Coop-koncernen vil være bindled mellem små, økonomisk trængte fødevareproducenter og kunder, der ønsker at stille penge til rådighed. Det skriver finans.dk 18. oktober 2016.
“Et led i vores samlede strategi er, at vi gerne vil have flere små leverandører af fødevarer. Vi ved, at mange af dem har pres på økonomien. Så derfor vil det være oplagt, hvis nogle af vores medlemmer har penge, der kan lånes ud, at de mod renter kan stille dem til rådighed for små fødevarevirksomheder gennem os,” siger Peter Høgsted, topchef for Coop, til Finans.
Fænomenet kaldes “crowdfunding” eller “crowdsourcing”, hvor mange private bidrager med mindre beløb, som samlet bliver til et større beløb.
Coop er på vej med en digital masterplan, hvor netop crowdfunding blandt deres medlemmer er en del af planen for i højere grad at aktivere detailkædens medlemmer.
En smart detalje ved crowdfunding er, at det giver et tydeligt fingerpeg for den enkelte fødevareproducent, hvorvidt der er efterspørgsel efter den vare, de ønsker at fremstille.