Lav og mos har koloniseret en tjørnegren. Den grågrønne lav er en art i slægten Ramalina, den gule lav er Alm. væggelav. Laver er svampe i symbiotisk samliv med éncellede alger. Den gule farve har ”solfaktor”, leveret af lavets svamp til beskyttelse af dens algepartner mod UV-skader. Mosser er primitive planter, de første der indtog landjorden for 500 mio. år siden. Det er stjernemos oppe til venstre. Foto: Ian Heilmann

Laver er dobbeltorganismer, der indgår i et symbiotisk partnerskab mellem en svamp og encellede alger. Form og struktur er bestemt af begge partnere, dog mest af svampen, der som konsortiets ’strateg’ bestemmer, om laven nøjes med at brede sig fladt ud eller gror i tre dimensioner, som et krat af tæt forgrenede lilleputtræer, eller som skåle, pokaler, lamper, trompeter, koraler, vandtårne, alt i miniformat

Mens man med længsel venter på forårets fuglekor og alt det livsaligt lysegrønne, kan man på vinterskovturen trøste sig med laverne. De byder sig til med en mangfoldighed af farver og former, når blot man standser op og stiller skarpt. De fleste kender de lysegrågrønne, krusede rensdyrlaver fra juledekorationer og gravstedspynt, ofte garneret med mos, men ellers er de op mod tusind arter laver i den danske natur hovedsageligt et interessefelt for en lille kreds af eksperter, såkaldte likenologer (liken = lav).

Ordet lav kommer fra oldnordisk lafa, som betyder ’dingle, hænge’ – og i visse gamle og fugtige skove kan laver, bl.a. skæglaver, hænge tæt ned fra grene og stammer, som lange, muganløbne kineserskæg. Sådanne mystiske eventyrskove er sjældne, men laver antager utallige former og vokser i øvrigt på en mangfoldighed af næringsfattigt underlag – udover bark, på sten, klipper, mure, tage, sandet bund og mere til. Lav kan så at sige leve på en sten, steder hvor intet andet kan gro, og denne evolutionære trumf grunder sig i en snedig strategi:
Lav er en dobbeltorganisme, et symbiotisk partnerskab mellem en svamp og encellede alger.

Denne lavbegroede gren har taget skikkelse af hovedet af en helhest, den rædselsvækkende, trebenede spøgelseshest, der spreder død og ulykke. Her med stinkende, åbent gab, gul snude af væggelav og uglet manke og fipskæg af Ramina-lav. Laver folder sig ud i fantastiske former, som kan stimulere kunstneriske og andre påvirkelige sjæle. Kunstmaleren Per Kirkeby tog kunstnerisk afsæt i geologien, andre vil kunne få noget ud af likenologien. Foto: Ian Heilmann

Ud fra devisen ’sammen er vi stærke’ får de to parter gensidig fordel, der bringer dem til at kunne trives under forhold, hvor de hver for sig og alle andre levende organismer må give op. Svampen får sin næring fra algernes fotosyntese, og algerne får beskyttende værtskab af svampen, indlejret som de er i svampevævet.

Men det er et liv på vågeblus: Algecellernes produktion er lav, og svampen og konsortiet må nøjes med vand og en smule næringssalte fra nedbør og støv. Under tørke eller frost tørrer laven ind til et passivt skelet, for så igen at vækkes til live, når vand og varme forbedrer forholdene. Den årlige tilvækst er derfor yderst beskeden, den skal måles i få millimeter, og for nogle arktiske arters vedkommende i hundrededele af millimeter. Sådanne ultratræge lavskjolde på en grønlandsk klippeblok kan til gengæld blive flere tusinde år, ja næsten uendeligt gamle.

Ian Heilmann i felten.

Form og struktur af en lav er bestemt af begge partnere, dog mest af svampen, der som konsortiets ’strateg’ bestemmer, om laven nøjes med at brede sig fladt ud eller gror i tre dimensioner, som et krat af tæt forgrenede lilleputtræer, eller som skåle, pokaler, lamper, trompeter, koraler, vandtårne, alt i miniformat. Farven er bestemt af begge parter, de grønlige nuancer kommer fra algerne, andre farver fra svampevævet og især deres frugtlegemer, som f.eks. hos arter af bægerlaver er ildrøde knapper.

Lavsvampen huser foruden sine encellede grønalgepartnere også ofte de såkaldte cyanobakterier (’blågrønalger’), og hvor der derudover er andre bakterier med i konsortiet, giver det multiple symbiotiske relationer – et samvirkende netværk som et helt miniatureøkosystem.

Laver er i al deres lavmælte fremtoning fascinerende eksempler på komplekse livsudfoldelser.

Læs mere om laver, især de danske arter på sandbund, i ”Lav i klit og hede” af lavspecialisten Ulrik Søchting, lektor emeritus fra Københavns Universitet. Alene bogens fantastiske fotografier må åbne alles øjne for lavernes mageløse miniverden.

Bannerbillede: Laver på en død gren i skovbunden. Det er svampe-partneren, der bestemmer arten. Den blågrønne hedder Rynket skållav, de mere græsgrønne kunne være samme art med et lidt andet hold algepartnere, og man kunne formode, at den blågrønne huser cyanobakterier. Måske er der læsere, der kan hjælpe? Lavvækst på levende træer skader ikke træet, da lav ’sørger for sig selv’ og kun bruger træet som platform. Men lavvækst kan indikere, at træets vækst er gået i stå af andre årsager. På grund af deres ekstremt langsomme vækst fortrækker laver nemlig at vokse på underlag, der ikke ’flytter sig’ for meget. Lad bare lav sidde, hvor det gerne vil – det indikerer oftest god luftkvalitet. Foto: Ian Heilmann.

Visited 210 times, 210 visit(s) today

One Comment

  1. Nora Tams

    Tak for likenhistorien Ian

Skriv en kommentar