Hvem ejer haren

Af Bjarne Clausen, dyrlæge, tidl. afd. for Vildtsygdomme på Statens veterinære Serumlaboratorium og Kjeld Hansen, journalist og gårdejer

KRONIK  I mange hundrede år var haren et talrigt og skattet dyr i det danske agerland, og ejendomsretten til haren gav ikke anledning til mange overvejelser, men når man betragter kurven over harens nedtur, der ud fra det årlige jagtudbytte siden 1942 giver en oversigt over harepopulationens udvikling, er det nærliggende at spørge, hvordan det kunne komme så vidt, og hvem har ansvaret.

Kan man stole på kurven? Ja der er en lang og god erfaring for i vildtforvaltningen at bruge statistikken over jagtudbyttet som indikation for vildtbestandenes udvikling, og selv om jægerne sandsynligvis har taget hensyn til haren, er den sidste lange, flade del af kurven desværre tegn på, at der intet opsving er på vej, selv om der lokalt kan være mange harer. Vildtudbyttet af harer er faldet fra omkring 400.000 harer før 1960 til omkring 29.000 om året i dag (2023), og et gennemsnitligt fald på 4 pct. per år i de seneste 20 år. I resten af det europæiske agerland er haren også i tilbagegang.

Kan det skyldes sygdomme? Harens sygdomme er vel beskrevet og registreret, og selv da der i 1980 forekom et omfattende udbrud med en hidtil ukendt harevirus med en meget højere dødelighed end coronaen, kunne der ikke registreres nedgang i jagtstatistikken for det følgende år. Harens evne til at formere sig er god, når blot leveforholdene er, som de skal være.

Kan nedgangen skyldes jagttrykket? Trods alt bortskød man tidligere op mod 500.000 harer årligt, men fordi jægerne i Danmark skal oplyse, hvad de har skudt året før for at få fornyet deres jagttegn, har myndighederne altid haft løbende mulighed for at regulere selve jagttrykket, således at jagten har været bæredygtig.

Nej, der er bred enighed om, at det er de levebetingelser, der tilbydes haren i det danske agerland, som er årsag til den voldsomme nedtur.

“Når gældende lovgivning ikke har kunne hindre harens (og den generelle biodiversitets) nedtur, hvad gør vi så?”

Efter Anden Verdenskrig begyndte landbrug, gartnerier og skovbrug systematisk at anvende kemikalier som sprøjtegifte også kaldet pesticider for at optimere landbrugsudbyttet. Producenterne og de, der anvendte disse gifte, foretrak dog at benævne dem ”planteværnsmidler”, hvilket falder i tråd med en voldsomt stigende anvendelse i vore dage, fordi de anvendes forebyggende som værn mod alskens ofte teoretiske sygdomsangreb.

Følgerne af de første årtiers ubekymrede anvendelse af stærke gifte er beskrevet i bogen ”Silent Spring” (da. Det tavse forår) af den amerikanske biolog Rachel Carson i 1962. Carson advarede mod de omfattende ødelæggelser af biodiversiteten i alle lande, der indførte de skrappe midler, som ramte både fugle, fisk og alle former for insekter.

Som den første påpegede Carson den altødelæggende virkning af DDT, som i dag er forbudt i alle vestlige lande, men Carsons bekymring gik langt videre end til dette ene kemikalie. Hun er citeret for denne generelle advarsel mod ukritisk anvendelse af pesticider:

”Kontrol med naturen er en sætning undfanget i arrogance, født af biologiens og filosofiens neandertalere, hvor det blev antaget, at naturen eksisterer for menneskets bekvemmelighed. Begreberne og praksisserne inden for anvendt entomologi stammer for det meste fra videnskabens stenalder. Det er vores alarmerende ulykke, at en så primitiv videnskab har bevæbnet sig med de mest moderne og forfærdelige våben, og at den ved at vende dem mod insekterne også har vendt dem mod verden.”

Uvidenhed om de nye giftstoffer var ikke altid begynderfejl, der førte til skader. Den israelske general Moshe Dayan havde dybe rødder i kibbutz-bevægelsen, hvor man indførte thallium som en meget effektiv gift mod mus og rotter. Thallium er et grundstof, der er giftigt for alle dyr, (det ødelægger deres nyrer), men Dayan, der var landbrugsminister 1959-1964. er citeret for at sige, ”jeg kæmper en kamp (for Israel) og man må forvente tab i en krig”. Og tab fik han, da mange dyr og fugle, der lever af gnavere som mus og rotter, også døde af forgiftning med det unedbrydelige thallium. Af samme grund forbød Israel stoffet allerede i 1972.

Alligevel tillod de danske myndigheder også thallium som gnavergift, og i halvfjerdserne måtte vi gennem mange obduktioner af ræve, grævlinger, rovfugle og ugler, før stoffet også blev forbudt i Danmark. Først i begyndelsen af 2000’erne blev thallium omfattet af EU’s generelle forbudsliste over plantebeskyttelsesmidler (aktivstoffer).

