Heilmanns nytårskalender fra Skjoldungernes land

Året er startet med et sjældent kuldefremstød, som ser ud til at kunne gøre januar helt anderledes vinterlig end den rekordvarme december, vi lige har forladt

1. januar

Nattens blanding af tåge, isslag og udbrændte raketbatterier på veje og stræder synes også at have taget sæde inde i hovederne, alt som et sendrægtigt og grumset morgengry åbner for årets første dag. Hen på dagen retter det noget op på humør og selvfølelse, at danske H. C. Lumbyes ”Jernbanedampgalop” fra 1847, komponeret til indvielsen af Danmarks første jernbane København – Roskilde, har fundet plads i programmet hos Wienerfilharmonikernes traditionelle nytårskoncert, TV- transmitteret til milliarder verden over.

2. Januar

Det viser sig, at adskillige usædvanlige naturfænomener synes at stå parat til at overtage stafetten fra gårsdagens fest i Wien Musikverein´s akustiske mirakel af en skotøjsæskeformet og overdådigt forgyldt og blomsterudsmykket koncertsal. Det folder sig ud på en frisk travetur om eftermiddagen, forbi Kisserups højtliggende middelalderkirke og videre ad markvejen mod vest i retning af Hvalsø. Blågrå og snesvangre skybanker i anmarch fra vest sluger den synkende sol og rejser for en stund salmedigteren Ingemanns eventyrlige ”slot i vesterled, tækket med gyldne skjolde”. Den næsten fulde måneskive bag os har været på vej op i nogen tid, først lav og bleghvid, nu mere lysende gul. Og der er særlige tegn i sol og måne – det er nemlig dagen før et sjældent sammenfald af såvel supersol som supermåne, tidspunkter hvor jorden er tættest på solen og månen tættest på jorden, i deres respektive og trygt tilregnelige elliptiske baner. Himmellegemernes skiver er en tøddel større end normalt, hvis man ellers havde haft mulighed for at måle efter.

Men snart efter får skyfrontens forreste flossede fangarme også fat i månen, som nu bliver gradvis opslugt. Mod det hurtigt aftagende lys troner en rank og mørk musvåge i toppen af et levende hegn, nu glider den på spilede vinger skråt ned og med et par resolutte vingeslag lavt hen langs tjørn og sejlerøn og er i næste øjeblik opslugt i mulmet. Så danser de første snefnug i luften og snart efter kommer Jeppe Aakjærs sneflokke vrimlende. Det er frostsne, og som det var overgået først Vendsyssel om formiddagen, lidt senere Himmerland og Djurs er det nu Midtsjællands tur til at blive løbet over ende af polarfronten med sne og frost på sin bagside.

3. januar

I dag er det himmellegemernes festdag. Landskabet er fejet og prydet og forvandlet – hvidt, lyst og koldt, dagslængden synes at have lagt mere end de 12 minutter til siden solhvervet før jul. Desværre drukner supersolen hen på eftermiddagen i diffuse skyformationer og frosttåger, men supermånen skuffer ikke. I takt med solens undergang stiger fuldmånen op som et skinnende messingfad på en begsort nordøsthimmel. Ved fuldmåne står sol og måne som bekendt i opposition til hinanden, de synes at sidde i hver sin ende af en kosmisk vippe med centrum i Hvalsø – den ene går ned, den anden op. De mange bebudede stjerneskud fra meteorsværmen Kvadrantiderne senere på aftenen forbliver i det skjulte, sikkert nok overdøvet af supermånens lys, som ligefrem kaster skygger i sneen.

4. januar

Tredje isdøgn i træk. Polarfronten befinder sig et sted nede i Mellemeuropa. Nu er det klassisk dansk vintervejr som da bedstefar var knægt. Et vejrlig, som giver tiltrængt og efterhånden sjælden klangbund til vores mange vintersange: I sne står urt og busk i skjul, Sneflokke kommer vrimlende – Det er hvidt herude.

Vinterens arktiske polarluft danner en slags iskold kyse over klodens nordlige isse – den når et stykke ned mod lavere breddegrader og afsluttes med en bugtet bort hele vejen rundt – det er den omtalte polarfront. Nord for denne dominerer kolde nordøstenvinde, som drives af den polare kolde og dermed tunge lufts nogenlunde stabile højtryk. Hvis jordkloden ikke roterede, ville luftstrømmen blæse stik syd. Men kloden drejer stille rundt, som Kim Larsen synger – drejer mod øst, og polarvinden afbøjes følgelig mod vest og bliver til nordøstenvind. Det sker via en kraft, som man på egen krop ville kunne opleve, hvis man en dag fik mulighed for at marchere fra centrum og ud langs en radius på en karrusel i fart. Ud over at skulle styre uden om heste, giraffer og kareter, vil man blive puffet til side som af en usynlig hånd. Det er den såkaldte corioliskraft, der ligesom centrifugalkraften råder i roterende systemer – men førstnævnte kun når man bevæger sig.

Polarfronten danner en af vejrsystemernes kaotiske slagmarker – her bølger kampe mellem de kolde nordlige vinde og de lunere vindhvirvler omkring lavtryk, salig Henrik Voldborgs snurrebasser, som kommer marcherende ind fra den golfstrømstempererede Nordatlanten. Før Lumbyes dampgalop og den industrielle revolution med galopperende global opvarmning til følge, afgjordes de atmosfæriske kampe på danske breddegrader som regel først endegyldigt hen mod foråret, hvor lavtrykkene fik magt til at passere nord om landet. Aldrig er dette meteorologiske scenarie blevet udtrykt med større poetisk kraft end i Blichers slutlinjer i ”Det er hvidt herude”:

                                             “Kom sydvest som frosten tvinger,

                                             kom med dine tågevinger,

                                             kom og løs den bundne jord!” 

Godt Nytår!

Bannerbillede: Landskab øst for Hvalsø den 6. januar, Hellig Tre Konger dag. Vintertableauet, frostgraderne og Bidstrupskovenes betydelige udstrækning i baggrunden kan give højnordiske fornemmelser. Men sneen lægger blot et nådigt slør over et typisk dansk kulturlandskab præget af intensiv og lidet hellig markdrift – under det hvide gemmer sig store områder med dødt og vissentgult fra efterårets sprøjtninger med glyfosat. Foto: Ian Heilmann