Laks bliver fodret med soja og lider af parasitter.  Millioner af fisk dør i store net i de norske fjorde.

Offentliggøres efter aftale med Infosperber i Schweiz og oversat af John Graversgaard. Originalartiklen er fra 25 juni 2020. Alle billeder er fra artiklen.

John Graversgaard

Laks var engang en sjælden og dyr delikatesse, man kun fik serveret ved festlige lejligheder. Det er anderledes i dag. Med det stigende forbrug af fisk blev ædelfisken et dagligt måltid – også fordi laksebranchen med gigantiske avlsanlæg kontinuerligt kan levere billige forsyninger. Norge alene producerer 1,2 millioner tons opdrættet laks om året og er førende inden for den globale lakseforretning. Næsten 90 procent af laksen, der kommer til vores butikker kommer fra Norge. Et masseprodukt fra fabriksopdræt med katastrofale følger for naturen.

Men er forbrugerne opmærksomme på dette?  En nylig dokumentarudsendelse på tysk TV “Grådighed efter laks” fremlægger ubehagelige fakta om laksebranchen og stiller det ubehagelige spørgsmål: “Vil vi virkelig spise dette?”

50 millioner døde laks hvert år 

Undervandsbilleder fra en laksefarm i Norge viser, hvordan tusinder af laks er lukket inde i overfyldte net. Det kan også ses, at mange er syge. Nogle er misdannede, er inficeret med svampe, og har sår på størrelse med en håndflade, mens fiskenes afføring forurener havbunden. Den svenske journalist Mikael Froedig, der tog fotos af dette, var tydeligt utilpas efter sin dykning. Han forventede ikke, at det så så slemt ud dernede. Froedig udtalte: “men det sker under havets overflade, så ingen kan se det.”

Som overalt i den industrielle kødproduktion er fortjeneste vigtigere end dyrevelfærd. Det er ikke anderledes med lakseopdræt. Ulrich Pulg, fiskeribiolog ved forskningscentret for akvakultur i Bergen, sammenligner lakseopdræt med svineopdræt – som en industriel masseproduktion. ”Men lakseopdræt er endnu værre”, siger Pulg og peger på den høje dødelighed hos opdrættet laks.

Biolog Ulrich Pulg, Bergen

Hver femte fisk dør under produktionen. Et tab på 20 procent, som producenterne aldrig ville acceptere med svin eller kvæg – men tilsyneladende er det noget andet med fisk. Ifølge Pulg dør omkring 50 millioner laks hvert år i opdræt, “fordi forholdene er så dårlige”.

En hovedårsag til laksedøden er en parasit, lakselusen . Denne meget lille krabbe suger sig fast på fisken og æder sig derefter dybere og dybere ned i kødet. De åbne sår gør laksen modtagelig for infektion og mange dør smertefuldt. I de store opdrætanlæg, hvor titusinder af laks er indespærret i netbure, finder parasitterne ideelle forhold og formerer sig hurtigt. Parasitangreb kan hverken bekæmpes effektivt med kemiske midler eller med “rensefisk” som kan spise parasitterne.

TV udsendelsen gør det klart, at problemet kun kan løses, hvis man fundamentalt ændrer på laksens opbevaringsforhold. Teknisk set ville det være muligt. Sondre Eide, medejer af ti lakseopdræt i Norge, ser i stedet laksesektorens fremtid i lukkede kredsløbssystemer på land. Han er overbevist om at miljøskader kan undgås og dyrevelfærden forbedres. Men der er et stort problem: Sådanne systemer er meget mere energi- og omkostningsintensive end andre systemer, også fordi laks har brug for to separate kredsløb med ferskvand og saltvand til opdræt og opfedning.

Følger af massedyrehold under havets overflade: Opdrætslaks med håndfladestore sår.

Dokumentaren gør det klart, at den blomstrende laksebranche langs kysten og i fjordene også i stigende grad truer den atlantiske vilde laks i Norge, hvis bestand er halveret i de sidste 35 år. Ifølge Bergens Marineinstitut er der kun cirka 530.000 vilde laks tilbage i Norge – sammenlignet med 400 millioner opdrætlaks. Fiskebiologer er med rette bekymrede: Hvert år slipper flere hundrede tusinde opdrættede laks ud af burene og bliver konkurrenter til den lille resterende vildtlaksebestand i Norges elve. Desuden spreder den undslupne opdrætslaks sygdomme og parasitter som lakselusen blandt den vilde laks. De parrer sig også med deres ”vilde” artsfæller og forurener det genetiske materiale

Miljø- og naturbeskyttelsesfolk gør også opmærksom på et andet alvorligt problem: Fiskenes afføring, foderrester og netaffald forurener de engang så rene fjorde, bidrager til overgødskning og hele kystområder rammes af forsuring. For overlevelsen af den atlantiske vilde laks og andet marint liv er det alt andet end ideelle forhold.