Tidligere var opgaven med at fastslå vildtets dødsårsager lettere, fordi landbruget brugte de kraftigste gifte, der var til rådighed. Insektbekæmpelsesmidlet parathion (bladan), der nu er forbudt, er således et af de giftigste stoffer, der kan produceres. Frem til midten af 1960’erne blev kemikaliet produceret på den danske kemifabrik Cheminova i vestjyske Harboøre.

Når man efter sprøjtning med de ”gule midler” til tvangsmodning af korn kunne finde mange gulfarvede nyligt døde harer på marken, var opgaven med at identificere dødsårsagen nem, og det var heller ikke så svært at argumentere for, at stofferne skulle forbydes. I dag er det mere vanskeligt.

Pesticiders giftvirkning afprøves i laboratorietests (mest på mus og rotter), hvor de giftigste fjernes, men disse godkendelsesprocedurer rummer ingen garantier for, at godkendte pesticider hver for sig eller sammen ikke kan have negativ indflydelse på harens liv. Miljøstyrelsen indrømmer blankt, at den såkaldte cocktaileffekt har man ingen viden om. Der stilles ikke krav om tests af, hvad der sker, når flere kemikalier blandes, og styrelsen afviser ikke, at cocktaileffekten kan være væsentligt større end summen af de enkelte kemikalier. Eller sagt på en anden måde 2+2=7 kan viser sig at bliver resultatet.

Reelt er de mange godkendelser af sprøjtegifte på et tvivlsomt grundlag kun muligt, fordi Miljøstyrelsen ignorerer Forsigtighedsprincippet, som EU vedtog helt tilbage i 2000. Princippet beskriver en tilgang til risikostyring, så hvis der er en mulighed for, at en bestemt politik eller handling kan forårsage skade på offentligheden eller miljøet, og hvis der stadig ikke er videnskabelig enighed på området, bør den pågældende politik eller handling ikke udføres.

Dertil kommer, at uanset denne helt fundamentale usikkerhed står langt de fleste landmænd selv og blander forskellige kemikalier i samme tank for at spare på kørselsudgifterne. Ovenikøbet anbefaler kemiproducenterne helt åbenlyst at blande de forskellige pesticider, så flere midler kan udsprøjtes i samme omgang. Det sparer jo diesel til traktoren.

For eksempel findes der en gruppe svampemidler, der er kendt for at virke synergetiske med insekticider, dvs. svampemidler og insekticider forstærker hinandens virkning, når de bliver blandet i den såkaldte cocktaileffekt. Nogle blandinger kan være op til 1000 gange mere giftige for bier og formentlig også for andre insekter end insekticidet alene. Dens slags uforudsigelige interaktioner vil aldrig blive opfanget i de obligatoriske tests, som nye pesticider skal gennem, før de anmeldes til godkendelse hos myndighederne. Helt enkelt skyldes det, at alle nye kemikalier kun testes enkeltvis.

I en undersøgelse fra marts 2025, som var finansieret af Miljøstyrelsen, har et hold danske forskere undersøgt 402 harer for dødsårsag og giftindhold. Man fandt bl.a. andet 20 forskellige sprøjtegifte i pelsen på 51 harer, hvoraf en enkelt var forurenet med 9 forskellige kemikalier, og der blev i 102 harer påvist 32 forskellige “plantebeskyttelsesmidler”.

Der kunne ikke påvises en direkte sammenhæng mellem de enkelte pesticider og harernes sundhedstilstand eller formeringsevne, men det var forventeligt. Når der er så mange forskellige faktorer i spil, er det ikke umiddelbart muligt at påvise en korttids- eller langtidseffekt af et enkelt kemikalie, men hermed kan man ikke frikende pesticiderne. Forskerne advarede da også direkte mod en sådan konklusion, men alligevel udsendte Miljøstyrelsen en pressemeddelelse, der hævdede, at ”En ny undersøgelse af sundhedstilstand og pesticidniveau i danske harer viser, at der ikke er en sammenhæng mellem forekomst af pesticider i harerne og deres sundhedstilstand og reproduktion”.

Den påstand var i lodret modstrid med forskernes konklusion. De havde netop ikke kunne afgøre, om pesticiderne har betydning for den danske harebestands sundhed eller formering, fordi antallet af analyser havde været for lille.

De hyppigste pesticider i harepelsen var tebuconazol (svampemiddel), boscalid (svampemiddel) og prosulfocarb (ukrudtsmiddel).

Som et eksempel på giftigheden af de fundne midler bør nævnes, at sprøjteprodukter med indhold af tebuconazol er faremærkede som ”Mistænkt for at skade det ufødte barn” og med advarslen ”Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer”.

