Svin, svin, svin – Danmark er verdens største producent i forhold til indbyggerantal og areal. Det sætter sit præg på både landskab og befolkning.

Med tilladelse fra forfatteren Jens Smærup Sørensen er det en stor fornøjelse at præsentere dette kapitel fra hans seneste bog, Refleksioner, der udkom i oktober i år. God fornøjelse!

Hvad er Danmark? – Det er en stat, et demokratiseret kongerige, og det er i væsentligere forstand en befolkning, dens historie og sprog. Men i grunden, og bogstaveligt talt, er det jo en lille bid af klodens landmasse. Det er et område, et areal, og som sådant kan det gøres til genstand for ejerskab. Det kan deles op i ejendomme, og de kan handles.

Forfatter Jens Smærup Sørensen fotograferet i Gyldendals gård.

I perioder har vi tilladt også andre end landets egne beboere at stå som købere. Nogle husker nok endnu grev Gerhard nede fra Holsten. Vores daværende, stærkt kriseramte kongemagt pantsatte størsteparten af riget til denne mægtige herre. Det ville vi, folket, så bare ikke finde os i. Den jord vi gik på syntes vi skulle være vores egen. Langt det meste af den i al fald, og en mand heroppe fra Thy – Niels Ebbesen – bestemte sig for at tage affære. Den 1. april 1340 vog han Den Kullede Greve.

I en anden periode af vores historie lykkedes det os at fordele ejerskabet af vores land så godt som ligeligt mellem alle, eller dog det store flertal der stadig var bønder. Det var i begyndelsen af 1900-tallet, da selvejet af gårdene ved udstykning af en række godser blev suppleret med tusindvis af små familiebrug. En fordeling der holdt i mere end et halvt århundrede, og det var godt for vores landbrug der, så længe det varede, kunne skabe en for et bondesamfund enestående velstand.

Og det er måske ikke alene godt for landbruget at jorden tilhører flest muligt af os der går på den. Det kan være det er bedst også for vores land og vores samfund som helhed. Sådan så Niels Ebbesen vist på det, og det gør jeg vist også, nu hvor det er blevet muligt for internationale kapitalfonde at opkøbe danske landbrugsejendomme i stor stil.

Mange beskæftiger sig manisk med indvandring, det vil sige modstanden mod den. Et engagement som i sig selv kan gøre det vanskeligere at løse problemerne med at integrere de flygtninge der nu engang er kommet hertil, og som fortsat vil komme. Hvor udover det naturligvis gør sit til at mørklægge den gavn vi – nu som altid før – vil kunne få af tilflyttere.

Mange er som bekendt også hårdnakkede modstandere af at lade udlændinge købe sommerhuse her i landet. Selv om de er helt med på at vi selv kan købe ferieboliger alle andre steder. Skønt mange af de steder i forvejen er nærmest overbefolkede, mens tilbagevendende gæster fra udlandet her hos os tværtimod ville bidrage til at de få fastboende ved vores smukke strande kunne blive boende.

Begge hold hævder at tale ud af fædrelandskærlige hjerter. Jeg betvivler det ikke – er bare slet ikke enig i at deres strategier kan bidrage til nationens overlevelse. Jeg vil endda være så frimodig at bede dem give mig ret, når jeg mener at det massive opkøb af landbrugsjord vil kunne skade både vores suverænitet og vores velfærd ganske anderledes alvorligt end indvandring og udenlandsk sommerhusopkøb tilsammen.

Ulykken for landbrugserhvervet er iøjnefaldende. Magtfulde udenlandske kapitalfonde opkøber gårde for hundredvis af millioner kroner – den nøjagtige rækkevidde af deres landgang er ukendt, idet den ansvarlige minister – Esben Lunde Larsen – uhyre liberalt har afvist al registrering. Med det blotte øje ser man dog at de voldsomt forstærker tendensen til sammenlægning af allerede meget store godser og dermed til affolkning af landområderne. Blokvognslandbrug tager til – med transporter fra sted til sted af maskiner og arbejdere. Til de laveste lønninger noget menneske på kontinentet vil gå for. Og monokulturerne udpiner de enorme marker på tværs af alle jordbunde, og levende dyr bliver stuvet sammen i lastvogne og kørt så langt som til det slagteri som disse fonde har kunnet få krammet på.

Moderne landbrug er en sag for de store internationale kapitalfonde. Jens Hansen kan højst drømme om et job som driftsleder., sin egen bondegård får han aldrig.

Danske landmænd bliver smidt ud af erhvervet. For alle unge med mod på og lyst til det fag og den livsform vil det i al fremtid stå som en håbløs drøm.

Politisk og for landet som helhed vil det få højst uheldige konsekvenser. Ethvert ønske om regulering og styring ikke alene af landbrugsdrift, men også af jordpriser, af by- og landsplanlægning, inklusive ekspropriationer, vil komme til at forme sig som en evig og jævnlig tabt krig mod fondenes hærskarer af advokater.

Det vil frem for alt tage noget stort og kosteligt fra os alle sammen. For glæden og stoltheden over vores land bygger på mere end dets æstetiske og historiske kvaliteter. Det er følelser der også beror på bevidstheden om at dette er vores land. Det er os der ejer det, og det er os der bestemmer over det.

Vi har allerede ladet internationale kapitalfonde overtage kontrollen med vores undergrund. Lad os nu gribe ind og sikre os at i det mindste overfladen kan forblive vores egen. Aage V. Jensens danske fonde har sørget for at store naturområder på én gang kan bevares og ligge åbne for os alle. De godt og vel 60 % af landet der anvendes til landbrug bør heller ikke hverken ødelægges eller glide os af hænde, og det må vi i fællesskab forhindre. Samfundet, det vil her sige staten, må gå ind og opkøbe landbrugsejendomme for næsen af kapitalfondene.

Der vil da kunne etableres landbrugsbedrifter af passende størrelser som kan forpagtes – gerne på livstid og med arveret – af unge landmænd. De vil kunne leve det liv de drømmer om, uden konstante trusler om tvangsauktioner. Og vi andre vil kunne stille nogle krav til dem, om miljøhensyn og produktion af sunde fødevarer, som de endda med både fortjeneste og inderlig tilfredshed vil kunne honorere.

 

Efterskrift

REFLEKSIONER er 41 kritiske og underfundige tekster rundt om et forfatterskab: Om sproget og verden, ytringsfriheden, løgnen og den omsiggribende uvirkelighed. Om rigdom og forbrug, krig, kapitalisme og den livspulveriserende modernitet. Om frihed, fællesskaber og individualisme, folket og eliten. Om angst, tillid og skam – og drømmen om et lidt enklere liv.

JENS SMÆRUP SØRENSEN (f. 1946) er romanforfatter og fik sit folkelige gennembrud med Mærkedage. Tidligere klummeskribent på Kristeligt Dagblad. Bogen kan købes i boghandlen eller direkte fra forlaget.

Comments are closed.