Verden ifølge Larsen

Sommerens uforlignelige besynger Thøger Larsen (1875-1928) var lige betaget af solen som altings livgivende energikilde som af det bløde sommernatsmørkes trylleri. Han skrev, digtede, talte, tegnede og malede, udregnede, studerede og observerede planeter og stjerner. Han følte øjeblikkets sansninger, livet og dets fylde i tæt sammenhæng med tiden og rummet på den store skala

Når junis lyse uger folder sig ud og kulminerer, hører Thøger Larsens ekstatiske sommerbesyngelser sig til, ikke mindst ”Danmark, nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”. Uanset at land og farvande tager sig meget anderledes ud i dag end i 1920. Thøger Larsen fik såvel kunstneriske evner, frodig sprogsans, teknisk snilde og en umættelig videbegærlighed med i vuggegave. Med en præliminæreksamen fra Lemvig Realskole som formel ballast søgte han gennem hele sit korte liv erkendelse af virkelighedens urgrund, vel vidende at den hele tiden unddrog sig som et fatamorgana.

Thøger Larsen brugte timer og nætter på sin terrasse med sin hjemmekonstruerede stjernekikkert rettet mod planeter og stjerner – og indhentede herved nok flere impulser til sin kunstneriske kreativitet end varige bidrag til den astronomiske videnskab. Han associerede frodigt mellem de kosmiske sfærer og øjeblikkets livgivende sansninger af hyldeduft, tordenskrald og solbrune badepiger. Og han lod sine besjælinger af levende organismer som lærker, døgnfluer og græssende kvæg på strandengene ubesværet udvide til naturens uorganiske gestalter – havet, fjorden, søer, bakker, byger, skyer, lyn, sommeren, jordkloden og hele firmamentet. Vennen Jeppe Aakjærs ”Se dig ud en sommerdag” fik med Larsens udsyn tilført horisonter, der rakte ud mod stjernerne og tidernes dyb.

Larsen holdt af at forestille sig vor alles fælles hjem set fra rummet – en så godt som kugleformet klode, lyksaligt roterende om sin egen akse, på ca. 23 graders sned i forhold til jordklodens svagt excentriske bane omkring solen – altings livgivende centrum og drivkraft. Ikke sært at fritænkeren Larsen var levende optaget og digterisk inspireret af alle cykliske aspekter ved tiden – dage og nætter, årstider og tilbagevendende solhverv. Gennem flittige selvstudier i matematik og astronomi stræbte han efter at afdække mulige kosmiske tidscykler af længere varighed, perioder knyttet til månefaser og solformørkelser. Som søn af en møllebygger har han muligvis forestillet sig himmeldynamikken som en art kosmisk kværn med tandhjulsindgreb og snurrende remtræk.

Thøger Larsen havde således også stor interesse for fortidens istider og mellemistider og deres mulige cykliske natur, men nåede ikke at opnå en klar indsigt i dette emne. Han vidste at jordaksens hældning udviste ændringer, som formodentlig kunne have med sagen at gøre. Havde hans uhelbredelige sukkersyge ikke lagt ham i graven som blot 53-årig, kunne han have stiftet bekendtskab med den istidsteori, som den serbiske geofysiker M. Milankovitch nåede frem til i løbet af 1920´erne og som siden er blevet alment accepteret. Den er baseret på møjsommelige analyser af jordklodens opførsel som en svagt fladtrykt kugleformet snurretop under påvirkning af tyngdekraftsmomenter fra solen, af tyngdekraftpåvirkninger fra de tunge planeter Jupiter og Saturn, af tidevandseffekter og en knivspids relativistisk dynamik. Som følge heraf tegner jordaksen en kegleformet figur i forhold til fiksstjernerne såvel som mindre nikkende kredsbevægelser oveni, med givne perioder i 10.000 års området. Hertil kommer, at jordbanen om solen ændrer sin excentricitet med to overlejrede perioder på 100.00 henh. 400.000 år, samt i sig selv drejer om solen med en periode på 112.000 år. Milankovitch påviste, at den samlede overlejring af alle disse cyklusser medfører en variation af solenergiindfaldet på jordens nordlige halvkugle, som er i kvalitativ overensstemmelse med kvartærtidens vekslen mellem istider på ca. 110.000 år og varmeperioder på ca. 10.000 år. Det er et resultat og en indsigt, der ville have været kærkomment og inspirerende vand på Thøger Larsens mølle.

