Det er på høje tid, at de 179 politikere på Christiansborg vågner op og får opdateret den danske landbrugs- og fiskeripolitik, så den passer til realiteterne i det 21. århundrede.

Den nuværende politik, som regulerer landbruget og fiskeriet, er et levn fra fortiden. Derfor er der akut behov for en opdatering af landbrugs- og fiskeripolitikken, så den passer til det 21. århundredes behov og normer.

Det mener Niels Riis Ebbesen, der har skrevet denne indsigtsfulde artikel til gylle.dk.

Niels Riis Ebbesen

Hvis vi kaster et blik tilbage i tiden, så var Danmark frem til midten af 1900-tallet et land, som levede af at eksportere landbrugsprodukter og fisk. Dengang var der en stor respekt for landbruget og fiskerierhvervet, som på alle måder havde en enorm betydning for samfundet – dels på grund af nogle store eksportindtægter, men som det allervigtigste, en masse arbejdspladser.

Det var helt naturligt og velfortjent, at landbruget og fiskeriet op gennem 1900-tallet fik en masse privilegier og støtteordninger, problemet er så bare, at det er lykkedes for begge disse erhverv at fastholde alle privilegierne og støtteordningerne til trods for, at de ikke længere har en reel betydning for beskæftigelsen og bruttonationalproduktet.

Uden hensyn til, at en stor del havner i vandmiljøet, der har industrilandbruget, med store maskiner spredt tusindvis af tons kemisk gødning på markerne.

Kæmpe minus for samfundet

Vi er faktisk nået dertil, at hvis vi i regnestykket tillige prissætter den belastning og de skader, som landbruget og fiskeriet påfører naturen og miljøet, så bonner begge erhverv ud med et kæmpe stort minus for samfundsøkonomien.

Udviklingen har også medført, at såvel landbrugserhvervet som fiskerierhvervet er ude i økonomiske kriser med større og større gældsætninger. Begge erhverv har forsøgt at løse problemet med en øget produktion, som bare har haft den konsekvens, at de har fået endnu lavere afregningspriser for deres varer og en deraf følgende dårligere indtjening.

Landbruget har skånselsløst presset den vegetabilske produktion opad med et uhæmmet forbrug af kemiske gødningsstoffer og sprøjtegifte, og husdyrproduktionen er blevet industrialiseret på bekostning af dyrevelfærden, og med et enormt forbrug af medicin og kemiske hjælpestoffer.

Krisen har også medført, at arbejdsforholdene og lønningerne i landbruget er blevet så ringe, at bønderne har meget svært ved at rekruttere danskere til at arbejde på deres bedrifter, og derfor udgør lavtlønnet arbejdskraft fra Østeuropa en meget stor del af lønmodtagerne i landbruget.

Fiskeriet er gået fra at være et erhverv, hvor fiskerne i deres små fartøjer arbejdede i pagt med naturen og de store kræfter, der er ude på havet, til at være en industri, hvor de med trawl og sofistikeret elektronik støvsuger havet for fisk. Fiskestimerne har ikke en kinamands chance, for ekkoloddet og sonaren kan spotte dem i en radius på flere hundrede meter fra trawlerne, som næsten er på størrelse med de færger, der sejler til Norge.

I den industrielle landbrugsproduktion har man forsøgt at forøge høstudbyttet, gennem et massivt forbrug af sprøjtegifte.

Presset til det yderste

Men til trods for, at landbruget og fiskerierhvervet har industrialiseret, effektiviseret og presset deres produktioner til det alleryderste, så har de ikke kunnet ændre på udviklingen, og Danmark er hen over de sidste 60-70 år gået fra at være et land som udelukkende levede af at eksportere førsteklasses fødevarer, til at være en af de førende eksportører indenfor en række industriprodukter og know-how.

Nu hvor forudsætningerne er så forandrede, så ville det være relevant, at samfundet revurderer den danske landbrugs- og fiskeripolitik, det er nemlig tåbeligt, at det danske landbrug smadrer vores natur og miljøet for en eksport som højst udgør nogle få milliarder. Og hvis man modregner de foderstoffer, den gødning, de sprøjtegifte, de maskiner og det brændstof, som importeres til landbruget drift, så er det tæt på, at vi ender op med røde tal på bundlinjen.

