Kødet stjernebold i december, på Thurø. Indrømmet – den har set mere prangende ud, da den var nys ”udsprunget”. Nu er festkjolen så blevet en smule laset efter mange dage i alt slags vejr. Mængder af stjernestøv (læs: svampesporer) er dampet ud i små brune skyer fra toppen af bolden. Foto: Ian Heilmann

Man gik lige og troede, at svampesæsonen i store træk var slut for i år – efter det snedrys og pift af nattefrost, som julemåneden lagde ud med. Men nej – kødet stjernebold har slået til. På dens sædvanlige lokalitet i en muldrig skovbund på Thurø, hvor den har været fraværende hele efteråret, står pludselig her godt ind i første vintermåned fem store og fede eksemplarer af kødet stjernebold. Nu har de så passeret toppen, har åbenbart stået der et stykke tid – man har det ofte med at overse, hvad man ikke forventer at finde.

Ian Heilmann

Kødet stjernebold er i frisk udfoldet tilstand en af svamperigets mere bizarre repræsentanter. Til at begynde med ligner den blot et buttet, brunt løg, som går i ét med den mørke skovbund. Men så sker der noget, når tiden er inde. Den er som en tryllekunstner der skifter tøj – fra kedeligt snavset arbejdskluns til haute-couture: Løgets brune yderskaller sprækker fra toppen op i 5-7 brede flige, som gradvist krænger nedad, som en cremefarvet festnederdel i kraftigt tyl og med dybe flige. Løgets indhold kommer til syne og løftes op, som en kugleformet overkrop, klædt i elfenbenshvid silke. Det er en hul bold med pergamenttynde vægge, fyldt med millioner af mikroskopiske svampesporer. Øverst oppe er der et lille hul, gennem hvilket sporerne frigives som en kakaobrun røg, blot ved mindste berøring eller forstyrrelse. En regndråbe er nok, et dyr, der lige strejfer, en fugleklat, eller en varsom finger fra en nysgerrig klummeskriver. Stjernestøv på vej ud i rummet for at etablere nye stjernebolde.

Det særegne syn i vintermørkets mulm har nemt ved at gøde fantasien yderligere, alternative teorier maser sig på: Er det mon et lillebitte seksbenet landingsfartøj, sendt hertil fra en civilisation i et fjernt solsystem? Indeholder det brune støv en DNA-kode fra intelligent exoplanetart liv – for det er vel forhåbentlig ikke en ny virus? Eller er det et lille radaranlæg, etableret af lige lovligt overvågningsivrige nisser? Næppe, men så er det måske snarere et stjerneskud fra det ydre rum, landet netop her i fugtig, mørk skovbund med stedsegrønne efeublade og visne bøgeblade. Og hvem ved – et fragment fra selveste Betlehemsstjernen, en påmindelse om de tre vise mænd, netop nu for 2021 år siden på vej mod vest på deres kameler i duvende pasgang, belæsset med proviant og kostbare gaver, gennem ørkenen i den stjernetindrende mellemøstnat. Forventet ankomst til stalden og den nyfødte nogle dage efter nytår – til Hellige Tre Konger den 6. januar – den rette jul i den ortodokse kirke.

De tre vise mænd eller de hellige tre konger, mosaik i Sant’Apollinare Nuovo, Ravenna (500-talet). Foto: Wikipedia

I alle tilfælde ligner kødet stjernebold en bold på en stjerne, en stjernebold på jorden, en jordstjerne, hvad der også har givet den dens latinske slægtsnavn: Geástrum. I svampebøgerne står at læse, at kødet stjernebold er fremme fra august til oktober; det er virkelig usædvanligt, at den i år giver den i rollen som julestjerne i svamperiget. For tre år siden var den på færde i november og atter borte i december.

Men naturen kommer i fremtiden til at byde på mange andre overraskelser i takt med det stadig varmere klima. Herfra ønskes alle et fortsat godt nytår!

Bannerbillede: En lille kommunal skov på Thurø, med stier, men i øvrigt i høj grad overladt til sig selv. Populær for hundeluftere og voksested for kødet stjernebold – når den ellers har lyst. Foto: Ian Heilmann

Skriv en kommentar