Død og forfald fyldte samtidig godt op i Larsens både kunstneriske og rationelle bevidsthed. Nedbrydning er det uomgængelige og universelle vilkår, som knytter en tid til sig, der kun går i én retning, en lineær tid. Det følger af den mest grundlæggende af alle naturlove, termodynamikkens anden hovedsætning. Efter at være født med en startkapital af ekstrem velordnethed, mister universet som helhed stedse orden – det er alene forskellen mellem den glohede sol og det iskolde verdensrum, der betinger at al cyklisk tilbagevendende og opbyggende diversitet og livsalighed kan smykke vores lokale boble af en planetarisk snurretop. Men alt har sin tid, også universets fase af denne i bogstavelig forstand stjernestund. Når alle sole, stjerner og galakser engang er brændt ud, alle måner og planeter opslugt og alle sorte huller fordampet, vil en forskelsløs sluttilstand være enerådende, en aske af homogen stråling på ultralav blus. Det er den ærefrygtindgydende tilstand, som kaldes varmedøden. Så vil al tid være udrundet, lineær såvel som cyklisk – og med den for længst istider, højtider, solhverv, hvidtjørne, tordenskyer, nattergale og lyse nætter. Det må være den evighed, Thøger Larsen lader døgnfluen ane ved en blå violrand.

Læs videre i:

”Stjerner og Tid”, af Thøger Larsen. Udgivet af forfatteren, Lemvig, 1914

”Virkeligheden”, artikler og foredrag af Thøger Larsen. Foreningen for Boghaandværk, 1961

”Naturen i Danmark”: Geologien, hovedredaktion Kaj Sand-Jensen, Gyldendal, 2017

Faktaboks

Jordklodens rotationsakse svajer og nikker, som man kender det fra en klassisk snurretop, der er ved at miste fart. Jordens slingrebevægelserne er ganske små og sker over lange tidsrum. Heri ligger den væsentligste årsag til istidernes regelmæssige kommen og gåen gennem de sidste ca. 1.5 mio. år, som foreslået i 1920´erne af geofysikeren M. Milankovich (1879 – 1958), Thøger Larsens næsten jævnaldrende.

Rotation i tre dimensioner af et legeme hører til de mest fascinerende systemer indenfor klassisk mekanisk fysik. Et roterende tungt svinghjul reagerer med en overraskende kraft ”på tværs”, når dets akse påføres kraftmomenter. Det udnyttes f.eks. i gyroskoper og i noget så hverdagsagtigt som at hjælpe med at holde balancen på en cykel. Jo mindre symmetrisk et legeme, jo mere kompliceret er analysen af dets rotationsegenskaber.

På et berømt foto fra 1954 står to af kvantemekanikkens koryfæer, nobelpristagerne Niels Bohr (th.) og Wolfgang Pauli (tv.) og kigger fascineret på en snurrende ”Tippetop”´s nærmest mirakuløse opførsel. Formet som en afskåret kugle med en stilk i den flade ende vil den i løbet af sin rotation vende bunden i vejret og ende med at snurre med stilken nedad, (det viser sig at være gnidningen mod underlaget, der leverer de nødvendige kraftmomenter). Jordkloden afviger en smule fra kugleform, da den på grund af centrifugalkraften er tykkere langs ækvator, den hviler ikke på noget underlag og vender heldigvis ikke pludselig bunden i vejret. Den nøjes med en moderat slinger i valsen over årtitusinder.

På billedet synes de to berømtheder – med al respekt – nærmest selv at antage form af tippetoppe – de havde allenfals begge hoveder med exceptionelt omløb. Bohr foretog i 1913 det første spadestik til kvantefysikken, i 1925 formulerede Pauli det kvantemekaniske ”udelukkelsesprincip”, der bl.a. forklarer at hverken tekopper, elefanter eller bjerge kollapser under indflydelse af deres egen tyngdekraft for at implodere til små, ondskabsfulde sorte huller. Foto: Wikipedia.

Bannerfoto: Bygeskyer en junidag over Isefjord ved Ejby. Et sjællandsk udsyn der kan minde om Thøger Larsens hjemegn ud til Nissum Bredning. Foto: Ian Heilmann