”Boykot COOP” lød det fra den private interesseorganisation Bæredygtigt Landbrug (BL), der repræsenterer en mindre del af de konventionelle landbrug i Danmark. Minkavler Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer, fordømte også COOP, men gik ikke så vidt som til at opfordre sine medlemmer til at lægge landets største supermarkedskæde for had. Han gav dog sin kone besked på at stoppe med at handle i Superbrugsen.
COOP havde besluttet at fremme salget af fødevarer uden rester af sprøjtegifte, og det bragte både BL og Martin Merrild op i det røde felt.
Hvor klogt er det felttog?
Hvis de konventionelle landmænd vælger at følge opfordringen, skyder de sig selv i foden. COOP Danmark har en markedsandel på 42 % af de danske forbrugere og en årlig omsætning på cirka 45 milliarder kr. Det konventionelle landbrug kan næppe undvære en bid af den store kage, hvorimod der ikke kan herske tvivl om, at COOP kan undvære Martin Merrild og hans konventionelle kolleger. Deres produkter kan importeres både billigere og bedre fra udlandet.
Dobbeltmoralen dyrkes
Nogen burde forklare Martin Merrild og de andre arrige landmænd, at de vælger sig en tabersag.
Nogen burde fortælle dem, at forbrugerne i stigende grad vender sig mod landmænd, der kræver ret til at sprøjte henover vores drikkevandsboringer og truer med bål og brand og retssager, hvis ikke vi føjer dem, mens de blæser på forekomsten af sprøjtemidler i danske børns urin. Forbrugerne vender sig også mod landmænd, der klipper halerne af grisene og ikke vil producere kød uden resistente bakterier, og som nu vil gennemtvinge salg af fødevarer med rester af sprøjtegifte i de danske supermarkeder. Osv. osv.
COOP-kampagnen er helt i tråd med tidens forbrugerønsker. COOP-supermarkederne sælger blot de fødevarer, som forbrugerne i stigende grad efterspørger. Hvis Martin Merrild og hans kolleger ikke vil levere de sprøjtefrie produkter, ser det for alvor sort ud for dansk landbrug.
Men Martin Merrilds dundertale til økologerne var i virkeligheden blot tom-tønde-buldren. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer, at man overhovedet ikke ønsker at skrue ned for økologien. L&F har store forventninger til eksporten af økologiske fødevarer og estimerer, at omsætningen i 2016 lander på omkring 2,3 mia. kr. Det svarer til en stigning på ca. 15 pct. i forhold til 2015, hvor dansk eksport af økologiske fødevarer udgjorde 2 mia. kr.
“I Landbrug & Fødevarer har vi fokus på både nærmarkeder og de oversøiske markeder, men nabolandene udgør fortsat de største aftagerkanaler,” siger Sarah C. S. Fuglsig, der er markedskonsulent hos Landbrug & Fødevarer, i pressemeddelelsen.
Men i COOP – nej, der vil Merrild og Bæredygtigt Landbrug ikke se den slags giftfrie varer.
Fortidens fejl gentages
Desværre er reaktionen fra landsmændenes organisationer forudsigelig. Det mener opinionsredaktør og kommentator hos Berlingske Business Claus Skovhus på sin blog.dk. Han skriver videre:
”Et er, at organisationen Bæredygtig Landbrug går amok, noget andet er, at Landbrug & Fødevarer ikke har lært af fortidens fejl.
I 1978 gik Landbrug & Fødevarer så langt i forsvaret for landmændene, at de bekæmpede kritik med et angreb på ytringsfriheden. Det var, dengang venstrefløjsaktivisten og kunstneren Mikael Witte skabte svineplakaten: »Danske svin er sunde, de strutter af penicillin.«
Den kunne de ikke lide. Landbrug & Fødevarer fik nedlagt fogedforbud mod plakaten. Et forbud, der først blev ophævet ved Højesteret to år senere.
Næsten 40 år senere ser vi en reminiscens af det samme.
Formanden for Bæredygtig Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, mener, at Samvirke »dæmoniserer helt almindelige danske landmænd«, og »Coop er gået langt over stregen«.
Han opfordrer derfor danskerne til at boykotte kædens butikker.
Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er også sur. Han siger til Finans: »Jeg har opfordret min kone til, at hun ikke længere skal handle i Coops butikker«.
Han vil dog ikke opfordre medlemmerne til at gennemføre samme boykot.”