Konservativ rådmand i Frederiksberg Kommune siger ”det er langt billigere at undgå forureningen end at betale for oprydningen bagefter”
Miljøministeriets lakoniske konklusion i rapporten ”Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet”, der blev udsendt i januar i år, har for alvor fået politikere af stort set alle overbevisninger til at stille skarpt på 27 års forsømmelser. Især regningsbeløbet for rensning af pesticidbelastet drikkevand vil i fremtiden løbe op i milliarder af kroner, og det er spildte pengebeløb, de fleste forstår.
Anders Storgaard er rådmand i Frederiksberg Kommune, hvor der ikke drives kemisk landbrug, men alligevel mener han, at det nuværende danske landbrug ikke er holdbart. I et debatindlæg i Berlingske 22. januar 2026 begrunder han sin holdning med bl.a. disse ord:
”Efter 27 år med frivillige aftaler er det kun 1,5 procent af de nødvendige drikkevandsområder, der reelt er beskyttet mod pesticidforurening. Det er ikke et resultat. Det er et sammenbrud. Alligevel lyder reaktionen fra landbrugets interesseorganisationer ofte som en øvelse i at pege alle andre steder hen end på sig selv: Pesticider er ikke et problem – og hvis de er, må det være andres skyld. Men faktum er, at der i 2024 blev fundet pesticidrester i 55,7 procent af de undersøgte drikkevandsboringer. Over halvdelen. Det burde i sig selv udløse politisk alarm.”
Storgaard hæfter sig især ved den enorme regning, der vil blive udskrevet, hvis samfundet fortsætter med at lade landbruget sprøjte som hidtil. Forbrugerne vil blive påført en udgift på 6–18 milliarder kroner om året til at rense drikkevandet, hvor et stop for giftsprøjtning i de påviste drikkevandsområder kun vil koste omkring 360 millioner kroner om året.
Anders Storgaards konklusion er både logisk og klar:
”Det er langt billigere at undgå forureningen end at betale for oprydningen bagefter.”
Analysen fra Heunicke anbefaler, at også Folketinget tager den logiske konsekvens og indfører et nationalt, arealafgrænset forbud mod sprøjtning og gødskning i de sårbare områder, hvor grundvandet dannes. Et absolut minimum her og nu bør være de cirka 160.000 hektar mest sårbare arealer, men forbuddet bør gradvist udvides, hvis landbruget ikke selv skruer ned for den generelle forurening. På længere sigt er det omkring 600.000 hektar, der skal være sprøjtefri, hvis drikkevandet skal bevares.
Eller som Storgaard skriver: ”For landbrugets ret til at sprøjte kan ikke veje tungere end danskernes ret til rent drikkevand.”
Læs hele debatindlægget i Berlingske her
Bannerbillede: Halvdelen af Danmarks areal sprøjtes mindst en gang om året. Privatfoto.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
🇩🇰 Drikkevandet er under pres – og kontrollen halter i praksis
📌 Lukkede drikkevandsboringer:
Ifølge udtræk fra GEUS/Jupiter er 569 almene drikkevandsboringer sløjfet i perioden 2000–2022, hvor pesticider enten vurderes som årsag – eller ikke kan udelukkes.
📌 Forgiftede/truede grundvandsmagasiner (drikkevandsforekomster):
Miljøstyrelsens opgørelse viser, at 113 drikkevandsforekomster har været i ringe kemisk tilstand (2009–2020) – ofte pga. pesticider.
🚜 Kontrol med landbrug (gylle/sprøjtning tæt på boringer):
Kommunens “basistilsyn” på husdyrbrug ligger typisk på mindst én gang hvert 3. år for større bedrifter og mindst én gang hvert 6. år for mindre.
Og mange tilsyn er varslede, så bedriften kan have “papirerne klar” – hvilket kan gøre kontrollen hurtig og overfladisk, mens uanmeldte besøg især sker ved klager/mistanke.
💧 Konsekvensen: Vi risikerer mere forurening – og flere lukkede boringer – før der reageres.
Axelborg og B.l.fører regulær krig mod den danske befolkning. Hvis politikerne ikke vil rette ind, må de skiftes ud.