Farvestof i foderet gør laksekød lyserødt

Laksesektoren i Norge har katastrofale følger for naturen, men ikke kun her. Laksefarme bidrager også til ødelæggelse af Amazonas regnskov. Fordi opdrætterne opfodrer laksen med foder der stort set består af soja. Dette er lettere og billigere at anvende end fiskemel og fiskeolie. Især i Brasilien ryddes store skovområder til dyrkning af soja.

Laksen – som er en rovfisk i naturen – må stille sig tilfreds med overvejende vegetarisk foder. Men der mangler noget afgørende, nemlig det naturlige farvestof Astaxanthin der giver laksen sin karakteristiske rødlige farve. Vilde laks indtager Astaxanthin gennem deres naturlige føde, der blandt andet består af små krebsdyr. I modsætning hertil har opdrættet laks, der ikke fodres som i naturen, kun gråligt blegt kød – en mangel, som forbrugerne sandsynligvis ikke sætter pris på. Derfor tilføjer lakseproducenterne syntetisk farvestof til foderet, der farver laksen smukt lyserød.

Men det er ikke alt: Ethoxyquin tilføjes ofte til fiskefoderet som konserveringsmiddel for at gøre det mere holdbart til transport i containerskibe. Dette er foruroligende: Ethoxyquin blev forbudt som et plantebeskyttelsesmiddel i Europa for mange år siden, fordi det mistænkes for at være kræftfremkaldende og ødelægge leveren. Ethoxyquin blev imidlertid tilladt i dyrefoder.

I de senere år har laboratorieundersøgelser gentagne gange vist ethoxyquinrester i laks fra konventionelle bedrifter. Forbrugerne opdagede det ikke I 2017 meddelte EU, at ethoxyquin skulle forbydes som et tilsætningsstof i fiskefoder fra 2020. Det er imidlertid tvivlsomt, om Norge som ikke-EU medlem vil overholde dette forbud.

Lakseopdræt i Chile: en økologisk katastrofe

“Grådighed efter laks” er ikke begrænset til Norge. I det sydlige Chile, omkring øen Chiloé, er der nu over 1000 laksefarme. Mange er etableret med deltagelse af den norske fiskeindustri eller ejes af store norske virksomheder. Og flere og flere akvakulturer dukker op langs kysten. Der produceres næsten udelukkende til eksport. Som dokumentaren viser, går det ud over de lokale fiskere, arbejderne på farmene og miljøet.

Påvirkningen fra ​​industriel lakseproduktion på økosystemet er endnu mere ødelæggende i Chile end i Norge. Forurening af havet er også et stort problem I Norge, men selve laksen er meget større. For to år siden slap 700.000 laks til opdræt fra en norsk virksomhed i det sydlige Chile ud under en storm. Miljøorganisationer var rasende. Fordi den atlantiske laks, der er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, truer som invasiv art fiskebestandene i en hel region og dermed levebrødet for den lokale befolkning.

Derudover har opdrætslaks fra Atlanterhavet svært ved at overleve i chilenske fiskefarme i Stillehavet. Kun med massiv tilsætning af antibiotika kan de opnå slagtevægt.  Ifølge Greenpeace-tal behandles laks i Chile med 700 gange mere antibiotika end deres artsfæller i Norge.

Dyrlægen Juan Carlos Cárdenas siger: ”Laksesektoren rummer ingen fordele for den chilenske befolkning. De eneste vindere er de transnationale virksomheder.

En aktivist, der er engageret i at bekæmpe lakseindustrien i Chile, er dyrlægen Juan Carlos Cárdenas. Som formand for ngo’en “Ecoceanos” har han kæmpet for beskyttelse af livet I havet og oprindelige folks og små fiskeres rettigheder i over 15 år. Frem for alt kritiserer han de elendige arbejdsforhold, hygiejne og sikkerhedsstandarder i avlsanlæggene. Der er mangel på juridiske krav og kontrol i Chile. “Den billige pris, som forbrugere i Europa giver for laksen, afspejler ikke de reelle produktionsomkostninger, som bæres af miljøet, fiskerne og arbejderne i Chile,” siger han.

