Se retssagen Dewayne Johnson vs Monsanto

Titusinder af sygdomsramte US-borgere kan tvinge kemikoncernen Bayer til at trække populært sprøjtemiddel tilbage, hvis politikerne siger nej til at beskytte koncernen mod yderligere sagsanlæg

Den tyske kemigigant Bayer har meddelt amerikanske myndigheder, at selskabet muligvis stopper salget af det omstridte ukrudtsmiddel Roundup i USA, medmindre koncernen opnår juridisk beskyttelse mod sagsanlæg om produktansvar. Det sker efter stribevis af retssager om sundhedsrisici ved produktets aktivstof glyfosat, så den tyske koncern har øget sin lobbyindsats overfor de amerikanske politikere.

Det skriver Reuters, 7. marts 2025.

Siden overtagelsen af Monsanto i 2018 har Bayer betalt omkring 10 mia. dollar (69 mia. kr.) for retslige domme og forlig i titusindvis af sager, der har været anlagt af kræftramte personer, der kan pege på en forbindelse mellem Roundup og deres kræftsygdomme. Koncernen er blevet tvunget til at hensætte yderligere 5,9 mia. dollar (40 mia. kr.) for at dække potentielle yderligere omkostninger.

Bayer argumenterer med, at det føderale miljøbeskyttelsesagentur (EPA) har godkendt produktet som sikkert, og derfor burde amerikanske sagsøgere ikke kunne anlægge en sag på baggrund af statslige regler.

RoundUp er konstateret i modersmælk, men ifølge Monsanto/Bayer er det ikke skadeligt. Kampagnebillede

Uden en såkaldt juridisk klarhed kan virksomheden blive nødsaget til at trække produktet fra markedet, hævder koncernen. Bayer har ikke tidligere truet med at trække Roundup fra markedet, og virksomheden fortsætter da også med at undersøge mulighederne for at sikre sin fremtid på det amerikanske marked.

Den udbredte sprøjtning med RoundUp anklages for at være skyld i Monark-sommerfuglens dramatiske tilbagegang. Kampagnebillede

Milliarder i erstatning til døende kræftramte
I skarp modsætning til den officielle EU-godkendelse (herunder også den danske) af glyfosat som et sundhedsmæssigt acceptabelt pesticid står en række domstolsafgørelser i USA. I de senere år er kræftsyge og pårørende til kræftdøde personer blevet tilkendt meget store erstatningsbeløb.

I den seneste retslige afgørelse fra januar 2024 blev Bayer pålagt at betale en milliardstor erstatning, og vel at bemærke i amerikanske dollars. Det høje beløb var fordelt på 250 millioner USD i erstatning til sagsøgeren og to mia. USD som bødestraf. De astronomiske beløb svarer til 1,79 mia. kroner og 14,3 mia. kroner.

Der er tale om den hidtil højeste erstatning til dato i de talrige retssager omkring det kontroversielle herbicid, og Bayer meddelte straks, at virksomheden ville anke dommen. Koncernens advokater henviste nok en gang til videnskabelige undersøgelser, der klassificerer glyfosat som ikke-kræftfremkaldende, og de understregede, at erstatningskravene i tidligere domme er blevet reduceret med mere end 90 pct. efter ankesager.

Et halvt år senere, 5. juni, nedsatte en dommer i den amerikanske stat Pennsylvania den samlede bødestraf fra 2,25 mia. USD til 400 millioner USD. I sin afgørelse imødekom dommer Susan Schulman nogle af Bayers indsigelser og reducerede erstatningen til sagsøgeren til 50 millioner USD og bødestraffen til 350 millioner USD. Beløbene svarer til henholdsvis 358 millioner kroner og 2,5 mia. kroner.

Bayer meddelte straks, at man også ville anke denne dom. “Selvom retten reducerede det forfatningsstridigt høje erstatningsbeløb, er vi stadig ikke enige i ansvarsdommen, fordi sagen var præget af væsentlige og åbenlyse fejl,” sagde en talsmand for virksomheden.

Mere end 50.000 retssager er stadig åbne

Bayer købte den amerikanske Roundup-producent Monsanto i 2018, og siden da har det tyske firma stået over for juridiske tvister om, hvorvidt Roundup forårsager kræft. De mange sager skyldes blandt andet, at Roundup er et af de mest brugte ukrudtsmidler i USA.

