Udledningerne af gylle fra den danske kødindustri er nu oppe på seks tons årligt for hver eneste dansker, men der bygges stadig nye og større kødfabrikker

Faktisk havde skuespilleren Buster Larsen mere ret i sin lorteland-monolog fra 1968 end godt er. I takt med den voksende svinekødsindustri er der år for år spredt stadig mere gylle ud i det danske landskab og vandmiljø, og trods en samlet husdyrbestand på 206 millioner køddyr er der ingen politisk vilje til at sige stop. Foto: DR Presse DR Presse

 

DEN FOLKEKÆRE SKUESPILLER Buster Larsen var kendt for mere og andet end sin legendariske rolle som grisehandler Larsen i tv-serien Matador. Han var også satiriker, og i DR’s satireprogram »Hov Hov« fremsagde han op gennem 1960’erne en række monologer, som blev afsluttet med et fnysende »lorteland«, som en kommentar til den aktuelle tilstand i vores lille kongerige. Det var ikke landbruget, Buster Larsen sigtede til, men i dag kan de ramsaltede monologer sagtens genhøres som kommentarer til følgevirkningerne af kødindustriens ekstreme udvikling siden da – og udledningen af millioner af tons gylle…

HVAD ER GYLLE? En blanding af faste og flydende ekskrementer samt eventuelt lidt strøelse, men ud over urin og afføring fra produktionsdyrene kan gyllen også indeholde en grim cocktail af antibiotika, sprøjtegifte, kønshormoner og tungmetaller. Årligt produceres der i Danmark 36 millioner tons gylle fra det rekordhøje antal på 206 mio. industridyr, der fremstilles årligt i det yndige land, og som sikrer Danmark førstepladsen som verdens største kødproducent i forhold til indbyggerantallet. Den danske kødindustri producerer årligt 325,6 kilo kød pr. dansker, barn som voksen.

DER ER LØBET meget urenset gylle i vandmiljøet, siden Buster Larsens gyldne dage på tv. Det bliver til 36 millioner tons lort hvert år, der skal smøres ud over landdistrikterne. Fra 1. februar er det lovligt at sprede urenset gylle, men hvor mange kødproducenter, der overhovedet kan køre med deres enorme gyllespredere i et vådt forår, er der intet overblik over. Men køres skal der for at få tømt de 21.000 gyllebeholdere, der er fyldt til bristepunktet med pis og lort fra de ikke færre end 42 mio. svin, der produceres årligt (2023).

Det siger sig selv, at 206 millioner produktionsdyr skider og pisser væsentligt mere, end hvad 5,9 millioner danskere formår at levere. Læg dertil, at spildevand fra byens borgere rent faktisk renses, inden det lukkes ud i vandmiljøet, hvorimod gyllen fra landbruget spredes urenset trods indhold af næringsstoffer, tungmetaller, kønshormoner, antibiotika og sprøjtemidler. Kilde: Folketingets Miljø og Fødevareudvalg.

OM LORTEVANDET NOGENSINDE stopper med at fosse ud i vandmiljøet, ved vi ikke. Men officielt er der ingen betænkeligheder ved at fortsætte denne enorme forurening. Selvom store havområder er døende på grund af landbrugets udledninger af gyllebaserede næringsstoffer, så er det åbenbart slet ikke så slemt, at der bør gøres noget. I hvert fald er der ingen som helst ansvarlige. Og slet ingen, som kan gøres ansvarlige. Tværtimod tilbyder fødevareministeren millioner af støttekroner til de brave kødproducenter, der er parate til at udvide med støtte fra skatteborgerne. Slagterikoncernen Danish Crown mangler slagtesvin og planlægger nu selv at finansiere byggeri af kæmpestore svinestalde. Østjylland og Fyn nævnes som mulig placering af de nye stalde. De skal lejes ud til landmænd, som skal stå for driften og levere svin til Danish Crowns slagterier.

