Løvsangerdage

Løvsangeren er en typisk og talrig repræsentant for en artsrig slægt af små sangfugle med overvejende grågrønne oversider og lyse undersider. De bebor alle typer skov og krat fra Vesteuropa og videre østpå til Stillehavet. De bestemmes bedst på deres sang og kald – alene på udseendet er det sværere under deres rastløse bevægelse i lysflimrende bladhang. Som insektædere er de alle trækfugle, ofte med fjerne tropiske vinterkvarterer

Efter nattens træk var det som hvirvlede der løvsangere op fra hver en krog, i uophørlig søgen efter føde i øens få og små forblæste træer, i tjørnebuskadser og strandkrat af havtorn, i græsset og på stranden, ja selv længst nede, hvor de små grågrønne sangfugle behændigt søgte at undgå de kolde og salte sprøjt fra bølgeslagene i deres jagt på de mange insekter i havstokkens opskyl af rådnende tang og ålegræs. Og luften ville være fuld af løvsangernes ideligt gentagne, opadgående kald ”huiit” – med den samme blidt afdæmpede fløjteklang som i løvsangerhannernes territoriale sangstrofer af faldende og lyrisk hendøende toner.

Hør Løvsangeren synge

Det kunne nærmest støve med løvsangere. Sådan udtrykte fugletrækforskeren Jørgen Rabøl det, når han som ung biolog i 1960’erne passede sine ringmærkningstjanser på Hesselø. Så var det løvsangerdage, stille morgener på den lille ø midt ude i Kattegat i august.

Efter sommerens ynglesæson overalt i Skandinaviens uendelige strækninger af birketræer og pilekrat, blandskov og anden bevoksning var løvsangerne på vej mod deres vinterkvarterer i tropisk Afrika, dengang som i dag. På trækrutens tidlige etaper må enten Østersøen eller Kattegats ugæstfri havflader passeres, og en ø som Hesselø midt ude, trækker små landfugle på træk til sig som en magnet. Her kan der fyldes på tanken, inden rejsen genoptages.

Sådanne løvsangerdage afspejler det faktum, at løvsangeren dengang, og stadig, regnes for Sveriges talrigeste fugl. Måske er det absolutte antal faldende, men slet ikke i samme grad som det har været tilfældet i Danmark og England, hvor løvsangeren er gået tilbage med ca. 30 % gennem de senere årtier. Til gengæld har arten haft fremgang i Skotland og en samlet tendens for Nordeuropas bestand af løvsangere er ikke klar. Gransangeren, løvsangerens nære slægtning har i samme periode haft markant fremgang i Danmark, muligvis som følge af, at den nøjes med Sydeuropa og Nordafrika som vinterkvarterer og på grund af ny tilgroning og opvækst mange steder. Allerede i marts høres gransangernes monotone og beskedent tikkende sang i det danske landskab, over en måned før løvsangerne når frem og begynder at lukke vellyd ud af deres struber sidst i april.

Løvsanger og gransanger hører til slægten Phylloscopus, en artsrig slægt af umiddelbart ensartede små sangere, med grønlige oversider og lysere undersider. Alle phyller, som det hedder i fuglefolkets sociolekt, er knyttet til træer og krat, de lever af bladhangenes hvirvelløse smådyr, insekter først og fremmest. Hører man ikke sangen på ynglepladsen, eller i det mindste kaldet, skal der stilles skarpt på mere subtile skillekarakterer i form af øjenstriber, vingebånd, farvetoner på krop og ben og ellers artsspecifikke forskelle i strukturen af vingernes svingfjersvifte – det sidste noget kun ringmærkere med fuglen i hånden vil kunne gøre brug af. Den rette bestemmelse i felten af nogle af de mere obskure arter i slægten, inklusive tilfældige asiatiske strejfere kræver sin erfarne ekspert.

Nordsvenske løvsangeres lange trækrute overgås af en anden slægtning, Nordkalottens nærmest mytiske nordsanger. Disse fugle udgør den absolut vestligste bestand af nordsangerens samlede udbredelse fra Finnmarken og mod øst gennem Finland, Rusland, Sibirien, Japan og til det vestlige Alaska. Skandinaviens nordsangere pendler mellem deres få og spredte ynglepladser i sommerkølige birkeskove bl.a. på sydsiden af Varangerfjorden i det nordligste Norge – og deres tropiske vinterkvarterer i Thailand, Philippinerne og Indonesien, en nærmest ufattelige rejse på ca. 13.000 km hver vej. Nordsangeren med sin lange hvide øjenstribe er ikke så sært en stor og eftertragtet sjældenhed i Danmark. Men løvsangerens udbredelse strækker sig tilsvarende mod øst helt til Nordøstsibirien, og de østligste fugle herfra trækker som deres mere vestlige artsfæller til tropisk Afrika. Det er en trækrute, som er på længde med de skandinaviske nordsangeres, blot spejlvendt, så at sige. Man kan være fristet til at forestille sig en nordsanger og løvsanger krydse hinandens veje ved floden Jenisejs øvre løb og under fourageringen ønske hinanden god rejse i hver sin retning.

En anderledes rejsehistorie knytter sig til nogle af de vestlige delbestande af Sibiriens hvidbrynede løvsangere på Uralbjergene vestflanke. De synes at have skiftet deres traditionelle sydøstlige trækveje ud med nye veje, mod sydvest for dermed at ride vinteren af i det milde Sydengland, måske som følge af klimaændringerne. Det er 3.000 km mod sydvest i stedet for 6.000 km mod sydøst og med en stor energibesparelse til følge. Nu ses adskillige hvidbrynede løvsangere i Danmark hvert år i oktober, oftest i Vestjylland, foran efterårstrækkets sidste nonstop etape – Nordsøen.

Der bør følges nøje med overalt i udviklingen i den nordlige halvkugles bestande af samtlige små insektspecialiserede sangfuglearter. Mange af dem er pressede – i vinterkvartererne, på deres farefulde halvårlige rejser og af de stedse forringede og indsnævrede habitater på deres ynglepladser. Hvad der truer insekterne, truer igen sangfuglene, som allerede beskrevet af Rachel Carson i hendes profetiske opråb mod sprøjtegiften DDT i bogen ”The Silent Spring” fra 1962.

Bannerbillede: På deres vej over Kattegat under trækket tiltrækker Hesselø mange småfugle, som her får sig et kærkomment hvil og lejlighed til at fouragere. Foto: Linda Henriksen – fra bogen “Det store svigt”.