Det er også meget dumt, at vi lader erhvervsfiskerne tømme havet omkring Danmark for fisk, blot for at tjene et par milliarder på, at de sender fangsterne ned til markederne i Europa.

Og paradokset er, at hvis vi bare tager en enkelt af de store danske industrivirksomheder somf.eks. Danfoss, Grundfos eller Vestas, så skaber de et lige så stort eksportoverskud, som alle de i alt 20.000 landbrugsbedrifter tilsammen, og de gør det helt uden subsidier, støtteordninger og med brug af dansk arbejdskraft.

En mindre trawler på vej ud af havnen.

Erhvervet skal styres med fast hånd

Vi kan og skal naturligvis ikke afskaffe landbruget og fiskerierhvervet, for selvfølgelig skal danskerne kunne købe gode, danske landbrugsprodukter og friskfanget fisk fra havet omkring Danmark.

Men det vil være relevant at begrænse landbrugsproduktionen, så der ikke må produceres flere landbrugsprodukter, end der skal til for at dække hjemmemarkedet, det er jo helt idiotisk, at det danske landbrug ødelægger naturen, miljøet og vores grundvand med kvælstof og sprøjtegifte for at producere mad til 6-7 gange så mange mennesker, som der bor i Danmark, og så skal de danske skatteydere betale bønderne årlige 12-13 milliarder kroner i landbrugsstøtte for ulejligheden.

Det korte af det lange er, at den danske landbrugsproduktion skal reguleres med produktionskvoter, og det skal være sådan, at de økologiske bedrifter får fortrinsret til kvoterne, og at de bedrifter som forsat vil anvende kemiske gødningsstoffer og sprøjtegifte, de kommer i anden række, når landbruget skal tildeles produktionskvoter.

En så kraftig reduktion af landbrugsproduktionen vil selvsagt medføre, at der er nogle landbrugsarealer, som bliver overflødiggjorte, men her kan landbruget starte med at stoppe dræningen af de marginale arealer i ådalene og alle de oprindelige vådområder, så de igen kan blive til vild natur, og dermed give plads til den biodiversitet, som landbruget næsten har udryddet hen over de sidste 60-70 år. Og de resterende arealer kan bønderne beplante med skov, som kan være med til at opsuge CO2.

Produktionskvoter er ikke noget nyt for landbruget, der har i mange år været en regulering af mælkeproduktionen, men bort set fra mælkekvoterne, så vil landmændene næppe acceptere, at samfundet blander sig i hvor meget de må producere, og bønderne vil helt sikkert kæmpe hårdt for, at de forsat skal ha’ ret til en ureguleret produktion, hvor de uden hensyn til naturen og miljøet kan producere lige så tosset de vil, men det vil nok være muligt at opnå de ønskede reduktioner i produktionen, hvis alle landbrugets støtteordninger og subsidier bliver fjernet, og der bliver indført nogle meget stramme regler, som begrænser brugen af kemisk gødning, sprøjtegifte og antibiotika i husdyrproduktionen.

Der var en gang da de små lyseblå fiskekuttere var synonymt med kystfiskeriet, men de bliver hugget op på stribe, og deres kvoter bliver opkøbt af kvotekongerne.

Beskatningen bør være fair

Den såkaldte grundskyldpromille er meget lavere for en landbrugsejendom, end den er for en ejendom, hvor der ligger en almindelig industrivirksomhed, men da mange landbrugsbedrifter drives som en hver anden industrivirksomhed, så er det et subsidie, at industrilandbruget forsat er begunstiget med disse ekstraordinært lave ejendomsskatter. Det er helt klart et område, som skal reguleres. Det skal kun være de arealer, som dyrkes økologisk, eller hvor der plantes skov og udlægges til natur, som forsat skal være begunstiget af de lave ejendomsskatter.

Det burde ikke kræve de store sværdslag at få opdateret den danske landbrugspolitik, så den passer til det 21. århundredes normer og behov, de ca. 20.000 landmænd og deres ægtefællers stemmer rækker kun til, at de max kan vælge to mandater i Folketinget, derfor burde de ikke være en politisk magtfaktor.

