Heilmanns naturkalender: Nu kommer farverne igen

Vintervejret i år har skabt landskaber i gråtoneskalaens vold. Man kommer til at hungre efter farver

I årevis har man gået og sukket efter mere klassisk vintervejr, så det atter var til at kende forskel på årstiderne. Nu fik vi det så, i bredfyldt mål, og næsten ubrudt siden de første sneflokke kom vrimlende lige efter nytår. En usædvanlig fastlåst og dybt slangebugtende nordatlantisk oscillation i den nederste stratosfæres jetstrømme har bragt vedvarende kold østenvind til Skandinavien, varmerekorder i Grønland, bidende kulde i det centrale Nordamerika og varmebølge i Alaska, Vestcanada, Californien og det østlige Stillehav.

Nu har så vintertrætheden i løbet af februar bidt sig fast i mange af os utaknemmelige skarn, længsel efter tøbrud og vår vokser i takt med dagslængden og det endeløse bøvl med snerydning, halsedisser, utilstrækkelige vanter og vejsalt i sarte hundepoter.

Til forskel fra sommerhøjtryk med høj himmel og kumulusskyer medfører højtryk om vinteren på vores breddegrader konturløst blegt gråvejr og dis. En tiltagende vintertristesse kan skyldes manglen på solskinsbefordret D-vitamin, men kan også meget vel tænkes at skyldes manglen på farver i omgivelserne. Det er som om et optisk filter er blevet skudt ind, der kun lader gråtonespektret fra hvidt til sort passere. Sneklædte landskaber, snepudrede træer, urt og busk i skjul, sorte og grå bøgestammer, spættede birke, sorte solsorte, krager, råger, alliker og ravne, sorthvide husskader og bramgæs, grå grågæs, sædgæs og blisgæs og hvide svaner i fjordenes sorte våger. Det dæmpede dagslys formår blot at sende svage reflekser med strejf af mørkegrønt fra de saftløse nåletræer i skov, park og have. Alt synes i dvale over og dødt under sneens hvide ligklæde.

Så er det som et sjælsopløftende mirakel at få øje på en dompaphan, når den på vinterkvist vender sig i rette vinkel. Under dens katolske kalot og stumpede slag i blygråt, sort og hvidt gløder hals, bryst og bug i mættet cadmiumrødt. Ikke mindre udsøgt er synet af en isfugl på en gren over en vinterlig å med sort vand i tyktflydende hvirvler. Dens ryg lyser som en turkisstribe mellem de mat grønblå og lysskellede vinger. Det er intense farvestimuli til slunkne nethinder midt i den vintertrætte gråhed – som et andet skud D-vitamin.

Men vinterens få farveglimt vil snart blive fulgt op. Nu kommer marts med plusgrader og forårsflora på spring, uanset at driver af gammel fygesne på nordvendte skrænter og snavsede snedynger på torve og P-pladser vil være sejlivede. Det bliver nok ikke i år, at visse naturskoves dybt koboltblå blå anemoner når at springe ud den første dag i marts – Kaj Munk-ikonet plejer ellers at være fremme i de midtsjællandske alper allerede i slutningen af februar. Men lige om lidt tænder de store blus fra skinnende kromgule tæpper af vorterod, isprængt liljeslanke guldstjerner, og i læfyldte skovbryn vil martssolen inden længe gennemskinne de klorgrøngule vinger på årets første flagrende citronsommerfugle.

Så var der alligevel ikke dødt i det mørke og kolde dyb under sneen – det vælter op med liv og med farver, som var de hentet fra mineralrigets skatkamre og det periodiske systems sortiment af tungere grundstoffer, ædelmetaller og flygtige gasarter.

Bannerfoto: Tyst vintereventyr i den farveløse skov. Foto: Ian Heilmann