Biologerne Hans Henrik Bruun, Jacob Heilmann-Clausen, Rasmus Ejrnæs, Anders Højgård Petersen, Carsten Rahbek offentliggjorde 4.3. 2015 en kras bredside mod Naturstyrelsen, der på det nærmeste beskyldes for at starte en ny “Skovsminke“-sag! Indlægget blev trykt i dagbladet Politiken, men med forfatternes tilladelse kan det læses her.
Naturstyrelsen under Miljøministeriet offentliggjorde i slutningen af januar 2015, at der nu er flere gamle træer og mere dødt ved (døde stammer og grene) i de danske skove, end der har været i flere hundrede år.
Den primære grund til at interessere sig for mængden af dødt ved i skovene er hensynet til de vilde arter af svampe, mosser, insekter og større dyr, altså biodiversiteten. Eftersom særligt mange udryddelsestruede arter er afhængige af dødt ved, er spørgsmålet centralt i den igangværende debat om forvaltning af dansk natur. For eksempel var manglen på dødt ved en hovedårsag til at Danmark i 2013 måtte rapportere til EU at samtlige Habitatdirektivets skovtyper var i ”stærkt ugunstig bevaringstilstand”.
Naturstyrelsens overraskende nyhed var baseret på en rapport fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) ved Københavns Universitet. Desværre holder rapportens konklusion næppe, for den gør sig skyldig i nogle alvorlige brud på god faglig praksis.
Rapportens centrale graf viser udviklingen i den samlede mængde af dødt ved i Danmark år 1500-2014. Kurven er fremkommet ved at gange to tal sammen, nemlig ét tal for skovarealet og et andet for den gennemsnitlige mængde af dødt ved målt i kubikmeter per hektar. Kurven, der stiger meget stejlt fra 1950 til 2000 og nærmest lodret efter år 2000, bærer dette budskab: Der er mere dødt ved i dag, end der har været på noget tidspunkt de seneste 500 år, og mængden er i voldsom stigning.
Der er tre alvorlige problemer med denne kurve:
1) Den tilsyneladende eksplosion i mængden af dødt ved fra 1950-2014 er ikke underbygget af reelle tal. Stigningen skyldes dels de seneste års skovrejsning, hvilket er irrelevant for en beregning af dødt ved i dag, da der i nyplantede skove hverken er dødt ved eller gamle træer. Stigningen skyldes også at definitionen af hvad skov er fra år 2000 er blevet udvidet til at omfatte arealer med spredte træer under 5 meters højde. Den ændring har fået skovarealet til på papiret at stige kraftigt, uden en tilsvarende reel ændring ude i landskabet. Vores analyse af tal fra IGNs egen Skove og Plantager 2012 viser, at den nye rapport overestimerer stigningen i skovarealet med 46 % for perioden 1990 til 2012.
2) Den tidligere rapport Skove og Plantager 2012 viste en ændring i den gennemsnitlige mængde af dødt ved fra 4,7 m3 per ha i 2006 til 5,7 kubikmeter per ha i 2012 – en forskel der lå indenfor måleusikkerheden. Til og med var der en faldende tendens for liggende dødt ved. Disse tal er de eneste målte værdier der findes for de danske skove som helhed. I den nye rapport anslås den gennemsnitlige mængde af dødt ved til at være tidoblet siden 1950. Det er et meget optimistisk gæt, som stemmer dårligt overens med de målte værdier. Graferne i den nye rapport viser tendensen som om den var helt sikker. Det strider mod god faglig praksis.
3) Hvor meget skal mængden af dødt ved stige før det gør en forskel for biller og svampe? Skalaen på grafens y-akse afgør om stigningen fremstilles som stor eller lille. Alligevel er rapportens graf uden angivelse af enheder – igen i strid med god praksis. I den internationale litteratur findes adskillige undersøgelser af hvor meget dødt ved der er nødvendigt for at en skov udgør et nogenlunde naturligt levested. Disse undersøgelser peger på en absolut mindstegrænse på 15 m3 per ha i gennemsnit (brun kurve) og en mere sikker tærskelværdi på 45 m3 per ha (rød kurve).
I grafen nedenfor bruger vi disse grænser – som er lave i sammenligning med naturskov, hvor der kan være over 100 m3 dødt ved per ha – til at sætte rapportens kurve i perspektiv. Nu ses det at den beregnede stigning ikke kun er diskutabel, men – hvis den var sand – også er meget beskeden. Det der kunne ligne affyringen af en rumraket i rapportens graf, kommer nu ikke engang over ”trætopshøjde”. Afstanden fra den grønne kurve – d.v.s. rapportens centrale resultat – og op til den brune kurve viser at danske skove stadig er meget langt fra et biologisk mindstemål. Denne figur illustrerer kun det tredje problem som vi påpeger og forsøger ikke at rette på de to første.
Rapporten giver offentligheden indtryk af at danske skove har historisk høje og eksplosivt stigende mængder af dødt ved og gamle træer. Vores gennemgang af analyser og tolkninger viser, at de ikke lever op til god faglig praksis og derved tegner et misvisende billede. Er det sjusk eller fusk? Alle fejlene påvirker i hvert fald rapporten i samme retning, mod én bestemt konklusion.
Det er ydermere uheldigt, at én af rapportens forfattere er embedsmand i Naturstyrelsen. Det er ikke i overensstemmelse med armslængdeprincippet, at den opdragsgivende myndighed har en person med i forfatterkredsen til en uvildig rapport. Hvordan kan offentligheden ellers stole på, at opdragsgiver ikke har blandet sig i forskernes skøn og tolkninger?
Hans Henrik Bruun er lektor i økologi og evolution, Københavns Universitet (KU), Jacob Heilmann-Clausen er lektor i skovøkologi, KU, Rasmus Ejrnæs er seniorforsker i biodiversitet, Aarhus Universitet, Anders Højgård Petersen er specialkonsulent, KU, Carsten Rahbek og professor i makroøkologi, KU.
