Jagt_JensUlrikHøegh
Jagtskribent Jens Ulrik Høgh med lidt “dyrevenlig” mad.

Det er faktisk relativt enkelt at illustrere de dyreetiske konsekvenser af bæredygtig jagt. Det påstår jagtskribent og redaktør Jens Ulrik Høgh i en kronik 27. juli 2014 i Jyllands-Posten. Med forfatterens tilladelse bringes her et uddrag:

Forestil dig to øer, hvor der på hver især er føde til en vinterbestand på 1.000 krondyr. Øerne har lige mange beboere og de spiser kød.

På ø nummer 1 – Hjortø – drives der jagt.
Øens jægere fastholder bestanden på et lidt mindre antal dyr end det, som der faktisk er vinterføde til. Det sikrer, at der er rigeligt med føde til alle de overvintrende dyr, som altså aldrig behøver at sulte. I dette tilfælde synes jægerne, at en vinterbestand på 800 dyr er passende.

På Hjortø har jægerne desuden valgt at påvirke bestandens sammensætning, så der altid er flere hundyr end handyr på øen. Det giver en større kalveproduktion og dermed mere vildtkød, som er det, jægerne er ude efter. Bestanden er sammensat af 300 hanner og 500 hunner. Det resulterer i 400 kalve om året, og det er derfor nødvendigt, at der også dør 400 dyr om året for at fastholde bestanden på det ønskede niveau. Naturlig dødelighed kan ikke helt undgås, men jægerne formår typisk at nedlægge mindst 350 dyr om året.

I løbet af en 10-årig periode dør der altså 4.000 krondyr på Hjortø. De 3.500 ender som menneskeføde og det er nok til at holde beboerne med kød.

På ø nummer 2 – Svineø – drives der ikke jagt.
På Svineø står der derfor typisk en forårsbestand på det maksimale antal dyr, som der er føde til om vinteren – altså 1.000 krondyr. Hver sommer fødes der 400 kalve og når føden bliver knap henad efteråret, er der altså 1.400 dyr, som går en hård vinter i møde.

I løbet af vinteren bliver føden mere sparsom, dyrene bliver udmarvede og til sidst begynder de svageste at bukke under for sult, sygdomme og kulde. Der dør først og fremmest en hel del kalve og gamle dyr. I gennemsnit vil der hvert forår være 1.000 meget sultne dyr tilbage på øen. De sidste 400 er bukket under for en naturlig død, som oftest er en ganske uromantisk, smertefuld og langstrakt affære.

I løbet af en 10-årig periode dør der altså 4.000 krondyr på Svineø uden jagt – kødet ender som føde for ådselsædere. Det er helt naturligt.

Beboerne på Svineø spiser lige så meget kød som beboerne på Hjortø. De får det fra øens typiske svinelandbrug. Da en Svineø-gris vejer nogenlunde det samme som et gennemsnitligt krondyr, producerer Svineø-grisebonden 350 slagtesvin om året for at imødekomme efterspørgslen. De køres på lastbiler til Tyskland for at blive slagtet efter et seks måneder langt liv (hvis man vil være bekendt at kalde det det) i en trang stald.

For hver tre grise som ender på øboernes tallerkener er der en, som dør i stalden og ender på møddingen. Det giver altså yderligere 117 døde svin om året, og det bringer det totale antal op på 467.

På ti år er der altså omkommet 8.670 store pattedyr på Svineø uden jagt imod 4.000 på Hjortø med jagt. Det er et simpelt regnestykke. For hjortenes vedkommende har både livet og døden været bedre på Hjortø. Der har været rigelig med føde hver vinter og en jægers kugle er en langt mindre plagsom død end en langstrakt ”naturlig” død.

Læs hele kronikken.

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.