområder.

I Danmark har vi tiltrådt både konventioner og direktiver. De første er anbefalinger, som den danske stat har lovet at følge, mens direktiver, som typisk kommer fra EU, omhandler forpligtende aktiviteter. Lyngbos Hede er omfattet af bestemmelserne i EU-Habitatdirektivet, som den danske stat har pligt til at implementere i sin lovgivning i skikkelse af Natura 2000-områder. Deres beskyttelse er en del af den forpligtende internationale lovgivning, som den danske stat ikke kan tilsidesætte. Staten kan ændre de nationale love, men der er næppe juridisk grundlag for at ændre på lovgivning, der er baseret på EU-direktiver som f.eks. Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet.
Hvad mener Danmarks Naturfredningsforening?
Redaktionen har bedt fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch i Danmarks Naturfredningsforening om at kaste lys over denne problematik. Vi spurgte og fik disse svar (svarene er markeret med rødt):
- Vil loven give forsvaret ret til at tilsidesætte al anden dansk lovgivning, når der f.eks. skal bygges/udbygges kasernefaciliteter.
Loven forudsættes primært anvendt til fravigelse af regler på bygge-, plan-, miljø- og naturområdet, men der er som sådan ingen begrænsninger ift. hvilke regler på andre områder, der også kan fraviges.
- Vil loven give forsvaret ret til at indrette øvelsespladser/afholder øvelser i naturfredede områder?
Ja, det er der intet der udelukker, men aktiviteterne og projekterne/aktiviteterne skal dog leve op til lovens kriterier og herunder vurderes at have væsentlige nationale forsvarsformål.
- Vil loven give forsvaret ret til at tilsidesætte internationale aftaler og EU-direktiver som f.eks. Habitatdirektivet?
EU-direktiver skal selvfølgelig overholdes, men der findes f.eks. i Habitatdirektivet fravigelsesmuligheder, der sikkert vil blive søgt anvendt ved de samme projekter og aktiviteter som loven vil blive søgt anvendt på. Habitatbeskyttelsen kan kun fraviges i tilfælde, hvor der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og hvor der ikke findes alternativer til gennemførelse.
- Vil loven give forsvaret ret til at køre med kampvogne på tværs af Lyngbos Hede i Vestjylland trods fredningsnævnets aktuelle afvisning af dette ønske?
Det kan de principielt godt få lov til, hvis det vurderes at disse aktiviteter lever op til lovens kriterier, herunder at have væsentlige nationale forsvarsformål.

Sådan skal loven anvendes
Ifølge Forsvarsministeriet indeholder aftalen om den nye lov tre primære værktøjer. De kommer her:
- Det første værktøj er, at vedkommende minister kan overtage kompetencen fra f.eks. en lokal kommune til at træffe afgørelse om tilladelser og dispensationer til bygge- og anlægsprojekter eller driftsprojekter, som tjener væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål. Dermed kan sager herom afgøres hurtigere, men reglerne vil stadig være de samme som i dag.
- Hvis det første værktøj ikke er tilstrækkelig til, at et vigtigt projekt kan gennemføres, kan det næste værktøj anvendes. Her kan vedkommende minister fastsætte, at konkrete regler på f.eks. plan- og miljøområdet ikke skal gælde for projektet eller aktiviteten.
- Det tredje værktøj er, at klageadgangen kan afskæres. Dermed risikerer man ikke, at et projekt, der er vigtigt for forsvaret af Danmark, må ligge stille i måneder eller år, mens en klage behandles.
Bannerbillede: Den nyeste version af Hærens kampvogn – Leopard 2A7 – kaldes verdens bedste kampvogn. Pressebillede.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







I midten af 1930erne var der et andet sted i verden, hvor den regerende magt af hensyn til rigets sikkerhed og trusler fra fremmede magter, gav militæret vide beføjelser/magt til at tilsidesætte landets øvrige lovgivning.
Det kom der vist ikke noget godt ud af.
Der hersker faktisk stadigvæk et totalitært styre med fornyede imperialistiske drømme i Rusland!
Ukraine er under invasion på fjerde år og diverse eksperter både på den ene og anden side af hedengangne jerntæppe frygter Pootins vilje og evne til at angribe endnu flere fredelige nabolande, i øvrigt ifølge krigsforbryderens egne offentligt fremsatte udtalelser.
Det er bemærkelsesværdigt som i naturfreaks ønsker at forsvare enhver plantes overlevelse, mens egen overlevelse i frihed og ellers højt besungne demokrati gerne sættes på spil. En dybt naiv og komplet uansvarlig prioritering!
Let dog jeres verdensfjerne røv, og accepter at der er vigtigere værdier på spil end danske naturområders ve og vel!
Under RuSSisk herredømme er der sikkert endnu mindre mulighed for at dyrke frihed og fisefornemme akademiske fornemmelser i naturskønne omgivelser!
Om ti femten år når galningen er kreperet er der forhåbentlig igen samfundsmæssigt overskud til jeres luksusproblemer!