Tebuconazol må kun opblandes af landmanden iført åndedrætsværn i helmaske, beskyttelsesdragt, kemikalieresistente nitrilhandsker samt støvler. Selve sprøjtningen skal udføres ved hjælp af en traktor med lukket førerkabine med kulfilter. Men bestanden af harer og alle de andre af markens dyr og fugle og insekter råder hverken over åndedrætsværn, beskyttelsesdragter eller kemikalieresistente handsker. De har ikke en chance for at undgå tågen af pesticiddråber, der regner ned over dem, når den danske landmand kører ud med sprøjten. Det er hovedforklaringen på de høje giftkoncentrationer i harepelsen.

Eller som forskerne skriver: ”Samlet set kan der påvises en række pesticider i harerne og især de 20 forskellige pesticider i pels, støtter antagelsen om, at harer udsættes for pesticider, når de færdes i nysprøjtede marker og dermed kan der potentielt ske dermal absorption af pesticider eller oral optagelse gennem pelspleje.”

Det samme må antages at påvirke den meget store gruppe af agerlandets fugle, der lever af ukrudt og insekter. For eksempel ligner agerhønens bestandskurve på en prik harens nedtur. Kemisk rensede marker med rene monokulturer giver også dårlige livsbetingelser for haren og andet markvildt, så rovdyr som ræv har let spil, da Mikkel hurtigt lærer, at haren kun findes i de smalle bræmmer mellem de stadig større marker.

Alt i alt må man erkende, at det er den ønskede effekt af sprøjtemidlerne, der har den uønskede effekt på flora og fauna. Vil man ændre på det, er vejen frem ikke ugiftige sprøjtemidler, men at sprøjte meget mindre.

Efter at have indkredset årsagen til harens nedtur, rejser spørgsmålet sig, om hvem der ejer haren. Det er relevant at undersøge, for følger der nogle forpligtigelser med ejerskabet?

Ifølge jagtloven ejer jordejeren haren, idet han i jagttiden må skyde den, men kun så længe haren befinder sig på hans ejendom. Så snart haren forlader matriklen, tilfalder ejendomsretten den ny matrikelejer. Og bevæger haren sig ud på offentlig ejendom, tilhører den os alle. Men har lodsejeren ved sprøjtegifte ret til at fjerne livsbetingelserne for haren?

MF Theresa Scavenius er i sin bog ”Klimastaten” fra 2022 inde på noget af det samme, når hun sætter spørgsmålstegn ved jordejerens ret til at ødelægge forholdene for f.eks. regnormene. Scavenius mener, at der er brug for en stat, hvor ansvarlige politikere sætter rammerne, så leveforholdene for harebestanden bliver bæredygtige og ikke destruktive. Det er spændende tanker. Haren tilhører vel også os alle, i det mindste så snart den løber ind på offentlige arealer, og her kan vi ikke være tjent med at modtage individer svækket af sprøjtegifte.

Men hvor stor er sandsynligheden for, at vi får et sådan samfund?

Da vi i 1974 fik Miljøministeriet, opstod der en del af statsadministrationen, der udelukkende skulle varetage miljøets interesser, i modsætning til erhvervsministerier som fiskeri- og landbrugsministerierne. De blev klart opfattet som erhvervenes forlængede arm overfor samfundet. Tænk bare på Landbrug & Fødevares indflydelse Fødevareministeriet.

I det nye miljøministerium blev der taget mange væsentlige tiltag og udvist konstruktiv administration af EU regler, tænk bare på oprettelsen af Natura 2000 områderne. Men alt dette fik en ende, der begyndte med Venstre-statsministeren Anders Fogh Rasmussens åbenlyse destruktion af Miljøministeriet fra det sene efterår 2001.

Interessant er det i den forbindelse, at Scavenius i sin analyse af staten angiver hvordan konkurrencestaten over de sidste 30 år har fået indflydelse langt ind i ministerierne. Dette synspunkt er ikke i modstrid med, at der i den senere tid er rejst anklager mod miljøministeriet for at tilbageholde vigtige oplysninger om miljøet. Kulminationen er foreløbig nået, da Miljøministeriet for nylig annoncerede at fiskere godt måtte slå naturen ihjel (med bomtrawl), hvis de derved har en fortjeneste på over en million ved dette.

Når gældende lovgivning ikke har kunne hindre harens (og den generelle biodiversitets) nedtur, hvad gør vi så?

De 6500 fuldtidslandmænd, der ejer de 61 procent af det danske landskab, har ansvaret for harens nedtur. Så enkelt er det. De har ikke i deres bestræbelser på at sikre maksimal indtjening formået at administrerer deres erhverv på en sådan måde, at der har været plads til et fælles gode som haren.

Er det acceptabelt? Rummer så vigtigt et ejerskab ikke også forpligtigelser til at passe på harebestanden? Og er det ikke vores ret og pligt som borgere at kræve politikerne, der skaber det lovgrundlag, der skal til, for også at sikre harens livsvilkår?

Bannerbillede: Kemisk rensede marker rummer hverken fugls føde eller haremad. Privatfoto.