Den største hurdle kan derimod godt vise sig at være bankerne, der helt sikkert vil inkassere nogle tab i milliardklassen på alle de landbrugsbedrifter, som er så gældsatte, at de ikke kan overleve uden subsidier og støtteordninger, og i vores samfund er pengenes magt en kæmpe stor faktor, så politikerne skal være forberedt på, at bankerne og deres aktionærer vil kæmpe hårdt for, at der ikke sker nogle ændringer i landbrugspolitikken.

Der er gået industri i fiskerierhvervet, og fiskeren med den lille kutter kan ikke længere leve af, at lande et par kurve med fladfisk.

Også fiskeriet bør styres

Lige som med landbruget, så vil det også være fornuftigt at begrænse fiskeriet, men da danskerne selvfølgelig skal kunne købe og spise friskfanget fisk fra havet omkring Danmark, så kan udgangspunktet være, at fiskeriet begrænses, så der kun må fanges den mængde fisk til konsum i det danske søterritorium, som der kan sælges på hjemmemarkedet.

Men da erhvervsfiskerne rent mentalt lever i fortiden, så er de af den opfattelse, at de ejer alle de fisk som lever i havet, derfor bliver det nok en hård omgang at beskære fiskerierhvervet til en størrelse, som passer til, at det kun skal forsyne hjemmemarkedet med konsumfisk.

Virkeligheden er jo, at alle de ressourcer, som lever i havet, er samfundets ejendom, og vi er over fem millioner danskere, som har rigeligt flertal til at beslutte, at fremtidens fiskeripolitik skal udformes på naturens præmisser, og ikke bestemmes af et par tusinde erhvervsfiskere.

Det er i øvrigt en oldgammel regel, at jagt og fiskeri kun bør høste af naturens overskud, men fiskerne har de sidste 60-70 år fraveget den regel, og de har systematisk nedfisket hovedstolen, derfor skal der virkelig tages probate midler i brug, hvis der igen skal være en fremgang i fiskebestandene, så de kan nå op på nogle størrelser, hvor de kan producere et overskud, der kan høstes af.

I Limfjorden er det hård kost for naturen og miljøet, når der de store muslingeskrabere pløjer havbunden op med deres fangstredskaber.

Fredninger er påkrævet

Midlerne kan f.eks. være, at alle de hårdest pressede arter eller havområder fredes totalt i en 5- eller 10-årig periode, at der konstant måles på de enkelte fiskebestandes størrelser, og hvis det registreres, at en art ikke producerer et overskud, så skal den straks fredes i minimum 2 til 5 år.

Der bør indføres et totalt stop for fiskeri efter de såkaldte industrifisk, da disse stimefisk er mad for de mere værdifulde spisefisk, og det er meget tåbeligt at bruge fisk til at fodre svin, kyllinger og mink med.

Som det allervigtigste, så skal der fastsættes et loft, så der aldrig må fanges flere fisk i det danske søterritorium, end der kan afsættes på hjemmemarkedet, det er nemlig meget dumt, at erhvervsfiskerne rovfisker bestandene i de danske farvande, blot for at få nogle marginale eksportindtægter, de samme indtægter kan sagtens skabes på en mere fornuftig måde i andre erhverv, som ikke skader naturen og fiskebestandene.

Der skal også indføres et system, så erhvervsfiskerne på en auktion køber deres fangstkvoter for 2-3 år ad gangen, på den måde kan samfundet få betaling for de naturressourcer, som fiskerne udnytter. Det vil ganske vist medføre, at fisk bliver en dyrere fødevare, men der er jo ikke nogen saglig begrundelse for, at fisk skal være den billigste discountvare.

Der skal også udlægges nogle fredede havområder, hvor der slet ikke må fiskes, og man skal virkelig gå radikalt til værks ved fx. at dumpe store granitblokke på havbunden, som effektivt forhindrer ulovligt fiskeri med trawl.

For at sikre at kvotereglerne ikke bliver omgået, skal det være et lovkrav, at alle de fisk som fanges i det danske søterritorium, skal landes i danske havne. Og Danmark skal i EU have gennemført, at det kun er danske erhvervsfiskere, som har eneret til fiskeriet på det danske søterritorium.

Alle fotos: Niels Riis Ebbesen

One Comment

  1. Sanna karin møller

    Tusind tak for den gode artikel. Den er både let læselig og oplysende !

Skriv en kommentar