Jagten på miljøpolitik i praksis

Miljø- og klimapolitik handler ikke om store overskrifter, men meget konkret om, hvordan faglig viden bliver inddraget i praksis i beslutningsprocesser

Videnskabens plads i politik og beslutningsprocesser er tilkæmpet gennem mange årtier. I kampen for miljøet, naturen og klimaet er viden fundamental. Desværre ser vi gang på gang, at kravet om vidensinddragelse bliver til overfladiske formalia og en blåstempling af business-as-usual.

Det skriver MF Theresa Scavenius i sit nyhedsbrev dem 19. juni 2025.

Dette nyhedsbrev indeholder en lang afrapportering af en række miljøpolitiske sager, som jeg har arbejdet på de seneste par måneder, men som jeg ikke har haft tid til at fortælle om. Det er blevet lidt langt og teknisk, men for mig er sagerne vigtige at skrive om. For de viser, hvor nødvendigt det er at arbejde sig langt ned i sagerne for ikke at blive snydt af de flotte politiske overskrifter.

Jagten på miljøpolitik i praksis

Det, som er overskriften på alle miljøsagerne, er den manglende inddragelse af viden – eller når den inddrages – at den er mangelfuld. Dette skaber en række problemer, der går på tværs af områder indenfor: affald, olie/gas, asbest og fisk.

1. Der er sager, som olie/gas-politikken og affaldsloven, hvor viden om miljøet ikke er blevet inddraget.
2. Der er sager som asbest, hvor viden om miljøkonsekvenser er inddraget, men på et utilstrækkeligt grundlag.
3. Der er sager som europæisk fiskeripolitik, hvor det er skrevet ind i loven, at fiskekvoterne skal være baseret på videnskabelig viden, men hvor der en diskussion om hvilken type af viden der skal inddrages.

Pointen er den, at vi skal ned i de enkelte sager for at se, hvordan miljøpolitikken forsvinder mellem stolene. Ofte sker det på niveauet for hvilken type af viden, som bliver inddraget i beslutningsprocesserne.

Ulovlig administration af olie/gas-projekter

Efter at have arbejdet med olie/gaspolitik og affaldsloven, som er Energistyrelsens ansvarsområder, kan vi desværre konkludere, at Energistyrelsen ikke følger europæisk lovgivning ift. at have kendskab til miljøkonsekvenser af store energiprojekter. Det er ikke min konklusion, men Kammeradvokatens.

Gennem EU har vi lovgivning, der sætter krav om et tilstrækkeligt vidensniveau i miljøpolitikken gennem miljøvurderingsdirektiver. Formålet med at vurdere miljøkonsekvenser er ikke nødvendigvis at sætte en stopper for projekter. Formålet er, at vi kender konsekvenserne af vores beslutninger.

I Danmark har vi det problem, at vi i alt for mange tilfælde ikke laver miljøkonsekvensrapporter. I vinters havde jeg klimaministeren i samråd om netop dette, da det kom frem, at Energistyrelsen i over 30 år havde undladt at miljøkonsekvensvurdere deres olie- og gasprojekter i Nordsøen.

Kammeradvokaten kortlagde, hvordan Energistyrelsen med forskellige “smarte” metoder havde omgået miljøvurderingsloven ulovligt. Energistyrelsen beklagede “fejlen” og lovede, at de ville følge loven fremadrettet.

Spørgsmålet er, hvorvidt vi skal have tiltro til det.

Samrådet med Klimaministeren handlede nemlig også om en anden sag med Energistyrelsen og deres VVM-praksis. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt konkurrenceudsættelsen af vores affaldsforbrændingsanlæg burde være miljøkonsekvensvurderet. Det er en aktuel sag, som også handler om, hvorvidt Energistyrelsen har administreret ulovligt ved ikke at lave konsekvensvurderinger.

Er affaldsloven også udtryk for ulovlig administrativ praksis?

Dem, der har fulgt mig siden jeg blev valgt ind i Folketinget ved, at affaldsloven var en af mine første store kampe. Affaldsloven blev vedtaget i 2023 som implementering af en politisk aftale om en “grøn affaldssektor”. Desværre var affaldsloven alt andet end grøn.

