Her er han – landbrugets bedste ven, den fynske revisor Erling Bonnesen (V), men er han også parat til at hjælpe, når folk rammes hårdt af landbrugets sprøjtegriseri?

På Nordfyns Vandværk kigger de i øjeblikket efter nye steder at foretage boringer efter rent drikkevand. Det bliver en dyr fornøjelse, men de er tvunget til det på grund af det lokale landbrugs forurening med sprøjtegifte.

Lige nu estimerer vandværket at skulle bruge mellem seks og syv millioner kroner på et nyt kildefelt. Det vil koste hver familie 1200 kroner om året i prisstigninger over de næste syv år.

Vil Bonnesen skaffe en fair løsning for de borgere, der rammes af sprøjtegriseriet – eller vil han tvinge børn og voksne til fortsat at drikke vand med rester af sprøjtegifte?

Nordfyns Vandværk er ikke nogen undtagelse. Sprøjtegiften desphenyl-chloridazon ser ud til at forekomme i hver 10. vandboring landet over, og vel at mærke i koncentrationer over grænseværdierne. Helt ned i 100 meters dybde er sprøjtegiften nu konstateret. Det viser en ekstraordinær screening af drikkevandsprøver, som Miljøstyrelsen i samarbejde med GEUS har gennemført i 2017. Også stoffet triazol fra årtiers brug af svampemidler blev fundet i uacceptable koncentrationer, og endnu flere stoffer er undervejs.

De alarmerende fund rejser spørgsmålet: hvem skal betale for de nye kildefelter? Forbrugerne eller forurenerne? De fleste vil nok mene, at det bør forureneren. En tredje løsning kunne imidlertid være en national vandfond, der holder vandværkerne skadesløse og lader landbruget slippe for regningen.

Finansieringen kunne med fordel hentes fra de pesticidafgifter, der allerede betales til staten. Rækker disse afgifter ikke, kan regeringen enten hæve provenuet eller supplere med penge fra landbrugets Promilleafgiftsfond. Den har siden 1978 haft som formål at styrke landbrugets og fødevareindustriens udvikling, og hvad ville være mere styrkende for erhvervet end at stå ved sit ansvar for danskernes drikkevand?

Comments are closed.