MEN HVOR STORT et fænomen er gyllesæsonen i Danmark egentlig? Megastort skriver landbrugsavisen.dk og især for landets maskinstationer er det en kæmpe aktivitet – og så er det selvfølgelig både en stor omkostning for landbruget – og en uundgåelig tilføring af næringsstoffer. Interesseorganisationen for Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) vurderer, at kødindustrien er ansvarlig for omkring 36 millioner ton gylle årligt ud fra dagens husdyrproduktion og de mængder, som kommer retur fra biogassen. 36 millioner tons urin og afføring – det svarer til godt og vel seks tons til hver eneste dansker.

Kvælstof – som bare er et finere ord for pis og lort fra millioner af husdyr – har sat gang i en dødsspiral i stadig større havområder, hvor udstrømningen af kvælstof fra landbruget skaber opblomstring af de dræbende fedtemøg-alger. Billedet er fra stranden syd for Skagen havn, hvor man engang kunne bade i det friske hav. Foto: Peter Holm.

DM&E HAR OGSÅ vurderet, at der er omkring 1200 enheder indsat til udbringningen af de mange millioner lort. Samson-gyllevogne står for størstedelen. Det er moppedrenge med en fuldtlastet vægt nær de 50 tons, som kræver dispensation på grund af akseltrykket, hvis de skal køre på kommunevejene. Flere hundrede gyllevogne af andre fabrikater hjælper også til samt 45-50 selvkørende gyllevogne og 44 gylleudlæggere. Tilsammen forventes der at ligge en omsætning på omkring 600 millioner kroner for maskinstationerne, mens landbruget står for en mindre del af udbringningen selv.

”Det siger sig selv, at 206 millioner produktionsdyr skider og pisser væsentligt mere, end hvad 5,9 millioner danskere formår. Læg dertil, at spildevand fra byens borgere rent faktisk renses, inden det lukkes ud i vandmiljøet”

EFFEKTEN AF GYLLEUDBRINGNINGEN er ganske synlig i form af grønne algebelægninger overalt, fordi disse alger suger næring af ammoniaknedfaldet fra afdampningen af gyllen på markerne. Mindst lige så slemt står det til i fjorde og kystnære havområder, hvor marine alger blomstrer livligt op, når de får det årlige skud gylle. Efterhånden er det en veletableret kendsgerning, at landbruget er ved at kvæle havmiljøet, men det er der stadig landbrugslobbyister og politikere, der hårdnakket benægter. De hævder, at det er byernes spildevand, der skaber problemerne, selvom landbruget tegner sig for 70 pct. af udledningerne, mens renseanlæggene ligger under 5 pct. Tjek selv tallene i dette notat fra Miljøstyrelsen til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Nyd sensommeren – før der atter skal køres pis og lort fra 206 mio. køddyr ud i landskabet!

Bannerbillede: Kødindustrien er ansvarlig for omkring 36 millioner ton gylle årligt ud fra dagens husdyrproduktion og de mængder, som kommer retur fra biogassen. 36 millioner tons urin og afføring – det svarer til godt og vel seks millioner tons til hver eneste dansker. Foto: Finn Birkholm-Clausen

Visited 708 times, 16 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

One Comment

  1. Det er til at få brækfornemmelser af. Jeg har været vegetar i 35 år, og veganer i 6 år, og vores skovhave dyrkes som vild med vilje. Vi tæller som en nål i en høstak, i disse vilde tal fra kødindustrien, industrilandbruget og regeringen som helhed. Og vi har forsket i rent drikkevand i 25 år, uden at blive væsentlig hørt. Lotus Arts har en udstilling om denne forskning og at vi i dag har en skovhave, hvor grundvandet er renset , og er hel fri af sprøjterester og okker og smager så godt og blødt.. Vi har åben hus lørdag den 16. 8 kl. 15, på Silkeborgvej 53, 860 Ry

Skriv en kommentar