Logikken i loven var, at en konkurrenceudsættelse af landets affaldsforbrændingsanlæg ville resultere i CO2-reduktioner. Den logik blev støttet af beregninger fra Klimaministeriet, der viste at forbrændingskapaciteten og importen af affald ville reduceres, og CO2-udledningen derfor ville falde. Jeg var meget skeptisk overfor disse beregninger. Og efter lovens vedtagelse viste det sig også, at beregningerne var fejlagtige.

Siden vedtagelsen har jeg været interesseret i om konsekvenserne ved affaldsloven, både økonomisk, samfundsøkonomisk og miljømæssigt, overhovedet var ordentligt belyst. Ifølge EU’s strategisk miljøvurderingsdirektiv (SMV-direktivet) skal nationale love om affaldshåndtering nemlig miljøkonsekvensvurderes.

Spørgsmålet om, hvorvidt affaldsloven skulle miljøkonsekvensvurderes, er ikke just nemt at svare på. Det kræver, at man dykker ned i EU lovgivningen og de domme EU-domstolen har fældet på området.

Til samrådet i vinters svarede ministeren på mit spørgsmål ved at henvise til et dokument med en juridisk vurdering, som han ville oversende. Jeg ventede derfor en måneds tid på at få svaret, og efterfølgende har jeg stillet udborende skriftlige spørgsmål for at trænge ned i spørgsmålet om: vurderede Energistyrelsen lovligt, at affaldsloven ikke skulle miljøkonsekvensvurderes.

Man kan stille spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt? Det er det, fordi regeringen hævdede at liberaliseringen af affaldssektoren ville have positive miljø- og klimaeffekter. Regeringen hævdede det, selvom brancheaktører og eksperter vurderede det modsatte. Altså at regeringen fremsatte en lov, der gør affaldssektoren MINDRE miljø- og klimavenlig. Sidste år kom det frem, at regeringen havde taget fejl. Udledningerne stiger nu fra affaldssektoren.

Spørgsmålet der står tilbage nu er, hvorvidt regeringen og Energistyrelsen vidste det FØR loven blev besluttet.

Sagen er den, at affaldshåndtering står under Miljøvurderingsdirektivets art. 3, stk. 2 som en sektor, der er omfattet af loven. Affaldsforbrændingsanlæg må derfor forventes at være omfattet af miljølovgivningen, da de håndterer vores affald ved at brænde det af.

Umiddelbart når man læser SMV-direktivet kan man formode, at alle nationale love om håndtering af affald skal miljøkonsekvenssvurderes, men selvfølgelig kan der være undtagelser. Det kræver en juridisk redegørelse af den konkrete sag for at kunne sige med sikkerhed, hvorvidt affaldsloven er omfattet af en undtagelse.

Til samrådet med Klimaministeren efterspurgte jeg som sagt en sådan juridisk redegørelse. Klimaministeren forsikrede mig, at den juridiske redegørelse fandtes. Han kunne dog ikke på stående fod forklare mig, hvad den indebar, men han kunne sende den efterfølgende.

Den juridiske redegørelse jeg fik tilsendt var på i alt 5 linjer, der blot konstaterede, at Energistyrelsen ikke mente, at loven skulle miljøkonsekvensvurderes.

Vi står altså i en situation, hvor hverken vidensgrundlaget eller det juridiske grundlag er klart. Det politiske rum skal afgrænses af viden og gældende lovgivning. Det blev mere og mere klart for mig, at den afgrænsning ikke var lavet i embedsværket. Hvis den var, ville de kunne sende et notat med en juridisk redegørelse.

Jeg manglede stadig svar på, om affaldsloven opfyldte Miljøstyrelsens kriterier for miljøkonsekvensvurdering. Derfor stillede jeg ministeren nogle nye spørgsmål. Desværre fik jeg kun korte, affejende svar på mine spørgsmål, som kan læses her: første, andet og tredje.

Helt centralt i denne juridiske diskussion er spørgsmålet om, hvorvidt affaldsloven fastlægger rammer for affaldsanlægstilladelser. Det mener Energistyrelsen tilsyneladende ikke. Men det har de ikke ret i.

Affaldsloven har nemlig resulteret i, at nye forbrændingsanlæg ikke behøver at få godkendt deres “affaldsopland” (altså, den affaldsmængde anlægget står for at brænde) for at få en anlægstilladelse. Derudover ændrer affaldsloven fordelingen af affaldet mellem anlæggene. Den nye fordeling ændrer transportafstandene og energieffektiviteten af affaldsforbrændingen, hvilket har et CO2 aftryk. Dette er konsekvenser, som ikke er blevet belyst.