Siden overtagelsen af Monsanto for 63 mia. USD (451 mia. kroner), har Bayer været involveret i en bølge af retssager. Omkring 113.000 af de 160.000 retssager er afsluttet, og koncernen har afsat i alt 16 mia. USD (115 mia. kroner) til erstatninger. I 2020 indvilligede Bayer i et forlig på op til 9,6 mia. USD (69 mia. kroner) for de fleste af de på det tidspunkt verserende Roundup-sager, men var ikke i stand til at opnå forlig for fremtidige sager. Knap 50.000 retssager verserer stadig.

Bayer-koncernens opkøb af Monsanto blev mødt med omfattende tyske demonstrationer. Pressebillede

Trods de juridiske nederlag holder Bayer fast i uskadeligheden ved at anvende glyfosat og peger på EU-kommissionens godkendelse af kemikaliet i 2023 som ”sikkert” i yderligere ti år, dog med en række opstramninger af betingelserne for anvendelse. Først og fremmest er der indført et forbud mod brug af glyfosat til nedvisning – også kaldet høsthjælp, hvor korn f.eks. sprøjtes ihjel for at sikre en ensartet modning. Det er ikke længere lovligt.

Kemikoncernen rammes på økonomien
De mange retssager og ekstremt høje erstatninger og bøder har sendt Bayer-koncernen ned i en dyb krise. Inden den første negative glyfosat-dom i sommeren 2018 – kort efter Monsanto-købet som blev presset igennem trods modstand fra mange investorer – var Bayer stadig næsten 92 mia. euro (686 mia. kroner) værd på aktiemarkedet. I april 2015 havde Bayer endda været den mest værdifulde virksomhed i det tyske aktieindex DAX med en markedsværdi på svimlende 120 mia. euro (895 mia. kroner).

I dag har koncernen tabt enormt i værdi. Alene i 2024 er markedsværdien faldet med omkring 36 pct. til godt 21 mia. euro (157 mia. kroner). I pct. er Bayer nu den største DAX-taber i 2024, ifølge Manager Magazin. For hvert retsligt nederlag i glyfosat-striden har aktiekursen taget et nyt styrtdyk, og i horisonten ulmer flere nye forgiftningsanklager. Det tyske netmedie Manager Magazin skriver, at Bayer forventes at skulle betale flere milliarder, men denne gang til PCB-forgiftede amerikanere.

Danske landmænd ignorerer i vidt omfang de mange advarsler om glyfosats sygdomsfremkaldende virkning og gør gerne grin med de forskere, der har fremlagt dokumentationen. Skærmbillede fra Politiken 26. oktober 2017

Næste runde erstatningssager
En amerikansk jury har i december 2023 dømt Bayers datterselskab Monsanto til at betale 857 millioner USD (6,1 mia. kroner) til hundredvis af tidligere elever og forældrerepræsentanter på en skole nordøst for Seattle. En jury i staten Washington anser Monsanto for ansvarlig for at have solgt produkter indeholdende PCB’er, der blev brugt på Sky Valley Education Center i byen Monroe.

Tidligere elever på skolen og deres forældre påstår, at PCB fremstillet af Monsanto har givet dem helbredsproblemer. Monsanto producerede PCB indtil 1977, men ved købet af virksomheden i 2018 blev ansvaret lagt over på Bayer-koncernen.

PCB står for Polychlorerede Bifenyler. Det er en gruppe syntetiske kemikalier, der tidligere blev brugt i mange industrielle og kommercielle produkter. Imidlertid viste det sig, at PCB’er er giftige og kan have alvorlige sundhedsmæssige og miljømæssige virkninger. De kan ophobes i organismers væv og anses for at kunne udvikle kræft, hormonforstyrrelser og skader på nervesystemet.

I de fleste lande blev PCB’erne forbudt i 1970’erne og 1980’erne, men kemikalierne findes stadig i gamle produkter og i miljøet, hvor de kan være vanskelige at fjerne. Globalt er der dog enighed om PCB’ernes farlighed.

Bannerbillede: Reklame billede for RoundUp.

Visited 209 times, 43 visit(s) today

One Comment

  1. Nora Tams,

    Hvornår lærer vi mon – allesammen – at alt liv – så vidt vi ved – er bygget efter samme principper, hvis vi forgifter vores marker, forgifter vi os selv.

Skriv en kommentar