Spætter er spøjse. De kommer i mange farver og kvaliteter: Der er sortspætte, grønspætte og gråspætte og i Nordamerika, guldspætte. Her var der også tidligere elfenbensspætte, indtil den hvide mands hensynsløse hærgen og hugst i den nye verden gjorde det endegyldigt af med denne legendariske flodskovsfugl i midten af forrige århundrede. Og så ellers ikke et ord om rødspætten – det bliver for fladt
Nu tilbage til Svendborg, Sydfyns svar på San Fransisco. I mange skove og parker i kommunen kan man støde på grønspætten, en umiskendelig fugl, rød på kalotten og ned af nakken, vissengrøn på oversiden og med smørgul overgump – hvis man da ellers kan få øje på kræet i trækronernes virvar. Ofte er det nok at slå ørerne ud og endda knap nok – selv de tunghøre kan være med: Det gjalder gennem skoven som en hysterisk teaterlatter i falset: Klyh-klyh-kly-kly-kly. Som regel sidder grønspætten højt oppe i et stort træ – det lyder noget mindre indtagende end solsortesang, men betyder det samme: ”Her bor jeg og min kone”. Hver fugl synger som bekendt med sit næb – og nu er det forår og ynglesæson. Æggene lægges i bunden af en udhugget ét-værelses i en træstamme, og helst i et træ, der har kendt bedre dage – det letter tømmerarbejdet.
Men man kan også være heldig at se grønspætten frit fremme – på græsmark, overdrev og selv græsplæner i lidt større haver. Det drejer sig om myrer, grønspættens livret. Som en sonde sender den sin lange, klæbrige spættetunge ned i myrernes gangsystemer, for så at trække i land – med et kriblende vedhæng af Noma-godbidder i egen myresyrlig marinade. Ved forstyrrelse flyver grønspætten væk med gult rygmærke og karakteristisk flad, bølgeformet spætteflugt: Op, når den bruger vingerne og ned som en grøn torpedo, når den slår vingerne ind langs kroppen.
Jylland har altid været Danmarks mest stabile grønspætteland, på Fyn har det til gengæld bølget noget op og ned, som spætteflugt. For 50 år siden var grønspætten forsvundet fra Fyn, men er siden vendt stærkt tilbage og er nu tilstede i de fleste fynske skove, også et par steder på Langeland. Der har sært nok aldrig været grønspætter på Sjælland, selvom den findes i Skåne og langt op i Sverige.
Grønspætten er mest vokal og ikke så flittig en trommeslager som sin mindre slægtning Stor flagspætte. Det er den almindelige spætteart, broget i sort og hvidt med røde bukser og nakke, og som man fra sidst i februar hører tromme højlydt, når solen så småt får magt på klare dage med dybblå himmel. Flagspætten har absolut gehør for de grene og stammer, der giver maksimal resonans. Haveejere tæt ved skov og med mejsekugler ved fuglebrættet får tit flagspættebesøg – den lader sig beundre på meget tættere hold end den forsigtige, grønne myrespecialist.
Stemmen lyder som spurvenes support når de skal have bragt et budskab ud i den større offentlighed. Jeg blev vækket en tidlig morgen af sådan én. Ude i skoven, i min biuak-pose, oppe på bakken fik jeg øje på en ræv der krydsede engen nedenfor. I faren skal man kende sine venner. Om det var mig der blev kaldet på?
.. hvem kunne ellers kunne stoppe en ræv hvis ikke et menneske.