Affaldsloven er altså et godt eksempel på, hvordan Danmark miljøpolitisk bliver stillet ringere, fordi man i lovgivningsprocessen (bevidst) ikke miljøkonsekvensvurderer.

Jeg vil fortsætte kampen om affaldsloven. Mit næste skridt er at klage til EU over den manglende miljøvurdering. For faktisk er det sådan, at Danmark juridisk er forpligtet til at overholde EU lovgivning. Gør vi det ikke, kan EU føre sager mod os, og det gør de også løbende.

Men for EU er det selvfølgelig svært at håndhæve al lovgivning i alle hjørner af Europa. Men måske hvis de bliver gjort opmærksom på det, begynder de måske at interessere sig for sagen.

Asbestdeponier

Udover Energistyrelsens manglende miljøvurderinger ift. olie/gas og affald er der også eksempler på konsekvensrapporter, hvor det faglige niveau er for lavt. Når miljøpolitiske sager ender med at være en diskussion om niveauet af det faglige grundlag, så er der desværre ekstremt få aktører, der kan deltage i den diskussion. Derfor skal den situation for alt i verden undgås, bl.a. ved at have nogle fagligt stærke miljømyndigheder.

Det første eksempel er lovforslaget om den 3. Limfjordsforbindelse, som Folketinget behandlede i 2024. Et anlægsprojekt, som vil etablere en motorvej ovenpå på et par asbestdeponier. Der var udarbejdet en miljøkonsekvensrapport om projektet, men kapitlet om asbest var ekstremt tyndt.

I rapporten blev det anerkendt, at der var nogle asbestdeponier i området, men at konsekvenserne ved at bygge ovenpå dem kunne håndteres løbende. Det strider imod miljøvurderingslovgivningen, da vi på forhånd skal kende konsekvenserne ved vores beslutninger – ikke først når skaden er sket.

Et år efter beslutningen om at etablere den 3. Limfjordsforbindelse er Vejdirektoratet nødt til at foreslå en ændring i vejføringen, fordi de er stødt på et asbestdeponi. Dette er et klokkeklart eksempel på, at et utilstrækkeligt vidensgrundlag ofte kan koste os dyrt.

Europæisk fiskeri

Et andet eksempel er fiskeripolitik. Som nævnt har EU som udgangspunkt en virkelig god miljøpolitik, hvor man også har skrevet ind i lovgivningen, at den skal være videnskabeligt baseret. Et af områderne er fiskeripolitikken. De årlige kvoter fastsættes derfor med udgangspunkt i en videnskabelig rapport om fiskebestandenes levedygtighed.

EU’s fiskekvoter fastlægges som nævnt hvert år gennem forhandlinger mellem medlemslandene i EU. Kvoterne tager bl.a. udgangspunkt i den videnskabelige rådgivning fra ICES (International Council for the Exploration of the Sea), som de baserer på målinger af de europæiske fiskebestande.

Dermed er EU’s fiskekvoter, også for tobis-fiskeri i UK farvande, videnskabeligt fastlagt.

Og dog. Der er også en anden komite, som laver anbefalinger ud fra socio-økonomiske hensyn. Den danske regering holder tit på det sidstnævnte hensyn, fx ift. ålen. De videnskabelige rapporter anbefaler 0 fangst. De socio-økonomiske rapporter tillader fangst, fordi det ellers vil være dårligt for ålefangernes økonomi.

En konkret sag, som jeg har fulgt, handler om en stævning, som EU rettede imod Storbritannien (UK) i efteråret 2024. Årsagen var, at UK havde lukket for tobisfiskeriet i deres farvande.

Tobis er en lille (pelagisk) fisk, som bruges til “fiskemel”, der udgør en proteinkilde i foder til fiskeopdræt, smågrise og fjerkræ. Lukningen var ifølge EU imod samarbejdsaftalen med EU og UK.

Hvorfor havde UK lukket for fiskeriet? Fordi tobis er den vigtigste fødekilde for fugle på den britiske østkyst. UK havde estimeret, at en lukning af tobisfiskeriet på 10 år ville få fuglebestanden til at stige med 7%. Kort sagt: flere fisk skulle efterlades som mad til de vilde fugle.