Umenneskelige arbejdsforhold

50 dødsfald i laksesektoren har Ecoceanos rapporteret de sidste syv år, heraf mange dykkere. “Du hopper i vandet, og du ved ikke, om du vil komme tilbage i live eller død”, fortæller en pensioneret dykker der beskriver det farlige arbejde med ​​trådnet og kabler. Hans kollega tilføjer: “Du dykker måske under en storm også selvom havnene er lukkede”. En talsmand for brancheorganisationen “Salmon Chile” beskylder dykkerne, som for det meste er dårligt uddannede, for “manglende forsigtighed”. Bedre uddannelse og træning, mindre arbejdspres, passende instruktioner og sikkerhedsforholdsregler – er åbenbart ikke et tema for lakseproducenternes brancheorganisation.

Lakseforarbejdning i Chile betyder 12 timers arbejdsdag ved samlebåndet i kolde produktionslokaler.

Arbejdere, der forarbejder den opdrættede, klager over elendige arbejdsforhold. De står ved samlebånd i tolv timer om dagen i kolde, fugtige haller. Mange lider af blærebetændelse og urinvejsinfektioner. Arbejdsulykker med maskiner forekommer hyppigt. En tidligere engøringsarbejder mistede to fingre, fordi en kollega glemte at slukke for maskinen, som hun skulle rengøre. En anden maskine rev en arbejders arm af fortæller hun. Som de fleste af sine kolleger havde hun ikke modtaget en passende instruktion og oplæring.

Uhæmmet vækst for enhver pris

På trods af alle disse misforhold ser Chiles laksebranche sig selv som velgørere i en underudviklet region. Virksomhederne lover jobs, bedre livskvalitet og mere velstand for befolkningen. Men aktivisten Juan Carlos Cárdenas modsiger dette: ”Lakseindustrien bringer ingen fordele for den chilenske befolkning. De eneste vindere er de transnationale koncerner » Det chilenske ministerium for sociale anliggender, som måler fattigdom i landet, bekræfter at kritikeren har ret: Den region, som Chiloé tilhører, er anført som det andet fattigste område i landet.

I Patagonien oprettes nye fiskebrug i disse uberørte farvande.

Lakseindustrien handler kun om én ting nemlig ukontrolleret vækst. I henhold til den norske regerings planer skal lakseproduktionen femdobles inden 2050 og give et eksportsalg på 50 milliarder euro om året. I betragtning af de åbenlyse dyrevelfærds- og miljøproblemer lyder det som en hån, når repræsentanter for laksebranchen taler om ”bæredygtighed” i TV-dokumentaren.

Laksesektoren i Chile vil også fortsætte med at vokse i løbet af de næste par år, og satser på en årlig produktion på 1,2 millioner tons i 2032. Hundrede nye laksefarme skal oprettes i den chilenske del af Patagonien. Patagonien er en af de regioner i verden, som har flest naturreservater og biosfærereservater. Men det er netop de uberørte farvande, der tiltrækker lakseopdrætfirmaerne. For de oprindelige folk, der lever i disse områder af bæredygtigt fiskeri og for naturbeskyttelsen er det katastrofale udsigter.

TV-Dokumentaren «Die Gier nach Lachs» var tilgængelig i «Arte»-Mediathek indtil 8. juli 2020. Den kan dog ses på denne adresse.

Kommentarer

  1. Steen Andersen

    Dokumentaren kan stadig ses her, omend den kræver kundskaber udi tysk hvis man skal have det fulde udbytte:

    https://dein.tube/watch/ixhxR3WKVhahFRE

    Om den ligger der med ARTE’s velsignelse er dog nok tvivlsomt.

  2. Finans- Diktaturer och deras media kontroll och förhindrar upplysning! Alla Reglar och naturskydds föreskrifter sets ur spel!
    Ovetande och likgiltiga människor vill ha ett produkt och regeringen, köpt av industrin finansierar sig! Detta oavsett om det förstör miljön och är giftigt för människan.
    Desamma monokulturer, pesticid användning, strålning- mikrovågen matproduktion, Fiskfångstmetoder med mera.

  3. KIRSTEN SVENDSEN

    DET ER FORFÆDELIGT -AT SE HVORDAN LAKSENE BLIVER MISRØGTET -JEG ER FÆRDIG MED -AT SPISE LAKS EFTER JEG HAR SET HVORDAN FORHOLDENDE ER. VENLIG HILSEN KIRSTEN

  4. Pingback: Dansk fiskeri ligner landbrugets husdyrproduktion og bør omlægges | Gylle.dk

  5. Eli andersen

    Se dokumentaren er fisk sundt

Skriv en kommentar