Heilmanns naturkalender: Forårsflora med kontraster

Martsviol og følfod åbner side om side floraens forårsfest. For dem og andre blomsterplanter er bestøvning og frøspredning vitale funktioner, som oftest er udviklet og tilpasset gennem årmillioner i indbyrdes koordination med andre organismer, især insekter. Kontrasterne mellem de to velkendte forårsbebudere er slående

I bunden af hegn og krat tegner martsolen gitterværker af skarpe skygger fra grenvirvaret af tjørn, slåen og mirabel, så det kan flimre for øjnene. Dybgrønne totter af stor nælde er på vej op gennem de visne blade med kiselpotente brændehår i samtlige sylespidse bladtakker.

Men der er andet på færde – et lysende lysegrønt bed af mere venligt bølgebordede blade i alle faser fra sirligt sammenrullede kræmmerhuse til fuldt udfoldede med hjerteformede omrids. Og hejst op på stængler med yndefuldt bøjede nakker ses faner af indigoblå og violette violblomster, nogle udsprungne, andre i knop. Det er martsviolen, Viola odorata, en viol til tiden, den ene af blot to af vores hjemmehørende dusin violarter, der dufter – med en af de højest skattede af alle blomsterdufte.

Violblomsten har en uregelmæssig arkitektur, med kun ét symmetriplan, som et ansigt, velkendt fra dens trefarvede slægtning stedmoderblomsten. Lidt stedmoderligt stramt i udtrykket måske, som dog på ingen måde afholder udvalg af små insekter fra at lande midt i det duftende blomstergab og sørge for bestøvning og efterfølgende frøsætning.

Spredningen af violfrøene er fascinerende nok også lagt i hænderne, eller rettere i de seks ben på insekter. Efter blomstring bøjer violstænglen med sine modne frø sig yderligere, nu nærmest i støvet, ned mod en af myrernes mange travle fodstier. Violfrøet har nemlig et lille olieholdigt vedhæng, som lige er noget for myrer. De standser op, hapser frø og vedhæng og myldrer videre med violsnack to go – og uden at æde frøet, der bliver droppet et andet sted. Frøspredning med myrefragten – voila, viola!

Anderledes iøjnespringende end violernes dunkelt violette bryder komplementærfarven gul frem i skikkelse af følfod, ofte i småflokke og nærmest fra den ene dag til den anden. Ligeledes først på sydvendte skrænter men altid lysåbent og skyggefrit og gerne på forstyrret mineraljord. For enden af skælbladede stængler som tykke fletninger rækker blomsternes radialsymmetriske ansigter himmelvendt op, hvad der har sine gode grunde. Frøene skal lidt senere på luftrejse og ikke fodtur.

Følfod hører til en af de artsrigeste familier, kurvblomstfamilien. Cirka hver tiende af klodens i alt ca. 300.000 arter blomsterplanter er en kurvblomst.

Kurvblomster har en særlig opbygning: Det, man til daglig kalder ”blomsten”, er i virkeligheden en ”kurv” fuld af talrige små enkeltblomster, placeret på en rund, enten flad eller hvælvet blomsterbund. Blomsterne i periferien er ofte forskellige fra resten, og ofte både i farve og form. De kaldes randblomster og er gerne større end dem indenfor, skiveblomsterne. Det er også tilfældet hos følfod. Her er farven den samme gule – men randblomsterne er hunblomster med et langt kronblad, og skiveblomsterne er hanblomster med kortere kronblade og synlige støvknapper. Følfod har altså én-kønnede blomster, arrangeret i en rund og kønsopdelt kurv.

Et væld af kurvblomstarter er gule, og de fleste vokser på tørre, solrige og åbne steder. De er resultater af en co-evolution med insekter gennem de sidste ca. 100 mio. år. Kurvblomstens store platform giver som en anden heliport bekvemme landingsforhold for større insekter som f.eks. bier, og de intenst gule pigmenter yder både beskyttelse mod solens UV-stråler og en særlig tiltrækningskraft for mange insekter.

Ved modningen udvikles små fnuglette sejl af kurvblomstfrøenes fnok, parate til at bære frøene langt væk, når et resolut vindpust løsner fortøjningen til blomsterbunden. Noget alle kender, der har pustet til en afblomstret mælkebøtte, en anden gul kurvblomst. Det er frøspredning båret af vinden, tilpasset det åbne og tørre land. I frugtstadiet er følfods kurv først lidt hængende men retter sig op, når frøene har sat sejl og parat til afgang. Så flyver de afsted med forårsvinden og fører arten videre ud i verden.

Bannerbillede: En salig vejring af violduft bølger forbi ens næsebor, når man nærmer sig større grupper af udsprungne marts-violer i bunden af krat og hegn. Foto: Ian Heilmann