Danmark står for 96% af tobisfiskeriet i britiske farvande. Spørgsmålet er derfor, om EU overhovedet havde gjort en sag ud af det, hvis det ikke var for Danmark. De danske fiskere og fiskeriministeren har store interesser i spil, da lukningen ville koste dem over 350 mio. kr. om året.

I slutningen af april faldt så endelig en dom. Henholdsvis EU og UK får medhold i forskellige forhold. Det er interessant at dykke ned i, da sagen siger noget fundamentalt om den videnskabelige rådgivning, som den europæiske fiskeripolitik er baseret på.

Den europæiske videnskabelige rådgivning fra ICES kigger på ændringer i fiskepopulationers størrelse. Er størrelsen på bestanden svundet, sættes fiskekvoten lavt. Er størrelsen på bestanden steget, sættes fiskekvoten højere.

Hvad ICES ikke undersøger er, hvordan disse bestande interagerer med andre arter. En fisk er ikke bare en fisk. En fisk er en del af en fødekæde, et økosystem. Når fisken fjernes fra systemet, hvordan reagerer systemet så? Det undersøger ICES ikke.

EU’s fiskekvoter er videnskabeligt fastlagte, men deres biologiske undersøgelser har dets begrænsninger. ICES har selv udtalt, at de ikke kan vurdere effekten fiskeriet har på forskellige økosystemer, heriblandt vilde fugle.

UK havde til gengæld undersøgt, hvordan deres natur reagerede på fiskeriet af tobis. Det var på baggrund af den undersøgelse, at UK lavede fiskeriforbuddet, som EU mente stred imod Samarbejdsaftalen.

Domstolen fastslog, at vurderingen af indvirkningerne på økosystemet ved tobisfiskeri IKKE indgår i ICES videnskabelige rådgivning. Derudover fastslog de, at der var et objektivt og videnskabeligt underbygget forhold mellem UK’s egne videnskabelige undersøgelser og deres fiskeriforbud på tobis.

Her fik UK medhold. Men UK fik ikke medhold i, at det var ok at lukke for fiskeriet. UK og EU skal nu finde en løsning, hvor det engelske farvand genåbnes for fiskeri, men det skotske farvand forbliver lukket.

Sagen om tobis-fiskeriet er et godt eksempel på, hvordan forholdet mellem politik, økonomiske interesser, viden og jura spiller sammen.

Politik for viden i politik

Jeg mener, at alle disse sager giver et godt indblik i, hvorfor det er nødvendigt at gå helt ned i detaljen, når vi diskuterer vidensgrundlaget i politik og diskuterer politik i det hele taget.

Når vi laver og diskuterer miljøpolitik, er det langt fra tilstrækkeligt at have en masse pæne overskrifter og visioner. Det afgørende er, hvem der følger med i at miljøpolitikken og miljølovgivningen i praksis implementeres korrekt. Det er selvfølgelig primært en opgave for staten, der bør have dygtige fageksperter, der i styrelserne kan sikre at politik i praksis er i overensstemmelse med lovgivningen.

Med djøfiseringen og politiseringen af ministerierne er fagligheden i stigende grad truet. Derfor er det også en opgave for folketingsmedlemmer at sikre – i lovgivningsprocessen – at fastsætte regler og ressourcer til at miljømyndigheder kan varetage deres opgave, samt at nye lovforslag overholder eksisterende miljøviden.

Vores beslutninger er illegitime, hvis de træffes på et forkert vidensgrundlag. Nogle gange mangler vidensgrundlaget totalt, andre gange er vidensgrundlaget forkert afgrænset.

Kampen for videns plads i politik skal ikke være forgæves, men det risikerer vi, når miljøvurderingsrapporter blot bliver en blåstempling. Vi skal skabe et politisk rum for viden, hvor viden bliver delt og sat i spil. Det kræver, at vi sætter os grundigt ind i sagerne.

Vil du høre mere om Grønne Demokraters fremskridt og mål?

Vi har sat alle sejl ind på en ny fundraising-indsats for at komme i mål med vælgererklæringerne.
Klik her og giv dit samtykke til, at vi må ringe dig op – så tager vi en kort snak.

Dig + 1

Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være i mål med at blive opstillingsberettiget.

Giv en vælgererklæring